Hej Natasja! Det går over stok og sten. Læseren kastes voldsomt ind i hovedpersonens mareridt og må følge med alt hvad remmer og tøjler kan holde.
Der er fordele og ulemper ved at begynde historien på den måde. Det er godt, fordi læseren hæsblæsende trækkes med ind i fortællingen og slet ikke kan springe af igen. Ulempen er hvis der ikke snart kommer en (del)forklaring. Dvs at du meget snart skal lidt ned i tempo og fortælle læseren mere om hovedpersonen og baggrunden for det skete (uden at afsløre for meget, naturligvis). Pøj-pøj. Det tegner spændende.

En rigtig Storyman! Opdagede lige hvor meget jeg har savnet dine forrygende historier. Din fantasi, og især din evne til at trække læseren med ind i et hæsblæsende eventyr er sandelig stadig intakt.

Skønt kapitel, og jeg vil gerne have et prik, når næste kapitel er på.

Får vi lidt for meget info i dette kapitel? Her tænker jeg på de tekniske detaljer omkring hvordan det virker. Tænker at Jacob nok ved en smule om systemet siden han indlader sig på det. Men pyt, for læseren skal jo også forstå det og så må det jo frem på en måde.

Elsker allerede Jacobs historie, og skal helt sikkert med ind i næste kapitel.

Mikala

Haha. Det er faktisk både sandt og morsomt på én gang. Det må jeg godt sige, fordi jeg er kvinde :-)

Mikala

Hej Simone!

Skønt digt, fordi det emmer af ungdom, og fordi det er fyldt med klare billeder, der understreger stemningen på kollegiet, og ham nabofyren, som måske kunne være spændende at lære nærmere at kende. Slutningen er rigtig god. Han synes at hun er så sund, og så sidder hun der med sin Cecil (og sin jordskokkesuppe). Det er sjovt!

Forslag til små rettelser

jeg købte på Østerfælled torv 10 minutter fra mig.( 10 minutter væk)
Jeg ryger en rød Cecil cigaret, som jeg fik af min roommate Jacob. /rød Cecil, som jeg fik (...)
andet end vi skal have vasketabelletter og toiletpapir./vasketabletter
Velbekomme er hans faste og sidste ord til mig/ "Velbekomme", er hans faste (...)
af jordskokke suppe./med jordskokkesuppe.

Lækkert digt.

Mikala

Hej Syrene

Det er en spændende tekst, fordi den er sat op som den er. Genkendeligt. Du er rigtig god til at sætte billeder på læserens nethinde med dine fine og tydelige beskrivelser. Som at se en film. Hvem mon hun er? Kan forstå at det er en del af et større projekt, så er nok kommet lidt hovedkuls ind.

Til allersidst kommer der en opdatering, som jeg tror måske er formuleret forkert. ("bliver det og bliver det også ").


Mikala

Sikke et fint lille eventyr om den stakkels tærte, der endte sine dage så trist. Fine metaforer, og de trælse træstammer er rigtig gode.
Der er noget H.C. Andersensk i opbygningen, der minder mig om både Tinsoldaten og Stoppenålen, mener jeg den hedder.

Fin fortælling!

Mikala

Skøn historie for alle hundeelskere. Du skriver så dejligt om dit kobbel gravhunde. Jeg er så glad for at du ville dele endnu en skøn fortælling om lykkeliv med hunde.

Mikala

Hej Mette

Lidt bizart, synes jeg. Det er jo godt skrevet, på den måde at der er en god og frisk rytme i teksten. Overraskelsen til slut er der, men jeg ved ikke rigtig om jeg æder den.
Det er som om minderne/voksenlivets højdepunkter, der passerer revy, er for nonchalant beskrevet. En opremsning uden følelser på. Måske er det bevidst? For at vise hvor langt ude hun er? Hvor følelseskold hun er i øjeblikket.
- Men er selvmordstruede så kølige? Kan de virkelig spille en rolle så godt, at dem der kender hende bedst, ikke fatter mistanke? Og så lige på den særlige dag? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke forstand nok på det. Måske hvis teksten var lidt længere. At man så glimt af dagligdagen. Men jeg kan se at den foregående kommentator var meget begejstret, så måske kommer der flere bud. Men velskrevet, bestemt.

Mikala

Hej Jonna

Tak for en dejlig læseoplevelse. Du skriver virkelig stærkt og godt. Jeg har flere kommentarer til teksten.

Du bør overveje at dele teksten op i mindre afsnit til brug for Fyldepennen. Et oplagt sted vil være der hvor du selv har lagt *** ind. Det handler om at der er forskel på at læse en bog, du sidder med i hånden, og så læse tekster på Fyldepennen. Du vil sikkert få endnu flere læsere, hvis du lægger lidt kortere tekster op (altså laver nogle flere kapitler). - Bare en tanke fremadrettet.

Stor, stor ros til i få streger at præsentere et fremmed samfund for os. - Med forbud mod at forsamles mere end tre ad gangen. Får straks associationer til noget ala Nordkorea eller et andet sygt socialistisk/fascistisk samfund.
Det er fantastisk velskrevet.

Ros også til hurtigt at ramme tiden nogenlunde ind. Vi er jo ikke i 1700-tallet med teenagere og joins.

"Fyren ved siden af mig sagde et eller andet og de andre hylede af grin, mens en pige skubbede fornærmet til ham. Han var uforberedt og hans skulder stødte ind i min. Jeg sendte ham et surt blik, men han undgik mine øjne og mumlede "undskyld."
- Burde hun ikke vide hvem det er? Siden de sidder sammen i en gruppe. Ville nok give ham et navn og et lille kendetegn, hvis hun nu skulle løbe på ham igen.

- Hvorfor mon vagterne officielt er efter gadebørnene, men ikke uofficielt? Hvad er det for en "pagt"? Det kommer vi nok til at hør mere om.

Ros for at få sat mere tid på, når du skriver: "De var et af få levn fra de helt gamle krige. Længe før vores bedsteforældre var født, havde jeg fået at vide."
- Så er det jo sci-fi, vi er ude i. Det er rigtig spændende, det her.

- Jonna, hvis denne her tekst er færdigskrevet, og hvis du selv er tilfreds med din roman, så synes jeg at du skal prøve at få den udgivet. Jeg synes, at du blandt kunne kigge på Forlaget DreamLitts udgivelsesprofil. Det er et godt og sundt forlag. Kender flere der udkommer der, og har positive erfaringer. (Jeg har ikke aktier i dem).

Bedste hilsner fra en imponeret

Mikala

Meget spændende og interessant prolog. Du fanger din læser med det samme. Du gør fint brug af sanserne, og trækker læseren med ind i dette inferno. Vi ved endnu ikke hvad der er sket, men det lyder både gruopvækkende og voldsomt. Flot optakt. God brug af virkemidler. Tiltalende hovedperson.

Mikala

Rigtig ubehagelige billeder. Sørgeligt og trist. Godt at læse at det er lang tid siden. Håber at dine dage er smukkere nu.

Mikala

Skønt med skønt på ... Nøj, hvor er det Sjovt og Velskrevet. Jeg morede mig herligt over den moraliserende datter med pensionsopsparingen, og mor med muddercreme i Matas.

Du skriver let, levende og dejligt. Mere af dig.

Mikala

Hej Winnie

Sådan kunne en romantisk date sagtens se ud. Det lyder også dejligt, og jeg håber for dig at du snart kommer på en dejlig én af slagsen. At du møder ham Mr. Right der kan give dig nogle skønne oplevelser.
Nå, til sagen. Det er næsten mere et dagbogsindlæg end noget andet. Sådan et "åh, hvor ville det være dejligt, hvis ..." Men det skal der så også være plads til.

Jeg kom til at tænke på hvad Hans favoritdate ville være. Hvis han selv kunne bestemme. Måske ville den være helt anderledes? Hvor I begyndte med bøfsandwich og cola, og fortsatte til en romantisk kløft hvor I skulle prøve bungy jump og sluttede med en gang river rafting eller måske se tyrefægtning?

Lidt groft sat op, men din egen beskrivelse af daten er jo meget piget, og romantisk. (og det er der ikke noget galt med) En mands favoritdate ville måske bare se anderledes ud.

- Måske skal piger der gerne vil på date, prøve at forestille sig, hvad deres drømmefyr laver i sin fritid - om han svømmer, løber, spiller skak eller hopper i trampolin eller måske arbejder frivilligt som brandmand? - og at pigen så begynde at interessere sig lidt for det. Får sig en ny hobby, hvor hun kan møde ham, som hun drømmer om. - Bare en idé.

Bedste hilsner

Mikala

Hej Ming

Man fornemmer råbet om hjælp i digtet. En (kvinde?) der anklages for noget. Muligvis grundløst. Det opklares ikke. Noget der handler om et barn.
Hvad præcis nævnes ikke, og det er heller ikke nødvendigt. Man fornemmer angsten der stråler ud af digtet.

Du nævner selv i din profiltekst, at dansk ikke er dit modersmål. Det ses også i digtet, hvor jeg et par steder bliver i tvivl om meningen. Men det kan du måske få hjælp til på et senere tidspunkt. Lige nu handler det bare om at få skrevet.
Du kan også selv hjælpe til ved at læse meget på dansk. Især skønlitteratur, og digte, som også vil give dig en idé om sproglige finesser.

Men stor ros til de følelser, man mærker, når digtet læses. Frygt og hjælpeløshed strømmer ud gennem linjerne. Det er godt.

Mikala

Hej Anja Katrine.

Fjollede fejltagelser og dumme minder. Vi gør skøre ting, især som unge, og tænker, at ingen andre kunne være så tossede. Og senere, når man bliver lidt ældre og opdager, at den der med "om hundrede år er alting glemt" tit er sandt. En dag tilgiver man sig selv, og kommer videre. Nå, ikke mere lommefilosofi over dit tema. - Bare ros til at fange en stærk følelse med ord.
Rigtig godt digt om selvhad og -destruktion (vodka). God titel.

Mikala

Ha-ha, Solvej. Godt og rapt fortalt digt på vers om at have hovedet skruet på anderledes end de andre. Sjovt og tankevækkende.

Mikala

Hej Hanne

Så fik jeg læst dit næste kapitel. Og selvom der sker noget i kapitlet, og stor ros til det, så har det også nogle mislyde, som jeg vil prøve at pinde ud, fordi det virker som om du gerne vil have noget reel kritik, og ikke kun ros. - Det er jo også det som vi lærer af. Husk venligst, at det er mine personlige, og dermed subjektive betragtninger, og at du skal lytte til din egen mavefornemmelse, før du evt. ændrer noget.

Nå! Der er noget på troværdigheden med det alfons/luderoptrin og noget med synsvinklerne. Der er noget med at skrive om og ikke med sine personer samt noget med Dianas baggrund og sorgen over søsteren.

Hvis jeg et øjeblik bladrer tilbage (her til 2. kapitel, som er den egentlig histories start, hvor kapitel 1 mere virker som en prolog), så lægger du rigtig lækkert ud:

"Diana stod og skuttede sig. Hendes fødder var helt kolde, og hvis det ikke havde været en tegneserie kliche, så ville hendes tænder have klapret. Hun havde ventet længe.
I det samme kom bussen rundt om hjørnet, og Diana besluttede at tage den denne gang. Hun var træt af at vente og håbede bare, at søsteren havde en god grund til ikke at være kommet, til ikke at tage telefonen, og til ikke at svare på beskeder. Diana knurrede arrigt. Hvorfor skulle hendes ellers så regelrette søster vælge lige den her dag til ikke at dukke op?"

- Vi er med inde i Diana. Vi føler med hende og forstår hendes frustration - hvem er ikke selv blevet brændt af? Du skriver m e d Diana og dermed trækker du læseren tæt på. Du lader hende se (bussen), være træt af at vente, og der er kropssprog, når hun arrigt knurrer.

Så tager vi starten på dette kapitel:

"Diana var helt bevist kommet tilbage til Kallas en fredag aften, en aften hvor hun ikke skulle mødes med Declan. Hun havde brug for at gå rundt alene. Hun var godt klar over, at det var farligt, men det var der så meget der var og hendes glubende behov for viden var større end hendes frygt. Faktisk var der en del af hende der håbede at der ville ske noget fordi hun tænkte at dette noget, den smerte det ville medfører, ville bringe hende tættere på søsteren, søsteren som hun savnede så meget at det var en fysisk smerte i sig selv."

- Nu er læseren ikke længere med inde i Dianas sind. Vi er blevet tilskuere og får tankerne genfortalt. Kan du se forskellen? Ingen følelser, ingen kropssprog og kun en fortælling om en sorg. Læseren mærker den ikke.
Hvis Diana nu fik øje på noget, der mindede hende om søsteren. Noget der fik hendes hjerte til at knuge eller tårer til at springe frem i øjnene. Hun fortæller om søsterens forsvinden til alle, men der er ikke hægtet nogle følelser på. Hun kunne lige så godt spørge om vej.

Alfons/luder-problematiken: Diana møder nogle meget stereotype personager, synes jeg. I København fx. så er det ikke længere prototypen på luder/alfons i dag. De fleste, som jeg har bemærket, ser ud til være af afrikansk oprindelse og ludernes netstrømper mv. virker sådan lidt gammeldags, som et falmet billede fra 80'erne. Det samme med bodybuilderalfonsen. Men jeg er ikke nok inde i det. Det virker bare en smule karikeret.

Synsvinklerne springer igen, og jeg synes ikke om det. Men måske reagerer dine andre læsere ikke på det.

Diana virker sådan lidt Palle alene-i-verden. Har hun ingen omgangskreds? Hun drøfter ikke sagen med et menneske andet end den væmmelige morder. Det er sådan et plothul, som jeg selv ofte falder i. Gør den verden som jeg skriver i for smal. Der bør måske være lidt flere bipersoner i romanen, for at trække den tættere på virkeligheden (noget der binder troværdighed til teksten). Så savner jeg fortsat en forklaring på søsterens liv, hvorfor forældrene er så fraværende/underlige og lidt om Dianna selv. Hvem er hun egentlig? Sådan alder, studie og lidt om hvad hun ellers går og laver, når hun ikke er efter søsterens morder

Sikke en masse! Håber at du kan bruge noget af det. Gider kun skrive så meget, fordi teksten har masser af potentiale.

Mikala

Hej Hanne. Så fik jeg læst kapitel 5, som er det sidste du indtil nu har lagt op. Det er også et godt kapitel, og man må sige at du flytter historien fremad, og hele tiden overrasker med nye påfund.

Cirka midt i kapitlet skifter du synsvinkel fra Declan til Rosa. Jeg tror at du skal overveje at fastholde samme synsvinkel, kapitlet eller i hvert fald scenen igennem. Det tilter let for læseren, hvis det skifter for tidligt eller for ofte.

Der er nogle fine psykologiske vinkler her. Rosa som måske ellers ikke tror på julemanden, men som falder for den charmerende Declan, der flink som han jo er tilbyder sin hjælp. Og senere med strømmaskinen. Fin vinkel at give strøm til en anden - slippe selv.

Ham, den stakkels gut i kæderne i kælderen. Ham mangler jeg lidt fokus på. Er han kneblet? (Det er han vel) Hvordan lugter der i sådan et kælderrum, når sådan en fyr har hængt der et stykke tid? Savner lidt flere sanseoplevelser måske.
Hov! Hvad med politiet? Har de slet ikke interesseret sig for Declan? Han arbejder jo i området. Han er vel forhørt? især hvis man kender ham fra en straffeattest. Er han gået helt under radaren til nu?
Og hvad er Declans motiv? Hvis han bare gør det "for sjov", og fordi han er syg i hovedet, skal han stadig have en personlig grund til at gøre det. Bør have. Ingen gør noget "så besværligt", hvis der ikke er en grund til det.

Ellers spændende og godt. Absolut ikke særlig realistisk (håber jeg), men det er ingen kritik. For det er underholdende og på sin egen måde derfor troværdigt.

Mikala

Tanker om teksten:
Stadig godt, og jeg læste med fornøjelse. Her er lidt tanker fra undervejs læsningen.

- Hvorfor er stedet ikke spærret af og fuld af politiets teknikere? Især da hun var på stedet første gang. Mordet var lige sket, men alligevel fungerer hotel og bar som vanligt. Det var bare noget der slog mig.

Pigen i sandwichbaren har lagt mærke til den mørkhårede mand, som læseren jo tænker må være Declan. Men hvis han er bartender i den hotelbar, så må han jo næsten være en del af bybilledet? Ville pigen ikke have set ham før?
- Måske kan hun netop huske dem, fordi hun h a r set fyren før. Ham den flotte der enten bor i nabolaget eller arbejder der. Måske ville det virke mere troværdigt, end hvis hun bare tilfældigt husker en tilfældig kunde for flere uger siden. Det kan også være, at hun husker det fordi han minder hende om en eller anden, men du bør forklare hvorfor. Tænker jeg.

Rigtig god samtale mellem de to. Vores lidt naive hovedperson, der betror sig til den psykopatiske morder. Jeg synes det er godt og spændende! Du slutter også med nogle fine cliffhangere, der virkelig trækker mig mod næste kapitel.

Ros til det lette sprog og lav lix.

Savner stadig info om forholdet til forældrene, når det nu nævnes ganske ofte. Der må være en forklaring her, som trækker en eller anden type spor til blandt andet søsteren.
Hvor gammel er Diana? Og hvor er hendes sorg? Jeg savner lidt at hun indimellem bliver ked af det, når hun tænker på søsteren. Hvis min søster var dræbt og fundet i en gyde, så ville tankerne nok også kredse om hendes sidste minutter. Der er også begravelsen at tænke på. Men godt og effektivt skrevet. Tager lige næste kapitel med.

Mikala

Uha! Makabert møde. Og nu ved læseren at Diana faktisk syntes at han var lidt lækker. Det er godt skrevet og ret ulækkert. Og mægtig spændende. Denne historie fortjener læsere.

Mikala