Det her er det sjoveste jeg længe har set. Jeg ved godt at det handler om mig, Oliver ;)

Skal, skal ikke, pest eller kolera...fascination og kærlighed går hånd i hånd et langt stykke ud af vejen...til det T-kryds hvor der skal vælges og føles efter...du beskriver fint den proces, som er så svært spændende... sove og vågne op med friske øjne er klart på sin plads.
Poul.

Kære Oliver,

Av. Du rør mig helt ind i hjertet og dine ord sluger mig - som altid.
Du kan noget med ord. Noget med at drage læseren helt ind i din tekst. Jeg har ikke så meget feedback, kun disse ord om hvordan jeg bliver opslugt af din tekst.
Jeg føler, at det er mig der er jeg-personen i teksten, når jeg læser den. At det er mig, at føler alle disse ting og at det er mig der ligger tilbage i sengen, helt alene med livagtige minder om 'hende', som er så tydelige.
Jeg kan nærmest mærke tomrummet i min mave og mærke øjnene der stirre fra den tomme pude ved siden af.

Meget vellykket tekst.

Nu er det den første tekst, jeg læser af dig. Men jeg kan rigtig godt lide den, så det bliver helt sikkert ikke den sidste :)

Hej Oliver
Først vil jeg sige hvor er det dejæigt at se dig på Pennen igen. Du skrev nogle rigtig gode fortællinger sidst du var her. I denne har du også mange fine billeder f.eks. "Det enorme tab af tid vejer kroppen ned"
" Benene bliver skræmt af væggen der svarer (har jeg ændret til nutid) og de blå fliser der pludselig føles (nutid igen) som om det trækker (nutid) sig tættere. Oliver som du ved kan jeg rigtig godt lide din skrivestil også denne stemningsbeskrivelse. Du skal dog lige arbejde lidt med tiderne / skimme teksten for nutid/datid hvad du synes den skal være. Men det er jo bare noget teknisk. Som altid nyder jeg at læse noget af dig god vind og god skrivelyst fra Ulla

Er vild med tempoet, farven og tonen i digtet..

Ode til skriveblokeringen. Men når den elskede ligger lige der i sengen ved siden af, er der vel ikke noget at sige til at man er noget distraheret. Her kommer det ikke an på ord, men på handling, på virkelighed. - Jeg synes nu du er meget god til at få en god del af virkeligheden med i dine tekster.

Kåemer

Aldeles dejligt digt. Mon ikke de fleste kender til al den pine der er i n forelskelse. Jeg gør i hvert fald.

Kåemer

Det er ikke til at kritisere, når en tekst er så personlig, ja, faktisk privat. Set bare som litteratur er den frygtelig sentimental, men det er jo hjerteblod. Når man er midt i sorgen får man meget ondt af sig selv..

Jeg vil fortælle en lille historie. På et teater blev det spillet en tragedie, og efter at tæppet var faldet blev en af skuespillerne liggende på knæ grebet af den sørgelige slutning. Men en af de ældre skuespillere kom hen og ruskede i ham og sagde: "Kom nu! Det er publikum der skal græde, ikke dig."

Dette gælder også forfattere.

Kåemer

Det er lidt svært at følge med når man kommer ned til der, hvor de ser film. Først hører man at Lars står med filmen så ser de den, så er der en, der er ved at falde i søvn og senere siger de hun kunne ikke klare det.
Hvem er hvem? Starten er spændende. Hilsen Ariella.

Nej, hvor er det godt. Tager jeg fejl, når jeg mener, at du har været mere omhyggelig med sproget end tidligere. Jeg synes det er virkelig meget godt. Samtidig har du bevaret spontaniteten. - Som du kan se, har jeg svært ved at få armene ned - og det er bare sproget.
Hvordan pokker kan du sætte dig så levende ind i et pigesind - og så en så særpræget og neurotisk pige som Julie? Og hvordan pokker kan du leve dig sådan ind i en piges onani? Den slags bliver let plat, især skrevet af en mand, men det er ikke spor plat. du forstår at holde tungen lige i munden og holde stilen.
Det lader til, at Julie er på vej ud af sine depressioner, selvom hun stadig har sine traumer at slås med. - Ja, det er godt.
Roser jeg for meget? Burde jeg ikke finde nogle kritikpunkter? Jeg har ikke lyst til det, og jeg tror du er den type digter der kan tåle både ros og kritik, og som forstår at få noget konstruktivt ud af det.

P.S. Jeg ser at at-problemer er væk.

Kåemer

Blev lidt forundret over at en mand kan komme så meget ind under huden på en karakter af det modsatte køn. Men du skriver om var det en selvoplevet situation.
Der er et godt flow i fortællingen, men jeg synes du har lidt for lange sætninger, selvom det giver den der fornemmelse af det tankemylder der foregår i Julies hoved. Og det dramatiske optrin mod slutningen af teksten.
Jeg har ikke læst de andre 2 men det her er også rigeligt til at jeg kan se noget potentiale i dit værk. du har også et godt sprog, der passer til karakteren.

Ja, de er et kønt par, et dejligt par, skøre og neurotiske på hver sin måde.

Jeg har da læst mange kærlighedshistorier i min tid. Det er litteraturens hyppigst behandlede emne, og dog kan der stadig siges noget nyt om det.

Det er svært at kritisere dit sprog, for det er personligt, originalt og meget udtryksfuldt, men ind imellem sjusker du nu med det. Prøv engang at se hvor ofte du bruger det lille ord "at", og de fleste gange overflødigt.

Som jeg har sagt før, du er en mere end god digter og forfatter, men du skal gøre dig mere umage.

Jeg skal ikke fremhæve mig selv, men jeg synes dog jeg vil fortælle hvordan jeg gør. Når jeg har en novelle færdig, er den alligevel ikke færdig. Så gennemgår jeg den omhyggeligt ord for ord, sætning for sætning, ser om der er overflødige ord, skal noget omformuleres osv. Jeg slipper ikke en tekst før jeg er sikker på at kunne stå ved den. Det betyder ikke at den er fejlfri. Det gælder om at bevare det oprindelige, det spontane, men at fjerne det som står i vejen for fortællingen.

Kåemer

Egentlig er historien ganske banal. Almindelig, uperfekt pige med lavt selvværd kontra kvindeidealer som ingen kan leve op til, men som alle - nåja, ikke alle - prøver på. Så udvikler det sig dramatisk, med tåbelig tøsemobning, og ender ... hmm! lidt sentimentalt i den elskedes arme - men det er nu alligevel dejligt. Det har den arme Julie fortjent.

Det er første gang jeg læser noget af dig som har et egentligt plot, en planlagt handlingsgang. Ellers er du god til at skabe stemningsbilleder, og til at fornemme hvad der går for sig i menneskers sind. Din stærke side er digtet, men det ville være dejligt hvis du kunne videreudvikle din prosaside. Jeg tror du har noget også der.

Kåemer

Aldeles dejlig novelle. Pige med meget lavt selvværd, og en fyr både hensynsfuld, kærlig og kontant. Den er virkelig gribende. Hvordan i alverden har du dog fundet på sådan en poge?

Kåemer

Som entrétekst er den jo meget fin. Dit sprog er godt, ja mere end godt. Historien, hvis det da kan kaldes en historie, er svær at få hold på. Hvad foregår der? Omvendt julestemning, traumer og sammenbrud. Jeg får slet ingen fornemmelse af hvem den Julie er. - Måske er det bare leg med ord og sætninger? Dog, der er også undertoner af noget mere seriøst.

Kåemer

Jeg mener ikke dette digt har din sædvanlige høje standard. Men naturligvis, uden kvaliteter er det ikke. Det gengiver reelle følelser men på en lidt klodset måde. Det er som et virkelig brev, skrevet i en krise, og så sat op som digt. Hvorfor kan han ikke bare lade den pige være, når hun så tydeligt er uvillig? Mon han ikke bare er såret fordi han bliver afvist, og når hun så tilsyneladende endelig er erobret, så er det ingenting. - Spørgsmålet er, om det er hun eller ham den er helt gal med.

Kåemer

Da jeg havde læst halvdelen tænkte jeg: Nå, han kan også være vulgær. Vulgaritet i lange baner. Men så kom det forfærdelige afsnit med faren, så kom der pludselig mere fast grund under fødderne og reelle tanker i hovedet, og som en slags belønning en god hilsen fra hende.

Det er en rigtig god historie, som dog siger mig, at du nok er mere digter end prosaforfatter. Bortset fra længden - som ikke er let at se bort fra - er dette som dine digte.

Kåemer

Ja, hvem er flygtning? Han som ikke tør åbne sig og tage et afgørende skridt, eller hun som gemmer sig at snakke og klæde sig usexet. De ønsker nok begge nærheden, men er bange for at vise svaghed.

Kåemer

Din fine evne til at gribe en stemning, et kort møde. Voldsomt, men måske ikke af den store betydning. Jeg kunne godt lide det underfundige ordspil med nøglerne.

Kåemer

Jeg ved ikke om du selv er smuk, men du må vist have en smuk sjæl, efter som du kan fange alle disse små bevægelser i omgivelserne og sjælen.

Jeg har nu læst en del af dine digte, og finder dem gode og originale. Du har virkelig noget, der kun er dig, samtidig med at andre også kan genkende det hos sig selv. Jeg er ikke kompetent til at belære dig, men vil så forsøgsvis gøre det alligevel. Det du mangler i at blive en virkelig stor digter, er at arbejde mere med formen. Jeg tror du, når du skriver lægger megen vægt på det spontane udtryk. Det lykkes også for det meste. Men jeg tror du slipper digtene for tidligt. Jeg synes du skal arbejde mere med at finpudse. Man kan også sige det på en anden måde. Du ser dine egne digte indefra. Læg dem lidt tilside, og se dem da udefra.

Kåemer

Det er i grunden underligt, at dette er sat op som et digt. Det er et lille hjertesuk i prosa men sat op som digt. Men jeg tror det er typisk for din tilgang til poesien, at du går til kernen af det du vil sige, og så tager mindre hensyn til formen. Jeg tror det ville virke stærkere, hvis du arbejde mere med formen.

I øvrigt er dette, som det meste af hvad du skriver, noget der griber mig stærkt. Det usikre forhold til en forælder der drikker, men som man i øvrigt elsker.

Måske reddes han fordi han har en klog søn.

Kåemer