Jeg har det lidt svært med at kommentere her. Jeg er normalt kæmpe fan af dine historier, så jeg kom her med høje forventninger. Måske er det derfor, historien faldt lidt fladt for mig?

Der er usædvanligt mange småfejl, skift i tid, slåfejl o.lign. Den virker også fortællemæssigt meget hurtig og lidt "forpustet". Som om du ikke helt har vidst, hvor du skulle hen, og ikke har fået ryddet op efter endt historie. Eller måske er det et tegnproblem - at du har måttet skære en masse "lim" mellem scener?

Jeg kan til gengæld godt lide hovedpersonernes søde små øjeblikke. Du er rigtig god til at fange de små ting, som forelskede personer ser (i modsætning til de kæmpestore følelser, som de fleste forfattere har det med at fokusere på). Det gør det rigtig let at relatere til og fatte sympati for Lise.

Også meget creepy dukker. Jeg kan godt lide, hvor mange forskellige slags dukker og dukkeklichéer, der henvises til. Du skriver som én, der virkelig kender dine gyser-dukker ;-)

Jeg fattede simpelthen ikke slutningen ved første gennemlæsning. Det gik først op for mig, efter jeg læste en af dine svarkommentarer.
Og jeg er stadig lidt forvirret - eller måske nærmere skuffet: Hvorfor alt det med dukkerne, hvis det alligevel bare ender med død ved økse?

Kort sagt: Dine personer er levende, og det samme er (beklageligvis ;-) ) dine dukker, men den røde tråd knækker for mig. Men tak for nogle spredte gys.

Jeg er ret vild med, at den her historie fokuserer på et miljø, hvor ofrene er så hjælpeløse, og hvor det næsten virker endnu mere uretfærdigt, at livet tages fra dem, fordi de i forvejen har så lidt (jeg ved ikke, om det giver mening).

En nitpick: Olivia lyder ikke særlig positiv. Stærk, støttende, omsorgsfuld, ressourcestærk, ja, men ikke specielt positiv. Mere... galgenhumoristisk.

"Så derfor har du nu dårlig samvittighed over dit ufødte barn, der ikke fik et liv - men som heller ikke vil vokse op med en alenemor og opleve at miste hende, inden hun selv er gammel nok til at stå på egne ben." - Jeg er ikke så stor fan af den slags "her er min perfekte analyse af dig"-taler. Måske en smagssag, men de virker så opstillede på mig.

"Det er, hvad der sker, når man farer omkring på gangene om natten," - Skal vi tro, at det er Freja, der render rundt og myrder folk? Vi har ikke hørt om, at hun går rundt på gangene, så det kommer lidt pludseligt.

Jeg mangler virkelig et twist af en slags hen mod slutningen. Det er grumt, at hun ikke når at skrive farvel til Idun, men det opvejer ikke helt, at alting er så ligetil.

Men en flot historie fa et håbløst sted, hvor håbet bliver taget fra én.

Det ligner en historie, der er sat sammen af to forskellige, men begge rigtig gode, historier. Og på en måde kan jeg faktisk rigtig godt lide, at vi ved SÅ meget om Britta, før gyserdelen begynder.

"Men denne gang sad det fast som genstridigt tyggegummi under fodsålen." - Her må jeg spørge hvorfor? Hvad er det, der får lige dé ord til at bide sig fast? Britta har ikke læst forud i historien, vel? ;-)

"Moren havde før nævnt, at en mand havde ringet og snakket med hende. Hun fortalte, at manden havde sagt, at han snart ville komme og kvæle Britta." - Det ved jeg godt. Jeg har lige læst det.

Jeg kan godt lide, da hun genkalder sig sin far. Rigtig meget historie på få linjer. Lækkert.

Spændende scene med Corneliussen, der vil have sin bror begravet. Der er allerede et par mystiske og suspekte ting, der kravler frem her.

Hendes romantiske interesse er lidt... sær. Den kommer så nonchalant i starten af scenen, men bliver beskrevet som usædvanlig senere. Og hun reagerer knap nok på, at han er gift. Det kunne måske have været fedt, hvis han aktivt havde flirtet med hende for at få sin vilje - det havde bundet hendes romantiske interesse sammen med det, der sker senere.

"De forsøgte altid at bage på hende, og selvom hun ikke var kræsen, afviste hun dem prompte. De var aldrig ægtemandpotentiale." - Er hun så ikke netop - lidt - kræsen? Den er lidt selvmodsigende, den sætning.

Hun virker næsten usympatisk respektløs over for liget. Er jeg bare naiv her?

Det er dejligt uhyggeligt, da hun googler, og han rejser sig. Brrr.

Jeg savnede måske et sidste twist i slutningen. Den var meget ligefrem, let at forudsige. Men en solid historie, absolut.

Wow, creepy historie.

Det er en interessant opbygning, men jeg ved ikke helt, om jeg forstår valget af rækkefølge.
En ide, der måske ville gøre puslespillet nemmere: Skriv alle tal med det relevante fremhævet, ala (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7). Så skal man ikke anstrenge sig så meget for at huske, hvor man er (husk; det er tankekraft og indlevelse, der går væk fra historien selv).

Uanset er det en fed historie, som jeg nød. Den sidste scene især er bare... brrrrr.

Rigtig creepy historie om en familie, der bliver revet fra hinanden af blindhed (i flere betydninger) og selvoptagethed.

Et par mindre kritikpunkter:
- Hvorfor lagde de arbejdet i at få flere børn, hvis mor ikke ville have dem?
- Jeg er ikke vild med ref. til konkurrencen, fordi det minder mig om, at jeg læser en historie. Men det er utvivlsomt en smagssag.

Der er en fed opbygning til deres creepy narcissisme i starten. Jeg finder det rigtig ærgeligt, at den ikke bliver fulgt til dørs.

Jeg kan næsten lide samtalerne, men de er ikke HELT skarpe/opstillede nok. De lyder næsten som en parodi - et metablik på en historie - hvilket kunne være superfedt, hvis du gik all-out.
Men de tidlige samtaler passer heller ikke til den meget dybegående, medrivende anden- og tredjedel. Det er, som om der sker et toneskift - eller du ombestemte dig halvvejs ifht. hvad for en historie du ville skrive.

I mine noter skrev jeg: Hvorfor helvede giver forældrene ikke Mary hjælp???!

"Jeg har to små børn, jeg må hjem og se til" - to? Var de ikke lige til møde, hvor Mary var med?

Ved flashback'et bliver det godt! Rigtig godt! Her sad jeg limet til skærmen.

"Mulles oprør vendte sig specielt imod Mary" - hvor kommer Mary ind i billedet igen?

Grumt angreb af øjnene. Lækkert sted at lægge et gys, især i gennemgangen af konsekvenserne. Scenen, hvor Far forklarer syn for Mulle er næsten den bedste i hele historien. Det er et af de få steder, jeg virkelig kan mærke personerne og deres prøvelser helt ind til benet.

Sprogligt og opbygningsmæssigt er den lidt for stakatto til min smag. Der kommer for mange ting oveni hinanden, især i første del. En skarpere tegnsætning ville hjælpe gevaldigt, ligesom en mindre oprydning i "plot points" ville. Anden og tredje del er til gengæld rigtig godt skrevet. Nåede du aldrig tilbage og rette?

De vigtigste ting, der ikke følges til dørs, er:
- Mors flirten med det overnaturlige/gyseragtige på kirkegården.
- Familiens narcissisme.
- Skylden over lillebror.

For mig var plottet for let at gætte. Stadig grumt, og jeg nød at se det udfolde sig, men jeg tror simpelthen ikke på, at familien ikke mærkede alarmklokker ringe - især anden gang. Det var så tydeligt.

Så, en lidt blandet landhandel, men der er så mange gode og creepy elementer, at jeg ikke kunne andet end at nyde læsningen.

Det er rart med en enkel, ligefrem "nå det før morderen"-type historie. Klokkeslettene giver et konstant flow og en følelse af travlhed. Morderens gerninger er også... brrrr. Virkelig uhyggeligt fundet på.

Et par sproglige ting:
- "Den fynske bøddel voldtog og myrdede uskyldige kvinder, han mente var løgnere og ludere." - Pas på med at redegøre for motivation og andre ting, som HP strengt taget ikke kan vide noget om. Nævn hellere, hvorfor den konklusion er draget
- "Ida vågnede pludselig op af sin døs [...]" - Det her forvirrede mig. Jeg tror, du mener "trance".
- Der er mange tegnsætningsfejl, især i replikker.

Jomfru-afsnittet fik mig til at grine. Første gang er det et brilliant personbeskrivende øjeblik. Jeg kender personer, der ville tænke som Ida her, og de er de sødeste, skæggeste væsner :-)
Tre gange er bare for meget at bruge det. Jeg forstod det allerede første gang, og tredje gang var jeg træt af det.

Det kunne være rart at vide, hvad HP arbejder som? Hospital? Plejehjem? Assisteret boinstitution? Jeg sad længe og forestillede mig Finn som en affældig herre... hvilket ødelagde trusselsfaktoren lidt.

Jeg savner også et bedre grundlag for hendes frygt i den scene, hvor Finn afslører sig for hende. "Skuffelse, vrede, indædt had"... Det siger ikke særlig meget. Giv mig noget mere show don't tell, så jeg virkelig kan forstå, hvorfor hun bliver så bange. Hvad er det, der gør denne mand så skræmmende?

Alle andre har bemærket, at Ida opfører sig himmelråbende dumt, så det skal ikke gentages.

Men det er et rigtig godt øjeblik til sidst, hvor man hører, at Finn er taget med Anna.

Jeg kan nu også godt lide, at morderens identitet holdes vag til sidst. Der er selvfølgelig ikke så mange andre muligheder, men hvem ved?

Helt generelt er jeg enig med Mettefreja. Du har helt styr på din gysergenre, så plothullerne er rigtig ærgelige. Kom igen - jeg ved, du kan :-)

Personerne introduceres som arketyper, men holder sig fint til, hvad de er. Det fungerer.

Jeg foretrækker personligt, når synsvinkel er lidt mere strømlinet (altså, ikke skifter tilfældigt), men jeg kan godt gå med til den alvidende fortæller. Der er også mange personer, der skal jongleres.

Skræmmende hunde og en bil, der ikke vil starte. Jeg mindes om Kujo :-D
Men jeg må indrømme, dværgen river mig lidt ud af scenen. Han virker alt for komisk "over the top".

Jeg blev lidt forvirret i scenen med den sexede babe. Det tog et par gennemlæsninger, før det gik op for mig, hvem der befinder sig hvor hvornår. Tror jeg da? Et par af de ting måtte gerne blive nævnt eksplicit.

Stakkels Susanne. Jeg kan godt lide, hvor "down to earth" hendes reaktion på Ronnies utroskab er. Det giver noget, der er superlet at relatere til, oveni en ellers absurd situation.

Jeg kan ikke finde ud af, om den maltrakterede by er komisk eller grum. Her irriterer det komiske mig dog ikke - jeg bliver mindet om rigtige splatterfilm; hvilket faktisk også er fedt at se her i konkurrencen.

Okay, scenen med øjnene er bare... adr! Dér fik vi noget rigtig, et-hundrede-procent velfungerende creepiness.

Jeg kan godt lide, at Ronnie får sin (omend fejlslagne) "time to shine" til sidst. Det var efterhånden forventet, men stadig fedt at se.
Jeg ved ikke helt, om jeg er fan af den sidste afsløring. Den kommer bag på mig, men... Jeg kunne måske godt have brugt et hint udover hans småirriterende perfektion (fx kunne Maria lige akkurat nå at genkende personen uden at afsløre navnet for læseren, før hun dør). Men en skræmmende skurk, dét er han helt sikkert.

Fed intro og rigtig gode personportrætter i første scene. Måske mangler der et par ord om, hvordan campingpladsen er? Så stedet kan hjælpe med at understøtte stemningen.

Afsindigt velskrevet! Jeg kan rigtig godt lide ideen med at strukturere en gyser omkring delirium tremens. Det går stærkt, og billederne står lysende klart for mig.

Jeg er helt, helt vild med den første del af historien. Da han finder ligene og faren forklarer alting, forsvinder spændingen dog igen. Det er lidt for ligefremt, og truslen forsvinder næsten ligeså hurtigt som man fik den bekræftet. Det er en smule skuffende ovenpå så meget drama og usikkerhed.

Men hold kæft, hvor var første del fed.

Virkelig, virkelig fed historie. Nok den mest gennemførte, jeg har læst indtil nu :-)

"Det må være den farligste paddehat i skoven, så?" - Haha!

Fed intro. Jeg elsker, hvordan den nærmest zoomer ud fra kuglen til personerne til forklaringen på, hvor de er. Du rammer også en rigtig fed overklasse drengerøvsstemning.

Rigtig gode replikker.

Der er lige nok hints til, at jeg aldrig bliver sikker på, hvad der går galt. Har Bertil planlagt noget grumt? Bliver det Ganju, der presses for meget?

Så snart Martin bliver efterladt, ved man hvad klokken er slået. Jeg kan godt lide, at det første offer er det mest sympatiske. Så har de andre sgu ikke en chance.

Jeg elsker slutningen - hvordan han ikke er død alligevel. Der måtte jeg grine!

Mit eneste nitpick er, at jeg gerne ville have set lidt mere forskelligartet personlighed i Frank, Jens, Martin og Niels. Det er svært på så lidt plads, det ved jeg, men de drukner lidt i hinanden, indtil de begynder at dø.

Fed historie om det skrøbelige forhold mellem sindssyge og virkelighed. Jeg blev narret.

Jeg gætter på, at afsnittet efter *** er et flashback? Det fremgår ikke tydeligt og forvirrer mig lidt i starten.

Replikkerne skifter lidt hurtigt stemning. Det lyder lidt unaturligt.

"Hvem var hun da også at skulle dømme andre, i betragtning af hvor hun selv kom fra?" - Fin sætning. Siger lidt om HP's selvironi/overskud.

Rigtig fin optrevling af det normale liv og dæmonerne, der kommer igen, og mysteriet omkring Linda. Det kan jeg godt lide.

Fint twist til sidst; at det slet ikke var en rigtig udslusning alligevel. Jeg savner måske, at tingene RIGTIG ramler, før vi får forklaringen. Det er, som om vi fuldstændig skipper den mest spændende scene, hvor vi ser Cecilie og Linda få tilbagefald.

Men meget velskrevet, og jeg kan godt lide den måde, forholdet mellem Cecilie og Linda udvikler sig.

Puha. Barsk beskrivelse af den træthed, kriser kan give.

...som så bliver noget andet og langt grummere. Føj for en psykopat.

Den måtte jeg lige sidde tilbage og sluge - noget, få historier her har kunnet klare. Lækkert lavet :-)

Spændende personportræt. Jeg kan faktisk rigtig godt lide alle de personer, du vælger at gå i dybden med.

Det er også sjovt at få indblik i en anden tids forhold til hjemmepleje.

Jeg blev ikke rigtig skræmt af slutningen. Det er da lidt uhyggeligt med et besøg fra en gammel klient, men det passer ikke rigtig til hendes historie, og HP blev aldrig skræmt (hvilket betyder, at jeg ikke gjorde).

Det er lidt, som om du ikke har haft lyst til at skrive en gyser. Alt det, der ikke er gyser, fungerer rigtig godt, mens spøgelset næsten virker som en eftertanke.

Men den er rigtig godt skrevet. Jeg kan virkelig se de gamle damer for mig og må smile af Annie og mærke den svage lede ved Elizabeth.

Klassisk, creepy fortælling. Ikke så mange overraskelser, men den er meget god.

Man ved godt, at nøglerne ikke er der, men man håber alligevel, og ohhh shit. Lækkert skrevet.

Jeg mangler måske lidt en fornemmelse af, hvorfor HP er så bange for kælderen. Det er et usædvanligt niveau af frygt, og den virker næsten for letkøbt. Noget så enkelt som "min storebror plejede altid at grine af, at jeg er så bange - men jeg er ligeglad; mørket er ondt" kunne have fået den del til at give mening i mit hoved.

En god karmisk "hævnen kommer ud af mørket"-historie.

Sprogligt flyder historien rigtig godt, og det er superlet at se skoven for sig. Jeg kunne godt klare lidt færre detaljer, men jeg tror det er en smagssag.

Der er mange interessante muligheder i Mortens indledende beskrivelse. Jeg elsker at læse hans ligegyldige blik på verden og på de mennesker, der er omkring ham.

"Tager du mange billeder?" - Ved hun ikke det? De har været sammen længe nok til at følges ad til et andet land.

"Emma er ikke stille. Hun taler." - Det er ikke noget, jeg får lov at se. Hun har været megt fåmælt indtil nu. Jeg kender mennesker, der taler som papegøjer, og Emma når dem ikke til sokkeholderne. Næsten tværtimod.

(Det følgende er med forbehold for, at jeg åbenbart er en tumpe, der ikke kunne forudse slutningen - men jeg skriver løbende noter ned, og måske kan du bruge noget alligevel :-)

Huh. Det var tidligt, at vi afslører HP som morderen. Spændende. Jeg kan godt lide, hvordan det får mig til at håbe på Emmas overlevelse (selvom jeg godt kunne have brugt lidt mere viden om hende - alt, hvad du har nævnt, har været meget vagt. Drømmer hun om at komme til USA? Hvilken type venner har hun? Noget, der får hende til at stå lidt mere levende for mig. Der kommer en masse senere; jeg savner måske bare lidt her).

At lade hende tale mere ville også være en brilliant måde at lade os vide mere om Emma, hvad hun kan lide og hvad hun drømmer om, så vi virkelig kan sidde og bide negle og håbe på, at hun får lov at leve videre.

FED scene med farvelegen. Jeg elsker, hvad den viser os om deres personligheder og hans verdenssyn og alting - og hvordan den vender tilbage til sidst.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide detaljen med vandflasken. Det er ikke et problem; han kunne jo bare spørge. Men det er en undskyldning - en måde at retfærdiggøre for sig selv, at han vil slå hende ihjel. Lækkert!

Slutningen er... interessant. Ved første gennemlæsning gav den slet ikke mening for mig, men ved anden gennemlæsning kunne jeg dog godt se de hints, du har lagt ud (især Trine).
Jeg kan godt lide ideen om at distrahere læseren med Mortens morder-tendenser og så overraske. Og det karmiske i, at han møder en person præcis som ham selv. Den overraskede mig simpelthen for meget til rigtig at fungere for mig (Jeg sad ved første gennemlæsning som ét stort WTF).

Mine tanker og indtryk får du her i kronologisk rækkefølge:

Spændende titel.

Jeg må indrømme, at min første tanke er, at jeg er efterhånden en smule træt af historier, der starter med, at hovedpersonen kigger sig selv i spejlet. Det er ikke den mest interessante måde at lære en person at kende på.

Rigtig god beskrivelse af Claras liv og kæreste og forretning. Jeg kan se alting meget tydeligt for mig.

Der er en lidt forsinket følelsesmæssig reaktion, da hun vågner i cellen. Skriget virker næsten frakoblet hendes handlinger og situation. Chok?

Generelt er det dejligt flydende, letlæseligt sprog. Det var en fornøjelse at læse.

Det var måske lidt for nemt at gætte, at det er Mara, der har kidnappet hende (jeg gættede det, allerede da Clara vågnede første gang). Der kunne godt have været flere "red herrings", altså falske spor, så jeg ikke kunne bruge udelukkelsesmetoden så effektivt. En avisoverskrift om en løssluppen morder, fx.

God scene med vandflasken. Let at relatere til, trods den usædvanlige situation.

Okay, spejlscenen får et formål, så snart vi skifter synsvinkel. I det her tilfælde må jeg altså æde mine ord. Fin kontrast.

Og pludselig bliver den vildt god. Hvor er jeg vild med slutningen og Maras plan. Brilliant sløjfe, der bliver bundet på historien og den lidt kedelige start. På en eller anden sær måde føles Mara som den ondeste skurk, jeg har set indtil nu.

Så: Lidt træg opstart, men den var velskrevet og fornøjelig nok at læse, og jeg elsker slutningen. Sådan!

Jeg har allerede en god fornemmelse af Eskild fra starten. Bitter og gnaven og småpsykopatisk, som han er. Jeg kan godt lide, hvor afslappet han redegør for, hvor stort et røvhul han her ;-)

Jeg må indrømme, at første afsnit gjorde mig lidt tung om hjertet ved tanken om at skulle læse 3000 ords klodset, småforvirrende sprog. Men du skriver dig meget hurtigt varm, og allerede efter nogle afsnit bliver den rigtig velskrevet.
Der kommer også rigtig mange spidsfindige sætninger, der får mig til at trække på smilebåndet.

Fed beskrivelse af hans lejlighed.

Jeg synes, "nogle uger senere" springet er underligt og småforvirrende. Kunne det ikke bare være næste aften? Når du har brugt så mange detaljer på hans humør og hans hjem og hans køleskabs indhold er det bare sært at hoppe så langt, at alle de ting kunne have ændret sig. Især når der ikke engang er en "Sådan var rytmen, hver dag efterhånden," kommentar eller noget i den stil.

Det er næsten begyndt at more mig, hvor mange katte der bliver mishandlet i den her konkurrence. Hvad har de stakkels kræ dog gjort? ;-)

Med titlen var jeg begyndt at frygte en "magi og eventyr" dissonans i forhold til historiens tone, men "Blåskæg"-afsløringen fik mig til at klappe i hænderne. Dejligt grumt og blodigt - og realistisk, helt i tone med historien indtil nu!

Jeg er næsten ærgelig over synsvinkelskiftet til sidst, men måske mest fordi Eskild var sådan en gennemført person, at jeg gerne ville have fulgt ham til dørs :-)

Dejligt klassisk start og plot. God opbygning af uhygge, og situationen med den enlige person i et sommerhus er en klassiker af en grund.

Jeg bliver liiiiidt irriteret over, at vægten er det, hun hæfter hele sit dårlige selvværd på. Det har for det første lidt uheldige implikationer (tyk = usuccesfuldt menneske), for det andet gør det hende lidt ensporet. Kan vi få lidt mere at vide om hende? Bare et par detaljer hist og her?

Der mangler lidt beskrivelser af hendes omgivelser og ting. Jeg kan ikke se, høre, lugte sommerhuset, hvilket er en skam - for det kunne give SÅ meget stemning.

Jeg kan godt lide Karlo. Men han er godt nok tilgivende over at blive angrebet sådan ;-)

Fint twist i slutningen.

Meget "klassisk" novelle. Ikke så mange overraskelser, men en meget god historie.

(Selvom det er en lidt halvdum psykolog, der går efter sine egne patienter - vil man ikke foretrække ofre, som ikke kan spores SÅ let tilbage til én selv? Eller som MINIMUM ikke fortælle sin sekretær, at man er på vej til en sær session med en klient, et par dage før politiet garanteret banker på og stiller spørgsmål, fordi selvsamme klient er forsvundet?)

Enormt velskrevet, og personerne står levende for mig. Sproget flyder bare, så jeg slet ikke bemærker historiens længde.

Den mangler dog en klarere opdeling mellem replikkerne. Jeg bliver ofte forvirret over, hvem der siger hvad. En god tommelfingerregel er, at der skal være linjeskift, så snart en ny person siger, tænker eller gør noget i en samtale.

I starten mangler jeg lidt at vide, hvilken relation de forskellige har. Det bliver indhentet senere, men det forvirrer mig lidt her.

Der er næsten smurt for tykt på med Katrines slibrighed/fjendtlighed. Det kan du gøre mere "show, don't tell", mere diskret, og mere langsomt opbyggende. Du har demonstreret rigelig evne til mere underspillede relationer.
Den konstante 100 % spænding får faktisk konflikten til at miste lidt "bid". Det er lidt mere creepy, når konflikt (og udbrud som der, hvor hun var ved at slå) bobler under overfladen og kommer uventet. Når konflikten altid er "på", kan du ikke overraske læseren.
Jeg er også lidt i tvivl om, hvad der er nyt, og hvad der er gammel konflikt. Cecilie har forventet galden, men bliver stadig overrasket over nogle ting? Hvad er deres historie, hvor går grænsen?

Jeg undrer mig også over, hvorfor Cille ikke bare flytter væk? Hun er gammel nok til at køre bil (og derfor lovmæssigt gammel nok til at tage ejerskab over sit liv). Hvad holder hende til Katrine?

Meget fint at se en situation, hvor Katrines menneskelighed skinner igennem - og falder til jorden pga de forventninger, hun har opbygget i Cecilie.

...som vendes igen senere.

...og igen.

Okay, anden halvdel af historien leger med mine forventninger på en rigtig fed måde. Det er jeg helt vild med.

Slutningen forvirrede mig enormt de første tre gennemlæsninger. Så forstod jeg endelig, hvem der sagde hvad, og hvad der var sket. Det er en okay slutning, men jeg synes ikke, der er bygget rigtigt op til den. Et hint eller to mere til Katrines knap-så-søde natur kunne måske hjælpe?

Dejligt stemningsfyldt intro. Det tager dig kun et par sætninger at give mig en 100 % følelse af at være til stede i historien. Det er noget, du er god til gennem hele historien. Med et par velplacerede detaljer er jeg 100 % i et rum - det er superfedt!

Jeg kan rigtig godt lide flugtscenen i starten, hvor de to børn bliver etableret, og hvordan moren og byen reagerer på ulven. Varulven er også dejligt creepy.

Jeg mangler lidt en kontekst eller forståelse for, hvorfor alle tror så meget på varulve her. Børnene - klart; alle børn finder på fantastiske ting. Men de voksne?

Tonen er næsten for ligefrem og "hyggelig" til at føles som en gyser. Burde de ikke være rædselsslagne for, at hun vil skifte?

Meget skarp fortællestil-skifte, så snart præsten dukker op. Det passer selvfølgelig til hans personlighed, men det river mig ud af historien.

I "præst vs. fruetimmer"-scenen er der en del kontekst og mellem-linjerne, som går hen over hovedet på mig. Hun er ikke særligt troende, men vil vise præstens evner frem? De ved, hvorfor varulven kom? "Taget bolig i" - hvilken varulve-mytos følger vi?
Gabriel virker lidt usympatisk i den her scene, og lidt suspekt i næste scene. Det fører fint min mistanke over på ham som skurken.

Scenen med bogen får mig igen til at savne mere viden om, hvor vi er. Hvilken type kristendom (hvis det er kristendom?) har vi her? Vil folk virkelig tage sådanne tekster seriøst i det 21. århundrede? Hvis det faktisk er realistisk, savner jeg en "De fleste steder tror man ikke på den slags, men vi... Vi ved bedre. Vi har set ting." eller en lignende erkendelse af, hvor vi er tidsmæssigt.

"klosteret i XXX" er en upser.

Slutningen er et fint twist, men ville være stærkere, hvis der var brugt mere tid på moren og Vera og deres forhold, og hvordan de er bange for muligheden, beroliger hinanden, etc., før afsløringen.

En fin gyser med et rigtig god præmis - mest omkring Sofies udvikling. Slutningen med katten er også dejligt grum.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig blev revet rigtig med af historien. Jeg mangler noget fornemmelse af Sofie og hendes situation. Hvem er hun? Hvorfor kan hun ikke lide sin søster? Hvad føler hun, når hun er tilfangetaget? Hvad frygter hun? Har hun venner, som hun gerne vil se igen?
Det er svært at blive revet med af en "person presses til at gøre noget utænkeligt for at undslippe" historie, når man ikke rigtig kender den person, der gennemgår forandringen. Hvad går hun fra og til, og hvad driver processen?
Jeg er heller ikke helt solgt på dukken. Manden er jo rigeligt sindssyg og uhyggelig uden at have et overnaturligt element med. Dukken gør heller ikke så meget andet end at juble og overtale. Hvis sådan en dukke skal med, skal den være i fokus - lige nu fylder han og hans usynlige forfølgere mere.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor det med morens tv-program er med? Han narrer hende, ja, men det kunne han gøre uden henvisning til tv-programmet.
Der er også nogle sproglige snublere, men ikke noget en grundig korrekturlæsning ikke ville fange.

På den anden side er jeg ret vild med, at det er ham selv, der (i knivkampen) presser hende til at overskride den grænse, der tillader hende at dræbe hans elskede kat. Rigtig fin ironi.
Også en sjov "bait and switch" med søsteren i starten. Jeg var helt sikker på, at det var en Lea-forsvinden, som plottet ville dreje sig om.

Så, alt i alt: et rigtig lækkert præmis med nogle gode ideer; men kunne sagtens klare at få lidt mere kød på Sofie og lidt opstramning af selve historien.

Jeg forstår ikke helt hvorfor, men den her tekst fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Den er dejligt makaber og underligt nærværende trods det absurde. Jeg tror, det er alle de små hverdagsting blandet ind imellem det grumme.
Meget interessant tekst, uanset.

En langsomt flydende novelle, som tager sig tid til stemninger og relationer. Det er faktisk rigtig, rigtig fedt.

Alligevel er jeg ikke helt revet med. Jeg tror simpelthen, der går for lang tid, før konflikten for alvor introduceres. Og selv da mordet endelig kommer på bordet, mangler der kød. Jeg kan simpelthen ikke bringe mig selv til at mistænke Josefine eller Matthias - der skal VIRKELIG noget stort ud af skabet, hvis det skal passe sammen..

Jeg vil dog sige, at du beskriver relationerne mellem familiemedlemmerne helt eminent flot. Man kan virkelig fornemme alle spændingerne mellem dem; alt det, der er usagt og som lægger pres på "kernefamilien". Lækkert lavet.

En teknisk kommentar: Synsvinklen hopper en anelse. Du starter hos Maja, så faderen, så neutral, og til sidst moderen. Du skal passe på med at hoppe så meget (især med karakterer, hvis tanker ikke betyder så meget; àla Maja).

Jeg kan godt lide twistet til allersidst. Det forklarer hendes neurotiske væremåde tidligere, og det er et dejligt "klassisk" krimielement.
Det, der bygger op til det, derimod... Jeg ved ikke; den affære virker lidt... underlig. Var Maja og Josefine ikke veninde-agtige? Det kunne selvfølgelig forklares med, at faren kendte Maja *gennem* Josefine (eller omvendt), men så savner jeg lidt henvisning til det i slutningen. Josefines følelse af forræderi burde gå både på faren og (ex)veninden.

Jeg kan nu godt lide afsløringen i sig selv. Det er bare opbygningen, der føles lidt underlig.

Så... Alt i alt har jeg det lidt ambivalent med novellen. Jeg nyder dens dvælen ved detaljerne og stemningerne, men den er plotmæssigt træg.

Men den var en fornøjelse at læse, om ikke andet for det sproglige og karakterbeskrivende.Tak for det :-)

Novellen har et godt mysterie, og opbygningen af afsløringen er lækker. Jeg kan rigtig godt lide ideen med at lade en privatdetektiv udlægge sagen - her er et vidne, som er kompetent, opmærksomt og har lagt mærke til de rigtige ting. Fedt.

Et par ting ramte min opmærksomhed under læsningen:
- Den biologiske far er liiiiige lovlig rolig med oplysningen om, at hans datter er blevet misbrugt. Jeg ved godt, det nok ikke er relevant for historien som sådan, men alligevel... det er utroværdigt (medmindre han allerede vidste det? Men det ville være et lag på mysteriet i sig selv).
- Ditto mangler der noget følelsesmæssigt pow i storebroderens tilståelse. Løb du tør for plads?

Det er sådan en skam, at du udelader den følelsesmæssige side af mysteriet, især når du beskæftiger dig med et så betændt, grumt og eksplosivt emne. Hvor er chokket? Raseriet? Sorgen? Alle de implicerede er så... ligeglade.

Jeg må dog indrømme, at jeg godt kan lide "Ja, Klaus Vanggårds kone frygtede, at han havde en anden," sagde hun, "det var vist ikke helt forkert." Der er noget god galgenhumor dér (fra aktører, som ikke er følelsesmæssigt involverede).

Den første 2/3 af historien er klart den bedste del. Den er så også god.

Overordnet en dejligt klassisk krimi. Lækkert at læse, trods dissonansen mellem emnets seriøsitet og historiens behandling af det. En god historie, bestemt.

Jeg er også helt vild med titlen.

Okay, jeg er nødt til at sige det det: Kudos for at have en kvindelig hovedperson, der ikke er drønlækker! Flere af dem, tak! ;-)

Sprogligt er din historie god, og jeg kan godt lide den "næsten klassiske" tilgang til krimigåden.

Jeg må dog indrømme, at jeg synes, at der er nogle store huller i plottet.

For det første er det en... interessant måde at falde over en sag. Det virker en anelse utroværdigt, at et dameblad hos frisøren kan fortælle en kriminalassistent mere, end aviser og kolleger kan. Kudos for en utraditionel intro til sagen, dog.

Jeg er heller ikke vild med måden, hun optrevler sagen på. Alle de overvejelser MÅ andre have været igennem. Især hvis sagen har været åben i to måneder.
Og hvorfor i alverden sætter hun sig ikke ned og snakker med Asger Henriksen om sagen? I stedet for at rende ud og plage vidner med genbrugte spørgsmål?

... at en arbejdshypotese om en forbrydelse bør undersøges nærmere, er et eksempel på det, jeg taler om. Den hypotese er da FORHÅBENTLIG blevet undersøgt grundigere, eller også er politiet nogle kæmpeidioter.

Jeg er ked af det, men du prøver tydeligvis at bygge Hanne op som et kreativt geni, men hun virker mest af alt som en akavet drømmer, der griber efter strå.
Der er en vis tilfredsstillelse fra min side i at se hendes korthus falde sammen hen mod slutningen. Rart at se, at uprofessionelt drømmeri ikke trumfer fakta og solidt detektivarbejde.

For nu at vende tilbage til at sige noget positivt, så har du som sagt et godt sprog. Der er nogle perler at finde:
- ...så står manden for enden af vejen med sværdet, parat til at hugge ens hoved af, hvis man mod forventning skulle komme så langt!
- Som en utroværdig undskyldning for det store betonhybris.
- Sammen, udgjorde de det skøne og sundes onde søstre.
Det er dejligt at læse! Jeg kan også godt lide Yvonne - dejlig no-nonsense kvinde.

Slutningen er også fin (hvis jeg tolker den rigtigt). Dejligt med noget, der er lidt feel-good over :)