Jeg smuttede ind på din profil, fordi du havde givet mig venlige høvl. Skulle se om du havde nyt, jeg hævngerrigt kunne dissekere ;-)
Nå, fandt ikke noget splinternyt (men det kommer forhåbentligt), men røg så ind på én af dine ældre noveller - denne - og blev meget begejstret.

Jeg skriver, undervejs som jeg læser og nyder din historie, men sidder og tænker, at når du skriver, at Sirius (har han været hos numerolog?) ingen penge har og alligevel etablerer en biograf, så mangler jeg lidt info om, hvordan i alverden han så gør det? Noget udstyr skal han vel bruge?
Driftsomkostningerne forklares da kæresten skrider og det giver noget til forståelsen. Kunne han ikke få en lille arv, der sætter ham igang. Arbejdsløse med luftige idéer kommer sjældent langt over dørtrinet hos de gængse banker.

Den kommer du lige til at uddybe:
""Kan vi finde et privat rum hvor vi kan tale?" spurgte han insisterende og stirrede mystisk på Sirius, som pludselig forstod at personen ved siden af ham ikke var af denne verden."

Elsker den her:
" "Jeg kommer udefra," sagde den mystiske fremmede, tog hatten af og afslørede en mærkelig gevækst på sin isse, der tydeligt trak hans ansigt lidt ud af facon og besværliggjorde hans tale. Og selvom Sirius gjorde store øjne over mandens lille vækst og prekære udseende, var han egentlig ikke overrasket eller bestyrtet over besøget, da han et sted dybt i sit hjerte altid havde vidst, at der en dag ville hænde ham noget af denne art." - Ha-ha!

Og denne her lige efter:

"Den mindede lidt om en lampe, hvor skærmen vender opad, soklen var sekskantet og havde et fremmedartet symbol på hver side. Han gik straks ud fra, at det måtte være en slags sender, noget der kunne bruges til kommunikation mellem.......og han opdagede, sandsynligvis for første gang i sit liv, hvordan han tog sig i at lade fantasien løbe af med sig, for at vende tilbage til den forbløffende virkelighed, der udspillede sig for øjnene af ham."

Vil lige nævne, at da rummanden forsvinder og efterlader dimsen, begynder jeg at scrolle for at se, hvor meget der er tilbage, som man gør med en god bog, når med fingrene føler sig frem til, hvor (trist) lidt, der er tilbage, før man er færdig. Det plejer at være en god indikator.

Mere brok: Hvad er det for en sær replik. Tænker du sådan, når din indre stemme kører?
""Men hvor galt kan det egentlig gå," tænkte han. "Det vil næsten være synd hvis jeg bare gemmer den væk, selvom jeg selvfølgelig må være varsom. Nogle fjender kan måske finde på at berøve mig den!"
Berøve?

Det er skægt at du 'klandrer' mig for at bringe en humoristisk streg ind i teksten. Denne tekst er da gennemsyret af humor. Ved du ikke det? Betyder det også at jeg ikke kan tage denne tekst 'alvorligt'?

Jeg elsker at han straks tror at opringningen til ex'en vil føre til noget mere. Klasse-beskrivelse af den forsmåede part.

Herlig (og vittig) detalje, at han vil bruge den overbragte dims i udstillingen, dekorativ som den jo er ;-)

Det er en meget brat overgang, da den lille alien står der igen og lægger dimsen i lægetasken. Lidt for brutal intro. Kan det blødes op?

Det gør så ikke så meget, grinede højt af slutningen. Selvfølgelig! sådan måtte det da gå! Og hvormange af dem, sidder der så rundt omkring på institutionerne? stort grin. Og du kan da ikke være bekendt at klandre hverken ALFen eller undertegnede for, at man ikke kan tage historien alvorligt, når den er spækket med humor. Jeg tog da denne alvorlig. Ville da gerne se den som kortfilm. Morede mig dejligt!

Mikala

Det er en velskrevet og meget gennemført kriminovelle, der her præsenteres. Jeg er en lille smule i tvivl om jeg til stedse ville kunne klare alle de adjektiver, og nogle gange savner jeg mere "show don´t tell".

Jeg er imponeret over dit sublime sprog. Jeg synes du er meget, meget velskrivende. Min kritik (og sådan en skal der jo være, ved du) bliver at jeg savner sanser i brug. Vi smager, dufter, hører, ser og mærker og det giver du ikke meget af. Dine billeder er fremragende, men jeg savner s a n s e r.
Jeg siger det fordi jeg lagde mærke til det undervejs i teksten og det er noget, der er ved at gå op for mig selv - at det er vigtigt. - Bruger du lidt af det (og dermed rammer læseren lige mellem øjnene) så får dine tekster lige det der je ne sais quoi...

Mikala

Sikken en familie! Hver person ville være værd at dykke ned i og give sin helt egen historie. Du har ramt beskrivelser og sammenhæng rigtig godt.
Sproget tænker jeg sjældent så meget over, når jeg læser en tekst. Enten fanger den mig - eller osse gør den ikke. Din gjorde. Alligevel er der få sætninger der kommer til at lyde en smule for saglige til mig - midt i alt det som ellers er så flot og effektfuldt beskrevet.F.eks. "visuelle hjælpemidler". Men det er kun fordi det andet virker sådan mere... Poetisk.
Jeg ville gerne høre mere til den familie. Der er stof til en hel tv-serie :) Og jeg har ærlig talt lidt ondt af den mor....

Hej Jonas! Skøn historie du har her og man kan mærke det har været sjovt at skrive den. For øvrigt er det skønt at hoppe lige ind i dramaet, som du gør så fint her. Kabaletemaset er flot.


Du har nogle dejlige beskrivelser:

”Uartigheder om både mænds og kvinders underliv gav genlyd mellem bygningerne og regnede derefter ned over de to opponerende partiers tilhængere, som begge var mødt talstærkt op. ”

og her:
” Det var ellers et flot syn, som de stod der linet op foran ham som et skakspil, med de ivrige kampklare bønder i front, de mere tænksomme officerer bagerst, sammen med kongen - lederen - fra hvem de alle modtog ordrer.”

Dobbeltgloser: du har en del dobbeltgloser – her med ”lyde”. Prøv at læse det højt, så tror jeg du fanger hvad jeg mener:

”Der fandtes to lyde, som Gunnarsen virkelig elskede. Lyde, som kunne gøre ham spændt og forventningsfuld som et lille barn.
Den ene var den klirrende lyd af fyldte ølflasker i en pose. Den anden var lyden af spillekort, der klaprede mellem hænderne på ham, når han blandede og lagde op til kabale.” (Klaprer spillekort for resten? Vær specifik!)

Måske kunne du spare sådan:
”Den ene var den klirren af fyldte ølflasker i en pose. Den anden var spillekort, der…) især fordi du fortsætte med ”lyde” igen i næste afsnit.


Her laver du et abrupt spring i tid, han står på rådhuspladsen og så:
”Telefonen var et andet eksempel på en lyd, der kunne få modermærket i hans ansigt til at blusse, og han vidste, at den ville ringe om et øjeblik.”
- Står han ikke på Rådhuspladsen? Læseren er i tankerne stadig hjemme hos ham, grundet omtalen af datteren i hjemmet.

Her er også noget du ikke forklarer:

"Jeg er jo pensionist" undskyldte han og rakte ud efter spillekortene på bordet. Hans hånd standsede lige over stablen af kort, da telefonen ringede.
"Åh ..." sukkede han og skulede op til datteren, der tilsyneladende bare havde gået og ventet på, at den skulle ringe.”
- Hvorfor forventer datteren, at telefonen skal begynde at ringe? (du forklarer det længere henne i novellen, men lige nu bliver det bare til endnu et spørgsmål læseren sidder med – og for mange af den slags og læseren springer fra.

"Tag den så," sagde hun stærk opfordrende igennem støvsugerlarmen, "det er sikkert min idiotiske bror, der vil låne penge af dig igen."
”Stærkt opfordrende”, når det er sagt af fortælleren, bliver let en forfatterkommentar, altså en påstand og en mening læseren forventes af sluge. Pas på!


"Det er hos Gunnarsen," sagde han alvorsfuldt ind i røret og håbede på, at det var Dahl ovre fra Nørregade, der gav en porter.”

”Ind i røret” ligger implicit og er derfor overflødig. - Resten af sætningen er sjov!


”Han føjede hende altid. Han sagde til sig selv, at det var fordi, han ikke gad diskutere med hende, selvom det nok mere var fordi, han var bange.”
-Hvorfor er han bange for datteren? spørger den nysgerrige læser.
Show don’t tell…


"Lever vi måske ikke i et vældfærdssamfund Tykke," sagde Morten roligt gennem den knitrende højttaler. Han brugte også hendes kælenavn, som begribeligvis hverken var ment kammeratligt eller hjertelig, men udelukkende som en provokation. ”
-Ja, så fik forfatteren da også den mest tungnemme læser i klassen med. Lad være med at tale ned til læseren! Fy, Jonas!

Dejligt citat:
”Sådan kunne de skændes i et kvarters tid. Så forudsigeligt, at man kunne stille uret efter det. Som at lægge en kabale, spar syv på hjerter otte, ruder dame på spar konge. Spydigheder, der kommer ud af munden på dem og lægger sig på sine tildelte pladser i kabalen og til sidst går op i den forventede spændte tavshed af intenst modvilje og flammende øjne.”


Også rigtig godt:
”Spadsereturen over til Hald i Nørregade var fredelig og lyden af de håndvarme pilsnere i bæreposen, gjorde ham dejligt tør i halsen.
Der sad de så i Halds slidte læderstue, drak bajere og fandt tilfredsstillende løsninger på de fleste af verdens problemer, deres egne undtaget. Forudsigeligt som en kabale, ruder syv på hjerter otte, klør knægt på spar dame. Den går op!”

Denne her kunne jeg ikke stå for:

”Gunnarsen grinede for sig selv over sin dristighed, da endnu en fantastisk idé blomstrede op som en solsikke i hans fantasi.”

Historien har i det hele taget en rigtig fin grundtone og idé. Jeg synes dog den indimellem trænger til lidt opstramning og du er jo i stand til at sige meget med få ord, så jeg tror du skal arbejde med at forkorte lidt.

Historien er nemlig ret lang og kunne nænsomt forkortes uden at gå på kompromis med det gode håndværk. Der er mange fine betragtninger og rigtig meget godt. – Du skal bare lære at ”kill your darlings” Fjerne det der kan tåle det, og lade essensen tilbage.

Lidt kritik på slutningen. Synes måske jeg ventede mig noget skarpere, da han til sidst står på politibilen inde på Rådhuspladsen. Synes det lyder lidt vagt, det han får formuleret og undrer mig over at han kan sprede forsamlingen med de få ord.
At den så ikke ender så ”lykkeligt” (og dog) er helt i orden, kan nemlig godt lide din novelle.

Mikala

Hvor er det dog smukt, Jonas. Du er jo salmedigter...

Nød den smukke rytme i dit dig og poesien. Heldige hende, du skriver digte til...

Mikala

Sikke en fin historie! Jeg blev ganske vist først lidt skuffet på grund af titlen. Jeg troede det var et slags eventyr, og så handlede det bare om bomsen Poul, og hans døde veninde og drukkammerat Birgit. Han er nok mere trofast over for hende end over for nogen levende. Men det var nu ikke fint af ham at servere øl for hende der på gravstenen, når hun nu kun drak vin og spiritus i levende live. Men okay, det er tanken der tæller. Jeg drikker selv sjældent øl, men hvis nogen, når den tid kommer, vil komme og drikke en sjat øl på min grav, vil det være meget fint. - Spøg tilside, det er en rigtig smuk kærlighedshistorie. Du har taget både Poul og Birgit lige på kornet. Jeg har mødt typerne.
Kåemer

Fin, fin novelle, du har begået her. Jonas.
– Den er langt mere helstøbt end den foregående jeg læste. (N. fædre). Der er rigtig mange, skønne sætninger, der viser mig hvor stor en poet du er.
Jeg nævner såmænd gerne i flæng:

”Duften fra de grønne træer og de tusindvis af blomster og buske fyldte hans lunger, da han inden for porten standsede og tog et ordentligt drag af luften. "Mærkelige man giver sådanne oaser af liv til døde mennesker" tænkte han.”
– Især sidste del af sætningen er virkelig dejlig.
Og her:

”Lyset synes blidere gennem trætoppene og han undredes over hvorfor han egentlig bragte blomster til Birgit, nu da hun var død, når han nu aldrig havde gjort det da hun levede.”
at
Og her:

”Han modstod ganske enkelt ikke de vinde i verden der blæste ham imod. Lod sig blot føre med i en eller anden retning uden at spekulere over hvor han blev bragt hen.”
Der er i det hele taget meget godt at sige om novellen her, som virker troværdig, meget ”ren” og man føler virkelig med det stakkels sølle menneske og hans tanker.

Jeg synes dog der mangler nogle naturlige ophold/afsnit i teksten. Især når den skal læses på skærmen. Der er et par steder, hvor du skifter scene, hvor du sagtens kunne lave et mellemrum. Det drejer sig om læsbarhed.

Det skal jo ikke være ros det hele, forstår du nok, så der var også et par småting, jeg studsede over:

Det afsnit der starter med: "Du var nu en bitter og rapkæftet kælling" undrer jeg mig over sidste linie i afsnittet. Det virker som om et eller andet i teksten er faldet ud. Det er denne sætning, jeg ikke helt kan få til at passe ind:

”I den anden, en højtidelig tale hun i skæret fra lokummets nøgne pære, havde affattet på en krøllet, strimmel toiletpapir!”
– Det er som om der mangler et eller flere ord?

Flere gode billeder (det vrimler bare med dem):

”Han modstod ganske enkelt ikke de vinde i verden der blæste ham imod. Lod sig blot føre med i en eller anden retning uden at spekulere over hvor han blev bragt hen.”
”Hun var jo adelig, men absolut kun af navn. Hun havde været gift med en mand af ædel byrd, med et fornemt efternavn og en dyrisk personlighed. Søn af en dekoreret søofficer, der så sine medmennesker som underordnede der skulle opdrages på, børn som husdyr og kvinder som noget man havde i hver en havn. Det var ægteskabet der havde lært hende at drikke. Det havde også lært hende at lyve for ikke at få bank. Og hun var sluppet ud af det med intet andet end det tøj hun stod i og den flaske cognac hun havde i hånden.”

”Han havde været for fuld til at gå frem og tilbage mellem de to lejligheder, mere end fem gange og var derefter nået et punkt hvor han var ligeglad med resten og havde ladet det stå.”

Du er bare god! Og så holder jeg af den bermudatrekant af øl og sprut…

Titlen er velvalgt og binder smukt novellen sammen. Emnet her er slet ikke så actionpræget, som den anden novelle, jeg læste, men der er jo også tale om to helt forskellige tekster.
Sådan en novelle viser virkelig, at du kan skrive! Glæder mig til at se dig i konkurrencen!

Mikala

Det forekommer mig, at der ligger en virkelig god historie gemt her, men at du ikke har fået den godt nok frem. Der skal arbejdes meget mere med stoffet. Man kan sige, at her både er for meget og for lidt. For mange forklaringen, for mange ord, og for lidt klare billeder. Personerne bliver aldrig rigtigt levende. Idéen med Nefilim er god, jeg har selv brugt den i en novelle, men helt anderledes. - Jeg synes først og fremmest du skal skabe større klarhed i historien. Det er det gamle princip: "show, don't tell!"
Kåemer

Hej Jonas!

Spændende novelle, det her. Klart persongalleri og spænding fra første linie, men teksten er desværre præget af rigtig mange fejl. (Nu kommer der tæv).

Ris & Ros:

Især hæfter jeg mig ved enormt mange replikfejl, forstået således, at du har misforstået begrebet med citationstegn omkring dialogen. - Så længe det er den samme, der taler, skal replikken ikke afsluttes med gåseøjne, før han har talt færdigt. Her er det rigtigt:

"Det skal ligne et selvmord, Anderson." Walter rejste sig og begyndte at spankulere rundt om skrivebordet. "Se så at komme i gang med at spise pillerne, hele glasset skal ned!"

Og forkert: ” "Det skal ligne et selvmord, Anderson." Walter rejste sig og begyndte at spankulere rundt om skrivebordet. "Se så at komme i gang med at spise pillerne, hele glasset skal ned!" (MR: Samme person fortsætter åbenbart replikken).
"Lad mig fortælle dig hvorfor. Det er nemlig den mest vanvittige historie der danner grundlag for min ærgerrighed, og nu hvor du skal forlade denne verden, tæller din mening om mig alligevel ikke mere."

Hvis du fortsætter med et nyt sæt gåseøjne (citationstegn), forventer læseren, at næste sætning udtales af en anden.
- Jeg tror det er det Eddie er inde på, og det er rigtig synd, fordi det bremser læseglæden, når man skal tilbage og finde ud af hvem der egentligt sagde hvad.

Så har du en rigtig god sætning her:
"Jamen jeg spiser slet ikke de piller" Ministeren kiggede frygtsomt på Walter, "du kan ikke skyde mig uden at de alle sammen kommer farende." Sagde han samtidig med at Walter tog en aflang genstand op af frakkelommen og skruede på pistolløbets munding.”
- Rigtig god detalje, der får læser til at tænke selv. Vi ved jo godt, hvad det er han skruer på pistolmundingen. – sådan noget kan jeg godt lide.

Du har en del småfejl i komma/punktum. Især hvor replikken går over i ”sagde han” mv. Her:

"Jeg husker tydeligt den eftermiddag det begyndte. Jeg kom hjem fra skole, jeg har vel været omkring ti år gammel, og havde den sorteste samvittighed." Sagde Walter uden at kommentere Andersons sidste bemærkning.”

(”sagde” skal med lille her.) – Klassisk fejl, for øvrigt.

Sjov reference til den pragtfulde svenske børneserie ”Drengen med Guldbukserne”. Jeg savner dog en forklaring på, at ”de” allerede involverer sig i drengens skæbne så tidligt og ligeledes savner jeg en forklaring på, at han er udvalgt til opgaverne. Hvor kender ”fædrene” egentligt drengen fra?

Ind imellem, i dine replikker virker det som om talesproget bliver til skriftsprog. Her for eksempel:

”Naturligvis var det bare frygten for at blive opdaget, der for et øjeblik kastede en flygtig skygge gennem mit indre.” – Taler man sådan?

Og her:
"problemet med skildpadder, der kravler rundt på et forholdsvis lille område, er at de bestiger hinanden og vælter om på skjoldet. De kan ikke hjælpe sig selv eller hverandre til at blive vendt om, så enten dør de eller også må der konstant være en person til stede, der kan udfri dem fra deres selvpåførte trængsler!"

Flot sætning her:
”Attachéen stirrede tilbage med et kryptisk indforstået blik, der producerede et nålestik af bekymring i sjælen på Walter.”

Så kommer der et forvirrende spring i handlingen (inde på Andersons kontor):
"Du er ikke nogen modig mand, Anderson. Spis nu bare op og spar mig for dit flæberi." Sagde Walter, rømmede sig og bankede forsigtigt pistolen et par gange i bordet ved siden af pilleglaset, der stadig var temmelig fyldt, selvom staklen allerede havde sat en del piller til livs.”

- Vi er nemlig lige blevet oplyst om, at ministeren ikke ønsker at sætte de piller til livs, men nu gør han det af sig selv? Der mangler en linie om at han alligevel begynder at indtage pillerne – og igen en ”sagde”-fejl.

Også flot:
"Jeg er skildpaddepasser nu, du er væltet om på skjoldet og Vlak og jeg har besluttet at du ikke længere kan bruges til noget."

Og her:
”Tandkødet i overmunden og den ene, knækkede fortand var synlige gennem hullet og Walter fandt pludselig ingen glæde ved sin gerning.”

Mystisk sætning:
” "Kan du i øvrigt kende departementschefens gabardinebukser og den hjemmestrikkede pullover han har fået af sin mor?" Spøgte Walter, uden at lægge skjul på sin fryd over hvordan den detalje ville bidrage til en eventuel efterforskning.”
- Forstår ikke? – og det forklares heller ikke senere.

- Og nu jeg er i gang med at pille din historie i stumper og stykker (håber på tilgivelse) vil jeg også gerne vide, hvorfor han (Walther) ikke stiller nogle spørgsmål til den fremmede mand, han ”bare” har lukket ind i sit hjem. Er han slet ikke lidt nysgerrig? Man skulle da tro, at han var nødt til at passe på sin ryg, med den livsførelse?

Du tangerer indimellem nogle grumme forfatterkommentarer. Det er det samme som at proppe holdninger ned i halsen på læseren, og det skal man altid være forsigtig med.
"Siden jeg dræbte Xander, er der ikke gået en dag uden at jeg har overvejet hvordan jeg skulle tage din plads, Anderson!" sagde Walter ligesom for at markere at nu ønskede han samtalen afsluttet!" – Det er sidste del af sætningen, den er gal med.

Der er et par af/ad fejl, men ikke mange.

Der er en del fyldord undervejs, du sagtens kan undvære. Noget med at stramme teksten:

”Men manden var efterhånden ved at være så bedøvet af pillerne at han knapt ænsede slaget, selvom det omgående begyndte at bløde kraftigt fra den flækkede overlæbe.”

Kunne omformuleres til: ”Men manden var ved at være så bedøvet af pillerne at han knapt ænsede slaget, selvom det blødte kraftigt fra den flækkede overlæbe.”

Her lyder det fuldstændig som om billedet fastfryses for beskueren.
”Han hev efter vejret og en sort søjle af blod stod dirrende og blank fra hans mund og ned til bordpladen.”

Mystisk sætning, især efter andet komma:
”Nu spekulerede han på det paradoksale i at han altid havde vidst, at han kunne slippe godt fra allehånde voldshandlinger og dødsdomme, hvis han blot gjorde som Vlak sagde, men aldrig ville formå at undslippe sin egen dødsdom, hvis han en dag skulle beslutte sig for gøre det modsatte.”

Her knækker det i mine øjne: ”Walter vendte rundt PÅ EN FEMOGTYVEØRE og slog Anderson i ansigtet med pistolen så hårdt han kunne.” (Fy! – slet det).

Når jeg nu er færdig med at hagle din novelle igennem, skal du også vide, at jeg synes du er god og skriver sikkert og godt. Temaet er rigtig spændende og der er potentiale til en fantastisk historie.
Jeg kan se novellen er offentliggjort sidste år og nogle af fejlene, jeg påtaler har du måske allerede fået styr på.

Jeg vil snarest læse noget af det sidste du har offentliggjort og se om der er forskelle. Mener at historien er fuld af muligheder. Dine personer er troværdige og godt beskrevet og jeg tror virkelig, der er basis for en forrygende historie her.

Bedste hilsner

Mikala

Hej Jonas
Virkelig et dejligt digt, der meget fint fortæller hvad jalouxi er - og helt uden at nævne digtets titel en eneste gang! - Det er ret godt gået.
Du er meget stærk i rytme og strofer. Jeg er i hvert fald imponeret og synes du er en dygtig digter.

Mange hilsner

Mikala

Jonas, jeg elsker din start af denne krimi. Første afsnit, og så skal man bare læse videre for at finde ud af, hvorfor de to ikke ser hinanden igen. Stærk indledning med kraftig drivkraft!

I modsætning til dine ældre tekster er det i denne tekst slåfejl og ”et træt øje” der forhindre teksten i at være mere fuldendt. Og kommatering, som jeg tror vi skal have givet dig et lille lynkursus i.

Eks. på træt øje er denne: "Jeg håber at morderen når at slippe væk før jeg får fat i ham," gik han og sagde til alle i landsbyen, "For hvis jeg finder ham, slår jeg ham ihjel"

Udsnit: ’… landsbyen, ”For …’
Stort bogstav efter komma, og så mangler dialogen et punktum i slutningen.
’… se", beroligede …’ her har du også en lille svipser, kommaet skulle stå inden for citationstegnt.

"Afskyeligheden på det hellige sted, " lød det hysterisk fra en stemme længere oppe ved udgangen, "det er ham der ligger der" stemte en anden i.

Endnu et træt øje ved endt dialog, der mangler et komma, samt et mellemrum for meget mellem komma og slutcitationstegn ved første halvdel af dialogen. Da det er en anden, der stemmer i, så skal du faktisk skifte linje, eller i det mindste sætte punktum efter ordet ’udgangen’. Vil ikke udpege flere, blot påpege at det nok er noget, du skal tilføje til hyppig-brøler-listen, for i denne novelle har du uanede mængder af fejl omkring dialogerne.

"Derfor når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den stå på et helligt sted."
"Hvem denne afskyelighed er, ved kun Gud." Præsten gjorde en kunstpause, "men snart vil han åbenbare det for os, hans tjenere!"

Denne bommert har du begået før (men selvfølgelig ikke haft mulighed for at rette eller tage til eftertanke). Du afslutter en dialog med punktum og citationstegn, kun for at starte den igen efter tvungen linjeskift, men samme person. Eller fejl som ved denne:

"Han har også sine synder, siger jeg dig." Bugge spidsede øre og bed først nu mærke i hvor meget mere vrøvlende Ejnarsen var blevet på grund af den tomme flaske der stod på bordet imellem dem.
"Den gode præst er da vist endnu mere fuld end jeg havde regnet med," tænkte Bugge og skulede udspekuleret på Ejnarsen.
"Jeg henter lige en flaske til," sagde Bugge og rejste sig for at gå.

Her har du først præstens dialog. Så noget Bugge gør. Så et linjeskift og Bugges tanker. Så et linjeskift og en ny dialog fra præsten. Skulle det være lettere at finde rundt i, hvem der siger hvad, og hvornår, så skulle det se sådan ud:

"Han har også sine synder, siger jeg dig." (linkeskift fordi en ny person er på banen)
Bugge spidsede øre og bed først nu mærke i hvor meget mere vrøvlende Ejnarsen var blevet på grund af den tomme flaske der stod på bordet imellem dem. (linjeskift fordi der er ny dialog/tanke)
Den gode præst er da vist endnu mere fuld end jeg havde regnet med, tænkte Bugge og skulede udspekuleret på Ejnarsen. (Linjeskift fordi vi går fra tanke til dialog)
"Jeg henter lige en flaske til," sagde Bugge og rejste sig for at gå.

Det kursive selvfølgelig kun, hvis du overvejer at bruge den metode ved tanker, nu brugte jeg den bare, så den var iøjefaldende for dig. Man kan måske godt sætte én persons tanker og dialog i samme afsnit, altså uden tvungen linjeskift, men personligt mener jeg, det bliver noget rod. Hvad angår tanker, så har du en kongruensfejl, der drillede mig lidt. I scenen her, hvor Bugge og præsten sidder og deler en flaske, der bruger du i første omgang citationstegn ved Bugges tanker. To linjer længere nede, bruger du ingenting ved Bugges tanker. Prøv at varier med enten kursiv eller enkeltcitationstegn, så der er forskel mellem dialog og tanker, og så læser ikke bliver i tvivl.

Du har stadig lidt med dobbelteffekter: ’… senere da de blev ældre …’ senere og ældre siger sig selv, man bliver jo ikke yngre med tiden. ’Et tremmevindue oppe under loftet over ham,’ endnu en dobbelteffekt: oppe, loftet, over … det er jo et helt kinderæg du har i den sætning, 3i1.

tænkte Bugge og havde egentlig ikke havde lyst at høre mere.

Lige endnu en lille en du kan holde øje med under fremtidige redigeringer, og det er normalt i redigeringsfasen, at disse omformuleringsbrølere opstår.

og efterlod ham blottet og svag, som en indbygger i Jeriko

Her taber du mig. Jeg aner ikke, hvad du vil have mig til at tænke på/se for mit indre øje her. Så pas på med den slags sammenligninger – selv en uvidende læser (som jeg åbenbart er) må du ikke tabe og rykke ud af teksten ved, at de lige skal fundere over, hvad fa’en du mente med det.

Bugges raseri kogte pludselig op igen og måtte synke et par gange for ikke at komme til at råbe.

Det er en sjov brøler, du begår her. Det, du skriver, er faktisk, at Bugges raseri måtte synke et par gange. Ellers skulle der stå: Bugges raseri kogte pludselig op igen, og HAN måtte synke et par gange for ikke at komme til at råbe.

Adskillige steder i dokumentet har jeg opdaget følgende fejl. Om den så er en fejl fra gennemgribende redigering og tilføjelse af udråbstegn, eller hvad det er, skal jeg ikke kunne sige. Men du afslutter flere sætninger således!. Et udråbstegn, spørgsmålstegn og kolon har samme pauseeffekt som et punktum, og de skal derfor aldrig bruges sammen.

"Jeg kommer sådan til at tænke på din fader," sagde hun lunt til Bugge, "du ligner ham så meget, din handlekraft, dit mod, jeg er sikker på vi kommer til at få det så godt nu."
Uhh, det her lyder som et hint … om det er planlagt eller ej, så sidder jeg og tænker: HUN GJORDE DET! DET ER MOREN, DER ER MORDEREN! Om jeg har ret, bliver jo så spændende at se.

En af karlene sparkede vagabonden ud af cellen, så han landede på knæene ude på gangen, sank sammen på gulvet og skreg af smerte.

Denne sætning giver mig nogle underlige billeder, og garanteret ikke dem, du ønskede mig at have. Sådan som denne sætning er konstrueret – sådan lidt opremsende – så ser jeg det faktisk, som det sker. Vagabonden bliver skubbet ud fra cellen … Han sætter sig på knæ, og først DER begynder han at skrige … virker ikke ret overbevisende.
Kort efter denne sætning skifter du synsvinkel, men denne er brat og pludselig. Tidligere i denne tekst har du lavet blank linje for at vise læseren dette, men denne gang sker det bare sådan, klask!

Der var stillet en skammel op under træet. Folkemængdens stive forventningsfulde blikke rettede sig mod døds-processionen der nærmede sig, med John Bugges lave æbleformede skikkelse i centrum som skarpretter.
"Stil dig op på stolen," kommanderede Bugge hårdt efter at have løsnet rebet om Lazarus håndled.

’John Bugges lave æbleformede skikkelse.’ Vi er på næstsidste side af novellen, og først nu kommer du med denne fysiske beskrivelse af John Bugge. Ind til videre har manglen af fysiske beskrivelser giver mig et helt, helt andet billede af manden, der også pludselig over for politimanden blev lavere … eller gjorde politimanden tårnhøj. Enten skal de ind tidligere, eller også skal du holde dig fra beskrivelserne, så du ikke rykker unødigt rundt på læsers mentale billeder – og dermed rykker os ud af tekstens flow. Og så lig én kongruensfejl mere: Først skammel, så stol (men det er i dialog første gang, og dette kan godt lade sig gøre, men så skal ændringen af benævnelse være bevidst for og enten sige noget om personens ordforråd eller mangel på samme og lignende), men så kalder du det stol igen, hvor karlen løfter Lazarus op på denne.

Hans hånd åbnedes og ned på jorden faldt Bugges mors slidte trækors, i den perlekæde i træ som gamle Bugge havde skåret til hende. He, he, ser ud til jeg havde ret!

Din slutning er stærk! Det sidste afsnit afslører, hvad der er sket i tiden mellem mordet på Lazarus og Guldtandens ankomst til byen – det hele er bare afskrevet, gemt ind under gulvtæppet og glemt for også at glemme alle de andre pinlige sandheder, hele denne hændelse bragte med sig frem i lyset. Skide godt gået. Som mange andre krimier, så sætter du ikke handlingen for tæt på gerningsmanden, og det kan jeg rigtig godt lide. Du får flere på banen som mulige gerningsmænd, spinder et fint plot og får en masse små hemmeligheder og grunde til intriger gravet op hen ad vejen. Ingen som direkte hjælper med opklaringen, men som giver læser mere blod på tanden til at fortsætte, om ikke af andet så af nysgerrighed! Spændingskurven holdes stramt, og de små synder, der i historiens løb hvirvles op fra undergrunden, giver hver gang en tak mere i spænding.
Dit sprog er som altid dejligt at læse, og jeg sidder som sædvanligt tilbage med en idé om, at jeg har lært noget og forøget mit eget ordforråd.

HTHS

Jeg sad og undrede mig over at du skriver kærlighed, men aldrig bruger ordet jaloux i digtet. Men der er vel en hårfin linje mellem kærlighed og ejerfornemmelsen skabt af ... hvad, begær? Jalousi er en underlig størrelse og svær at beskrive. Dog synes jeg du slipper godt fra det. Digtet både rimer, har en dejlig rytme, er let at forstå og forholde sig til og skaber gode billeder. Digte er ikke min stærke side, men jeg kan da røres af dem!

HTHS

Som altid får du læser med ind under huden på nogle spændende persontyper. Denne gang må jeg indrømme, at jeg havde svært ved at følge med. Især omkring Abbadon, dennes plads i forhold til Sebastian og den gamles plads i fortællingen, siden denne virker til at skulle samle nogle tråde i fortællingen og … uddrive Abbadon fra Sebastian, så han kunne få et helt liv?
Dine evner til at give det danske sprog det stærkt tiltrængte kunstige åndedræt vil jeg dog påpege igen, især fordi dit nøje valg af synonymer denne gang er med til at gøre Sebastian mere troværdig for læser. Jeg bevæbnede mig med en synonymordbog og en fremmedordbog og synes selv, jeg har lært en masse, så tak for det!

Det tekniske.

Du er blevet MEGET bedre til at undgå de lange knudrede sætninger, der er dog stadig nogen, som man skal genlæse et par gange. Din kommatering er stadig sådan … lidt over det hele og ikke altid velplacerede.

Så laver du en sjov en her: Baglæns tilbage, det er dobbelteffekt. Hvis en bil bakker baglæns tilbage bagud i bakgear, så er det nok at skrive, at bilen bakker. Dobbelteffekt og overforklaringer har du stadig nogen af, men langt fra så mange som i ”Planetariet” – den var godt spækket.

Det er et spøjst familiebillede du får tegnet af Sebastians familie. Den er så paradoksal, at det nok skal passe, at sådan en findes, så igen kan man ikke anklage dig for at gå efter de nemme stereotype personlighedsbeskrivelser. Sebastians manglende hukommelse om noget barndom tænker jeg stadig over – især siden han fik dem EFTER han beskriver faren som en god far … derhjemme. Og så den gamle, der omtalte nogle af Sebastians tendenser til at ”lege” med pigernes hjerter som noget, den gamle selv gjorde. Jeg fik kort en fornemmelse af, at det var Sebastians alterego der lå på briksen og bad om at blive slået ihjel og derved at uddrive Abbadon. Skulle en så snørklet grundidé virkelig være tilfældet, så mangler den lidt forklaring eller lidt flere hints, for ellers efterlades jeg forvirret, som jeg er nu. Skulle det være en helt anden grundidé, så er noget gået tabt for mig, og så må du gerne lige sige til, for så snupper jeg en morfar, laver en frisk kande kaffe og læser den igen.

HTHS

En forunderlig sci fi fortælling i nutiden – eller er det fortællingen om en sci fi fans vilde fantasi og sindssyge? Som læser sidder jeg tilbage med valget at tro på det ene eller det andet, og ikke nok med det, så leverer du en flot morale ligegyldigt hvilken udgave jeg vælger at tro på. Enten er det moralen om, at man ikke skal lukke sig helt inde og trække sig væk fra omverdenen, da det kan tage overhånd og fantasiens fostre kan blive for vante omgivelser – så vante at man fravælger virkeligheden. Den anden morale fortæller om, hvor dumt mennesket er. Eller, hvor vidende individet kan være, mens massen er dum – de tror jo ikke på ham, når han oplyser dem. Og sådanne situationer er jo set utallige gange igennem menneskets historie.

Sirius får du beskrevet flot. Mens jeg læste de sidste af dine noveller er det begyndt at gå op for mig, at du kan bære en historie ved kun at fortælle den, og ikke lade den udspille sig gennem dialoger og fysiske beskrevne gestus. De er der, men det er langt fra, hvad der bærer historien. Selv er jeg helt modsat – en beta beskrev, at jeg havde fortalt en historie udelukkende i dialoger, og det gik først op for ham, da han var færdig med historien. Sådan er vi så forskellige, og heldigvis for det. Derfor er det dejligt at se, at man kan gøre det anderledes og at det fungerer så flot, som du får det til – du formår nemlig at gøre et ellers fladt og ensidigt stykke til dyb karakterisering og med mange gode indtryk på din ”fortællers” omgivelser. Og det fedeste, som især gjorde et indtryk på mig i denne: Du fik mig til at føle flovhed på hans vegne – ligesom når man ser en komedie, og hovedpersonen dummer sig så gevaldigt, at man barnagtigt gemmer sig bag en pude, for det er SÅ dumt, at man bare ikke kan se mere! Sådan havde jeg det nogle steder i løbet af teksten, og det var lidt fedt, for jeg fangede mig selv i at misunde dig at kunne skrive sådan en karakter og så så gennemført! Tror jeg ikke, at jeg kunne. Tror jeg ville tænke, fnis … ej, det er for dumt. Men her virker det blot troværdigt.

Fordi han aldrig talte med nogen, men endte med at bevæge sig rundt iblandt hendes venner med en spekulativ mine, som en mistænksom Jediridder i en rumbar fuld af galaksens værste udskud.

Jeg elsker denne sætning! Den passer så perfekt på den person, du prøver at beskrive for mig, og mere end det, så er den i sig selv utrolig beskrivende!

"Nu er den klar," sagde mandslingen til Sirius, der sprudlede af spørgelyst, men som om Hr. Katakuna havde kunnet læse Sirius tanker, sagde han; "jeg skal nok svare på alle dine spørgsmål, når jeg kommer tilbage, du skal bare huske at gøre som jeg siger, og hver måned, på dette klokkeslæt, bringe signaltoppen herop, så vi kan holde tidsplanen"
"Du får det hele af vide senere," sagde han igen, "jeg må gå nu."

Nu har jeg bemærket denne fejl i flere noveller, så nu må jeg hellere påpege den.
Selvom det er samme person, der taler hele tiden, så skifter du linje … midt i personens dialog og starter faktisk en ny dialog med citationstegn og det hele. Det er forvirrende! Personligt laver jeg kun tvungne linjeskift, hvis det er en ny person, der kommer på banen … eller hvis der kommer en anden persons tanker eller gøren i vejen for flowet af den ene persons dialog. Svært at forklare – det skal nok ses, men det vigtigste: Hold dem samlet, når det er den samme person!

En anden gennemgående fejl i dine noveller er, at du tit deler ord, der egentlig er ét ord.

at et så spændende privilegium var blevet ham til del Var blevet ham tildelt.

Du har flere af dem, og der er en fin måde at huske især sammensatte navneord, som jeg også har lagt mærke til, du døjer med at få i ét ord. De to næste sætninger skulle gerne sige sig selv:

Jeg så en neger bolle i bagerens vindue.
Jeg så en negerbolle i bagerens vindue.

Der er stor forskel!

Sirius laver du fejl ved i ejefald. Ejefaldsapostroffen bruges ikke på dansk, siges det, men det gør den, hvis navnet ender på s, z og x. Sirius’ bil, Fritz’ motorcykel og Max’ speedbåd. Ved alle andre navne smækkes der bare et s på enden og apostroffen undlades.

Ved dialoger bruger du konsekvent citationstegn (”) dejligt, for tankestreger er noget rod efter min mening. Men du bruger dem også ved tanker og det kan forvirre læserne. Ifølge dansk sprognævn er dobbelt og enkelt citationstegn (”) (’) det samme, men de kan bruges forskelligt, så længe man er konsekvent med dem. Kursiv ved tanker er dog det mest brugte, for det er så iøjefaldende, at man ikke er i tvivl. Det samme gælder hvis du har et kort flashback, drømme, åbenbaringer og hvad der ellers kan være behov for at gøre læser opmærksom på, er lidt ved siden af selve historien.

Af/ad fejl har du en del af. Man ser ud AD et vindue, ned AD gangen osv. Har sendt dig nogle links i internt brev.

I denne novelle er der mange flere dobbeltkonnotationer end i de andre, jeg har læst af dig. Du henviser igen og igen til noget, læser lige har læst, som om du minder os om det, du skrev få linjer forinden. Du har dem i andre noveller, men langt fra så slemt. Jeg vil derfor antage, at du er blevet bevidst om det og derfor ikke jokker mere i den afdeling af spinaten.

I denne historie har du ikke den afsluttende ring, som du har haft i andre, men novellen fungerer absolut alligevel! Ikke alle hændelser kan ledes tilbage til noget, nogen er en rejse fra A til B – lige som denne historie, og du fører læser sikkert og lige igennem historien – godt underholdt af en usædvanlig personskildring og usædvanlige hændelser i en usædvanlig historie ... og så i en gammel pornobiograf! En både meget morsom og tankevækkende historie.

HTHS

Sikke et indblik. I flydende tempo viser du læser en kvinde, derefter hendes alder, og hvad der kan være distancerede følelser på grund af sorg. Men du er mere snu end som så, og i en flot glidende overgang tager du dine læsere med ind i et sind, der efterlader mange pårørende bedrøvede og uforstående. Men du sætter ord på den side, som ingen kender. Efter at have læst denne novelle kan man nok bedre relatere til sygdommen. Kommer til at tænke på novellesamlingen ”Gammel i Danmark” som aldrig blev til noget. Den her skulle have haft en overordentlig overhaling og så være sendt ind.

Du jonglerer både Astrids og de andres følelser flot, især fordi du igennem dit farvestrålende ordforråd og evner til at beskrive fængende metaforer formår at beskrive de pårørende fra Astrids synsvinkel – og det er bemærkelsesværdigt flot!

I slutningen laver du atter en af dine flotte afslutninger, hvor du beskriver angst og fred på en paradoksal men logisk måde – de beskriver et farvel. At du der sætter navn på sønnen – Niels, får mig som læser til at sukke af lettelse. Jeg får forståelsen af, at hendes cirkel er ”væk”, og at hun går ind i dødsriget med hukommelsen om, hvem Niels er – hun husker med andre ord sine børn.

Jeg sidder og prøver at tænke hele historiens forløb igennem og prøver at sætte finger på, hvornår jeg egentlig får at vide, at hun ikke kan huske. Men jeg er så glædeligt overrasket over, at jeg ikke kan huske det, overgangen var glidende, og du påpegede det igennem omgivelser og forvirrende og ulogiske tanker. Du fik mig til at fornemme det i stedet for at fortælle mig det, og det var faktisk den stærkeste oplevelse ved teksten – at du kunne få mig til at indleve mig i følelser så fremmede.

Det tekniske:

Nogen behagelig situation befandt hun sig ikke i, trods de mange medlidende ord, og sympatiske blikke hun fra alle sider blev overdynget med.

’Hun fra alle sider blev overdynget med’ … ordstillingen alene gør sætningen tung. Jeg peger den ud, for du gør præcis det samme i næste sætning:

tænk at hun lagde først nu mærke til bordet.

Det er nok omformuleringer i sidste redigeringsfase, skidtet kan jo smutte, men jeg har set dem i andre noveller også. Derfor ville jeg nævne den, så du kunne få den skrevet bag øret. Personligt har jeg et dokument KUN til hyppige brølere. Hver gang nogen påpeger fejl, som jeg begår gennemgående, så skriver jeg dem ned der, og så tager jeg listen fra en ende af, når jeg skal redigere et dokument sidste gang – meget nyttigt trick, synes jeg.

"Men jeg vil ikke have den der, som en eller anden har spist af," hun måtte hellere sige at den var …

Synes du skal putte punktummer ind ved endt dialog, når ikke der er en direkte tilkoblet ’sagde’ (osv.) eller en handling, der er i direkte forbindelse med det, personen siger.

"Har du det godt Astrid?" sagde en ny stemme ved siden af hende og afløste den anden, der gik over til maden, mens den nye tog en stol og satte sig ved siden af hende.

Nu er vi i småtingsafdelingen, men din iver for at blive bedre gør, at jeg gerne påpeger selv småtingene. Både ris og ros til denne sætning. Risen/rettelsen: ’Har du det godt KOMMA Astrid?’ Smæk et komma ind mellem direkte korte svar og navne:

Eksempler.
Mor, har du set lysestagerne?
Nej, det har jeg ikke.
Alle de andre må have beatleshår, mor! (Mor er et navneord, ikke egennavn, har lagt mærke til, at du konsekvent har stavet mor med stort)

En almindelig fejl, som jeg selv begår 1000 gange og altid skal søge specifikt efter i sidste redigeringsfase: Du slutter sætningen med ’?’ og fortsætter med ’sagde’. Det bør være spurgte – én mere til hyppige-rettelser-dokumentet.

Rosen til sætningen. Du gør alle bipersoner tågede ved kun at omtale stemmen og ikke ejermanden – det giver bare så flot en fornemmelse af Astrids sindsstemning, og jeg kan ligefrem se det apatiske udtryk i hendes øjne. Det er denne sætning, som faktisk starter hele dit mesterlige spind af spor og følelser af Astrids egentlige tilstand. Det er den slags smådetaljer, du har en evne for at lege med til læsers fornøjelse.

Her helt til slut, hvor jeg gennemlæser kommentaren igen, der sidder jeg og tænker over det faktum, at du ikke nævner, hvorfor Astrid glemmer. Er det Altzheimer eller demens eller … ? Og så falder det mig ind, at netop manglen på denne oplysning er en af novellens styrker. Ud over at beskrive et sygt sind, så formår du også at give læseren en fornemmelse af, hvordan andre syge kan føle flovhed over, at de ikke længere er up to date, og ikke længere kan alt selv. Min mands farmor er på det sidste. Nu, hvor hun render og leder efter sukkerskålen, fordi nogen har flyttet den 30 cm hen over kaffebordet, så sidder jeg og krummer tæer efter at have læst din novelle. Tanken om, at hun måske ser denne fortvivlelse i mine øjne over, at hun ikke kan finde den, fordi den ikke står, hvor den plejer, gør ondt.

Du spurgte på et tidspunkt om andre end fyldepennerne kunne have gavn af dine skiverier? Alle med pårørende, der lider af hukommelsessygdomme kan have gavn af denne – det er min mening.

HTHS

Lige lidt flere roser: Titlen og novellens sidste sætning gør novellen fuldendt. Set i lyset af denne sætning: Han havde engang læst noget om at, det ens fingre lugtede af, var forbundet med ens lod i livet, og i hans tilfælde kunne det såmænd nok være rigtigt.

Du laver nogle gode loops. Man sidder ikke med en fornemmelse af, at noget ikke er ført til ende.

HTHS

Endnu engang må jeg bøje mig for din indlevelsesevne og måde at beskrive sindsstemninger. Denne novelle fik tåre frem i mine øjne, og jeg sidder tilbage med en følelse af at have smugkikket en tilværelse, jeg aldrig selv har været i nærheden af og nok aldrig har kunnet forestille mig på denne måde.

Min kommentar er derfor noget kortere denne gang, men jeg er sikker på, at de tanker du satte i gang vil kværne resten af dagen. Jeg begyndte allerede i starten at finde sætninger, som jeg ville udpege som ekstra gode, smukke, tankevækkende og så videre, men jeg gav så op og slettede dem igen – der er simpelthen for mange!

De lange sætninger er ikke slemt i denne novelle, og siden jeg forsøger at læse de ældste først, så må det jo betyde flot fremgang på den front. Din kommatering er så lidt … over det hele og du har en del småfejl som kunne udryddes ved en betalæsning.

Poul får du beskrevet så levende, at jeg næsten kunne høre ham ånde. Slev den døde Birgit formår du at gøre levende for mit indre øje. De mange følelser og tanker er både troværdige og naturlige og … jamen jeg bliver ved med at være benovet over dine evner til at beskrive disse sind. Af de fire noveller, jeg har læst ind til nu, er dette nok min favorit!

HTHS

Jeg elsker den her historie! Først hans uheld, så held, så større held og så … SLAM! Man skal holde, mens legen er god. Jeg sidder stadig og griner. Du har det fedeste udtryk med, og jeg kan ligefrem høre Pelle for mig, når han mumler: ”sådan noget dild.”

Man får en virkelig god fornemmelse af Pelle og hele hans situation. Amund er en utydelig biperson, men det gør ikke så meget – Pelle i sig selv bærer historien flot, og igen beviser du, at du mestre at sætte dig ind i dine karakterers følelser og tankebaner på troværdig måde. Man sidder og føler med og for dem og frem for alt, man kan blive overrasket over deres originalitet – intet stereotypt der. Flot! På mange måder fik jeg ondt af ham, og så alligevel. Han pressede citronen for hårdt og mindede mig lidt om en ludoman – man vandt første hånd i poker på et godt bluff og er derefter blevet så tilpas kæphøj af rusen, at man satser hele puljen på endnu bluff.

Din indledning af historien er kort og kontant, og straks sidder jeg som læser og tænker – Hmm, det problem må jeg lære mere om … og hvem er ham Pelle? Så det er bestemt en god indledning!
Nu kopierede jeg hele teksten over i et word, og jeg har endnu ikke lært kunsten ikke at få skimmet sidste linje. Sådan er det jo, men det bidrog faktisk til spændingen, efterhånden som den check blev større og større. For, hvordan og hvorfor er det så lige, at han ender hjemme hos mor igen? De tre asylfamiliers introduktion tog helt og holdent røven på mig, og historiens twist er bare SÅ godt!

Lidt ris på den tekniske front:

Lange sætninger hvor du ikke bruger nok kommaer – i det mindste for at give læseren et mindre pusterum. En god øvelse kunne måske være at læse novellen højt for dig selv. Derefter tage denne novelle i hånden og dele sætningerne op konsekvent, så de er så korte som overhovedet muligt. Man ville så i stedet blive stakåndet af punktummer. Læs så novellen højt for dig selv igen. Et sted mellem de to oplæsninger ligger balancen, nu er spørgsmålet så, om du kan høre den.

Udenfor var efteråret ved at vige for vinteren og træerne var nøgne og lignede omvandrende skeletter uden kranier der dansede en raslende dødedans der synes at bekendtgøre hans studie tids meget snarlige ophør.

Denne sætning er der slet ingen kommaer i!! Et punktum og to kommaer kan gøre underværker – eksempel:

Udenfor var efteråret ved at vige for vinteren. Træerne var nøgne og lignede omvandrende skeletter uden kranier, der dansede en raslende dødedans, der synes at bekendtgøre hans studie tids meget snarlige ophør.

Hold desuden øje med gentagende ord i en sætning. Siden dine sætninger er så lange og fulde af bisætninger, så bruger du lidt for mange ”der”, ”som” og ”og”. Disse fyldord er også med til at gøre en lang sætning endnu tungere.

[citat] Han åndede tungt ud og ind et par gange og strakte sig dovent, han var ikke en dårlig studerende, tværtimod, han var bare dårlig til at holde orden på sin økonomi og så var han nok også svag, overfor sin medstudent Amund, når de kom til det tidspunkt på aftenen hvor han burde stoppe. Han vidste udmærket hvor meget hans beholdning rakte til om ugen, men havde stort besvær med at sige fra og gå hjem når han vidste at hans likviditet ophørte eller var på nippet til det og så var det jo egentlig allerede for sent. [citat]

To sætninger mere, som kan gøres kortere – eksempel:

Han åndede tungt ud og ind et par gange og strakte sig dovent. Han var ikke en dårlig studerende, tværtimod, han var bare dårlig til at holde orden på sin økonomi. Og så var han nok også svag overfor sin medstudent Amund, når de kom til det tidspunkt på aftenen, hvor han burde stoppe. Han vidste udmærket, hvor meget hans beholdning rakte til om ugen, men havde stort besvær med at sige fra og gå hjem, når han vidste, at hans likviditet ophørte eller var på nippet til det. Og så var det jo egentlig allerede for sent.

Nu har du fire sætninger, hvoraf den ene stadig er lang og lettere snørklet. Udover komma og punktum er der også ”…” og ”–” som du snildt kan gøre brug af. De giver lidt luft.

De to her er nok et af dine værste eksempler på lange og snørklede sætninger, og siden du selv er bekendt med dem, så vil jeg tage den op – også selvom det er en ældre tekst:

Pelle var fuldt ud klar over at han selv var skyld i at hun gik og troede at han var søn af et par rige forældre der bare sendte ham penge når han havde behov for det. Faktisk havde han, i flere ukontrollerede udslag af drenget trang til at imponere og tilfredsstillelse af usikkerhedens tørst efter accept, til en vis grad fremturet i denne latterlig overdådighed han hadede sig selv for nu da det så afgjort så ud til at festen med Elvira var ved at slutte.

Jeg har nu læst de to sætninger fire gange og delt dem op og op og op – og nu har jeg fundet meningen med den. En anden ulempe ved så lange sætninger er bøjningen af ordene i sætningens løb. Der er så mange småting, man skal tage hensyn til, henførende stedord værende en af de vigtige!

Der mangler lidt kongruens ved tal. Du skriver et sted fire og tyve måneders opsigelse . Så længe der er kongruens i det, så er det ligegyldigt, om man skiver med tal eller bogstaver. Du skal nok tjekke det her, men jeg mener, at man kun skriver med mellemrum ved tal over tusinde (ti tusinde) hvorimod man skriver femhundrede (ét ord). Tal over 20 skriver man ikke længere med bogstaver, men med tal. Under 20 skriver man med bogstaver (eksempel: Elleve). Men kongruens er det altoverskyggende. Du skriver ”10.000” et sted, og ”titusinde” i næste afsnit. Ligesom du bruger ordet ”kuvert” to gange og så kalder du samme kuvert for en konvolut fire linjer længere nede.

Du har et flot, varieret sprogbrug og mange gode metaforer, dog kan dit lettere overforbrug af tillægsord gøre læsningen tung. Ved at lue ud i dem kan du også nedbringe længden af sætningerne. Mange gange smider du irrelevante oplysninger ind som bisætninger – altså oplysninger, som læser egentlig godt selv kan opfatte. Det er lidt synd, da du har så mange gode, fede og tankevækkende påhit, for dem kan læser ske at blive snydt for ved at resten er lidt tungt – man får en tendens til at skimme og kan så misse guldkornene. En af dine stærkeste sider er, at du bestemt kan anses som en forfatter, der gør noget positivt for det danske ordforråd. Du bruger mange ord, som mange vel tit har en tendens til at skifte ud med et mere hverdagsbrugt synonym – men ikke dig. I dine tekster kan man være sikker på at blive mindet om, hvor mangfoldigt vores ordforråd egentligt er, og det finder jeg beundringsværdigt!

HTHS

Det er en meget stærk tekst, du har forfattet her. Den er grusom og afskyelig af indhold og alligevel formår du at beskrive hændelsen med så meget indlevelse, at jeg som læser næsten kan mærke hendes rædsel og panik. Det kræver respekt, så det får du! Din efterskrift sætter så lige prikken over i’et og pigen og de myrdede bliver pludselig lige lidt mere levende og får min medfølelse to takker op. Det der gør denne novelle så smuk er, at du bevarer et minde om alle de ansigtsløse mennesker i sjæleknuseren. Du giver læser viden om noget bestialsk, der er sket, og så gør du det umuligt for dem at glemme det, ved at oplyse om realiteten bag din inspirationskilde. Så til helvede med stave/slåfejl og kommatering – dit budskab er klokke-klart og meget rammende!

HTHS

Styrken i denne tekst er det smukke sprog og metaforer, men der er mange beskrivelser, der sker i så lange sætninger, at de skal genlæses eller ligefrem analyseres og deles op, inden læser får den fulde mening. Normalt er jeg ikke den store fan af beskrivelser, men du gør det flot, og jeg bruger derfor tiden på at dele og adskille de lange sætninger, for ikke at gå glip af det flotte landskab, du vil dele med mig. Men det hæmmer læsehastigheden og læsevenligheden lidt.

Du har nogle hyppige fejl. Eksempel:
I hemmelighed forbandt han sin idealisme og det opfarende gemyt, med sit røde hår. Han åbenbart arvet håret og temperamentet af sin farfader, der havde arbejdet på hospitalsskibet Jutlandia.
Han søgte udenlands.
Her bliver jeg som læser forvirret, fordi du fortæller om farfaderen. Og så skriver du, han søgte udenlands, og det rev mig ud af teksten, fordi jeg lige skulle læse frem og så tilbage og så frem igen for at finde ud af, om det var farfaderen eller Rumle, der var tale om.
Lige den med at bruge ”han” i stedet for Rumle har flere gange i teksten forløb fået mig til at skulle genlæse, da ”han” tit henviser til en anden end Rumle.
Tit blev jeg også lidt i tvivl om historiens forløb, da den virkede meget opremsende og til tider med lidt tilbageblik, som jeg ikke kunne få til at passe ind. Historiens forløb fik jeg dog fat i – til sidst.

Du har mange smukke og stærke metaforer:
Han havde revet sig selv op med rode og forsøgt at finde sig tilrette i ny jord. Men ligesom blodappelsintræer, der omplantes, ikke længere producerer det særlige farvestof, der gør dets frugter røde, var hans syn på tilværelsen, de sidste fire uger, blevet mindre farvestærkt.
Den her er nok min yndling, da novellens sidste sætning virker til at bære plottet i forhold til denne. Ikke kun for Rumle, da det folk, han ønsker at hjælpe, virker lige så malplacerede i deres egne omgivelser, som han gør i disse for ham fremmede omgivelser.

Der er flere sætninger, hvor der mangler et ord og andre sætninger, der med fordel kunne lues for en overflod af tillægsord. Der rodes også lidt rundt i tid. Siden du bruger lange sætninger bliver de tit tunge eller direkte misvisende, da din kommatering nogle gange er lidt … over det hele og ikke altid formår at dele sætningerne op i mindre og mere læsbare bidder. Selve fortællingen foregår meget opremsende, og du har kun meget få dialoger, som nogle gange virker lidt ’smidt ind’ i opremsningen. Novellen kunne med fordel enten forlænges og gøres meget mere levende eller forkortes.

Som læser får jeg en idé om, hvem Rumle er, men der holder det sådan set også op. På mange måder kunne jeg levende forestille mig, at novellen kunne vinde en del, hvis den blev omskrevet til et brev hjem. De mange smukke og dybe tanker og metaforer og måden at opleve denne verden er jo Rumles - sæt dem endelig tættere på ham ved at gøre dem personlige.

Jeg kan se, at det er en gammel tekst og at andre allerede har givet dig grundig feedback. Jeg glæder mig derfor til at se dine fremskridt i dine andre tekster. Håber du alligevel kan bruge dem.

HTHS

En fin indledning, hvor man hurtigt bliver klar over, at det er nutid, mens det følgende er tilbageblik. Så fint nok her, det virker.
Men så bliver det temmelig svært at følge med. Selve emnet er simpelt nok og ideen er genial. Men det er meget svært at overskue, hvordan netværket Nefilims fædre arbejder. Det skal måske heller ikke afsløres i en enkelt novelle, men det kommer til at fylde meget i forhold til Walter og Andersons historie. Jeg kunne således godt tænke mig at det kom til at fylde noget mere i selve teksten.
Det er fint at Walter på en måde bliver straffet, da det går op for ham, at han blot er et redskab for Nefilims fædre, og derfor bliver klar over, at han bliver det næste offer.
Jeg ville godt have, om man kunne trænge lidt ind bag den grundlæggende filosofi for fædrenes tilsyneladende succes. Det er her mit fremadskridende læseri higer efter at finde nogle spor, så jeg ikke ikke rigtig når at nyde den kompakte situation du beskriver.
Sproget er fint. Der er nogle få slåfejl og en sætning (spurgte Walter havde lukket en fremmed mand ...)som mangler nogle ord.

Bibelot

Vær hilset Jonas.
Hmm ... en svær novelle at kommentere. Idéen er rigtig god, men der er stof til langt mere end denne novelle, som på en eller anden måde drukner i sit eget potentiale. Historien bliver simpelthen så kompakt, at jeg ikke kan komme ordentligt ind i den.
Rent teknisk synes jeg, at du har et problem omkring direkte tale. MANGE steder (især under Walters enetale i begyndelsen) afslutter du tilsyneladende hans replik, skifter linje og begynder på en ny replik, som jeg så formoder er Andersons, men nej ... Det giver læseren (dvs mig) en unødig irritation hele tiden at skulle læse tilbage eller "omtænke" replikken, fordi man pludselig opdager at det er en anden end forventet, der taler.
Men som sagt en rigtig god idé, som dog har et enormt behov for mere plads. Det ville også gøre et langt større indtryk, hvis man ikke fik Andersons afsløring serveret som en påstand, men måske mere som en konklusion der støtter "vor helts" mistanke eller lignende.
Kh
Eddie

Vær hilset Jonas.
Ikke uventet en god historie der sendte min fantasi ud i afkroge, hvor den ellers ikke kommer så tit. Tanken bag er egentlig både morsom og skræmmende, for der skulle da nok være nogle stykker (100-1000 måske) der ville falde for den og slå hinanden til lirekassemand. Og når jeg så tænker videre igen (ak, hvorfor begyndte jeg?), så er jeg ikke engang sikker på at "falde for den" er et korrekt udtryk. For kan det egentlig ikke være ligegyldigt om der er en skakspiller indblandet eller ej? Det er jo tankerne fremfor manden, der sender folk på barrikaderne.
Mit yndlingssted i teksten er iøvrigt der, hvor han mentalt lægger sort på sort og rødt på rødt og vupti ... så går skidtet op.
Kh
Eddie

puha jonas ;-)

stærke sager! meget smukt digt. afbanceret, melodisk, letfordøjelig og dybsindigt. alt hvad et digt skal være!

tak!
kenny hawk