Kors hvor har vi travlt i denne tid med at give gaver og rende til fest. Men jeg har også et problem der,
fordi jeg har svært ved at tilrettelægge og koordinerer. Det er blandt andet med mit tøjvalg, når vi skal til fest. I fredags var vi til min svogers 70 års fødselsdag. Min kjole købte jeg i december 2010 og den var ikke billig, men den var allerede yt. De andre festdeltagere var bare så smarte itøjet, tror jeg nok. Jeg følte mig da godt tilpas i min kjole, men men men... og nu skal vi igen snart i by, og hvad tager jeg så på'.

Jeg har spurgt min datter om hum vil hjælpe mig med tøjet, men det har ikke hendes interesse, og det er måske fordi jeg ikke fortæller hende, hvad mit egentlige problem er. Jeg ved heller ikke om jeg kan være bekendt at spørge hende og bede om hendes hjælp.

Jeg har det samme problem, når jeg skal bestille mad, når vi er ude at spise, så da vi var i Rom fik jeg noget værre mad. Jeg tror ikke engang at en hund ville æde det.

På Sild hvor vi skulle spisse i en kæmpe fiskerestaurant fik jeg bestilt tre store syltede stegte sild med en masse syltede løgringe på og en lille klat stegte kartofler. Æv, det smagte jo ikke særligt godt og jeg kan næsten ikke tåle alt dett syre, der er i sådanne sild. Jeg kunne jo heller ikke læse, hvad der stod på menukortet.

Jeg ved, at det er et problem, og nu har jeg snakket med den ene pædagog i klubben, og hun har lovet at hjælpe og vejlede mig, når vi rejser til Gardasøen sidst i september.

Jeg kan ikke finde ud af at vælge først mere. Enten er det fordi jeg ikke kan finde frem til de små grå der skal arbejde her, eller også er jeg ikke konkcentreret nok til det. Det er et ptoblem, som jeg må arbejde med.

Jeg bliver lidt ked hver gang jeg må erfare, at der er nogle ting, som jeg ikke mere kan. Jeg kører ikke ret meget bil mere, og stille vil det ebbe ud. Gang på gang må jeg sige farvel til noget af det, som jeg kunne, men ikke mere kan, hvad end der så er årsagen.

Jeg priser mig lykkelig for min elskede mand, men han forkæler mig også helt ud til syvende kartoffelrække og tilbage igen. Alt er så godt, men alligevel, må jeg også tænke på, om han giver mig en bjørnetjeneste+e, for jeg skal jo ingenting mere og jeg kan ingenting mere. Siden han gik på efterløn har han overtaget mange funktioner.

Jeg hygger mig med at dovne. Jeg sidder og bliver fed og doven ved computeren. Når de få arbejdsopgaver, som jeg har, topper, bliver jeg sur på mig selv, og gemalen viser også sin harme eller skuffelse ved at lukke sig inde i sig selv, og så siger han ikke ret meget til mig.

Når vi skal have gæster står manden for indkøb og madlavning og jeg står for rengøringen, som bliver udsat og udsat og en halv time før at gæsterne kommer skal jeg både have ryddet op og gjort rent og alt muligt. Ej stop lige - det er at sætte historien på spids, men jeg er træt træt træt af, at jeg ikke kan tage noget af mig selv, men må have hjælp til at få mit arbejde gjort.

Når jeg beder min mand hjælpe mig med at lave et oversigt over hvad jeg skal lave, siger han at det har jeg jo prøvet, men uden at det hjalp noget, ja så er jeg lige vidt, eller jeg føler skyld og samvittighed, og jeg bliver ked af det, fordi han ikke forstår, at jeg virkelig har brug for hjælp. Jeg har svært ved at komme igang, og af og til klarer jeg ikke så meget, fordi jeg har faktisk tit stærke smerter lige over lænden. Det skal ingen vide, så schyyys...

Fanden og hans pumpestok, hvorfor skulle jeg have denne her hæslige sygdom, og hvorfor glæder jeg mig ikke over min mands støtte og hjælp. Det gør jeg også, men jeg ville så gerne bidrage med noget mere, så vi kan have orden i huset og i haven. Måske har jeg bare for meget om ørerne.

Min dagbog er farvet af mine følelser, som jeg har det lige nu, for når først jeg er glad og positiv igen, kan jeg klare hele verden. Nu er han kommet hjem min dejlige søde rare mand, så jeg vil ned og underholde ham lidt.

Knus og tak fordi du læste med.

Hyggehejsa fra en frustreret Nellemor.