Det, anemone snakkede om, med brud er nok det at du går fra tredjeperson til jeg-person. Det er noget af et "knæk".
Blandingen af det moderne og datidige er interessant, og som andre har kommenteret skaber det en fed pointe om, at ting aldrig ændrer sig. Dog passer det ikke helt ind nogle steder, og der, hvor jeg stoppede mest op, var det med at skrive. Det gjorde man ikke, når man var i deres position. De kunne ikke engang skrive, og penge til blæk, pen, lys og papir var bare alt for dyrt. Jeg overvejede, om de tidligere havde været rige men var "faldet" i graderne, men det virkede heller ikke sandsynligt, sådan som historien var skrevet.
Der mangler noget substans i historien. En pointe. Jeg tror, den skal skarpgøres lidt.
Ellers interessant.

Jeg er normalt ikke til digte, og ærligt talt tror jeg den eneste grund til, at digte får så mange kommentarer på alle skrivesider er, at de er meget hurtige at læse.
Dog har du virkelig fanget mig med det her digt. Det er smukt og simpelt men leder op til noget lidt uhyggeligt.

"i vores kys
fandtes ingen
løgn
nu er
dine læber
aldrig mere mine"

Opstillingen af ordene er fed. Først bliver sætningerne kortere, så bliver de længere. Det får én til lige at stoppe op ved "løgn" - som hende, der fortæller digtet, dig?, nok også har, da hun først fik at vide, at det var ovre.


"din sandhed
er min tåre"

Også meget fint. Først forstod jeg det ikke, men så gav det mening, og det er rigtig fint :)

"uden ord
trøster din
blotte tilstedeværelse
mit brukne hjerte"

Her sætter mine alarmklokker i gang på jegets vegne. Det er da ærgeligt, at denne ikke kan komme videre, og stadig klynger sig til en person, som prøver at efterlade hende.

Flot :D

Måske du skulle overveje at dele den lidt op:

Jeg flyder på et øjebliks stilhed
lader mig føre med strømmen
Lader livet tage mig i hånden
og føre mig mod stjernerne
Nuet strejfer min kind
som et blidt og forsigtig kærtegn


I hvert fald den første linje.
Der er en monotoni i digtet: jeg lader mig, lader livet, føre med strømmen, føre mig.
Det har ikke en særligt god klang, når det står på tre linjer. Det virker lidt som om du bare ikke kunne finde andre ord, og det er en svaghed i et digt. Det er ærgeligt, fordi det jo egentlig er et rimeligt poetisk digt.
Delt op i seks linjer kan det lige gå, men jeg vil stadig råde dig til at syrebade dit digt lidt mere :)

Lidt forvirrende omkring punktet, hvor man finder ud af det med Jacobi. Personligt kunne jeg godt have undværet "kæreste" delen til sidst - det med, at hun siger, hun elsker ham, er nok.
Hele plottet med, at lys-elverne ikke selv har gjort noget, virker lidt underligt, og det med, at han kan få halsbåndet af.

Ellers godt, og et livligt sprog.

Jeg forstod ikke rigtig, hvordan vand kom ind, men anyway.
Sjov og sød historie :)

God historie. En del manglende ord rundt omkring, bindeord og substantiver især. Dit sprog flyder godt og jeg kan lide karaktererne. Den første halvdel, hvor Uda nærmest er observatøren, er originalt og spændende at læse. Den sidste halvdel er også god. Der sker ikke så meget, men der er en rolig udvikling.

Virkelig godt skrevet. Din beskrivelse af hendes sorg og smerten, da hun drukner, er fængslende. Nogle få steder gentager du enkelte ord for meget, som for eksempel "uforstyrret", og det skaber lidt nogle sproglige kasser i historien, men det er slet ikke noget at bekymre sig om, da det er i mild grad.
En rigtig god novelle.

Dette er ikke fantasy, det er science fiction. På den baggrund alene kan jeg ikke give historien nogen høj karakter.
Dit sprog er fint og historien underholdende. Jeg ved ikke, om jeg bryder mig om, hvordan du har lavet om på sproget. Bare fordi vi flytter under havet begynder vi vel ikke at servere fisk med alle sætninger og vendinger.
Parodien, eller propagandaen, grænser op mod det meningsløse. Hvis du vil skrive en historie om din utilfredshed med vores samfund, kunne det skrives bedre, eller måske mere sublimt. Jeg synes i hvert fald, det er sjovt at udnytte denne konkurrence til det.
Udover det fandt jeg historien ret underholdende, om end noget direkte nogle steder, hvor man ikke normalt ville sige ting så direkte. F.eks. at Jens hele tiden siger til Lars, at han vil bringe ham ned med nakken, eller under politikernes tale, hvor deres sprog ikke er særligt nedkogt. De nævner en hel masse information i den første tale, som ikke helt passer ind, da de alle allerede ved det, han siger. Det virker som om du udnytter talen til at fortælle mig - læseren - hvad situationen er, hvilket du sagtens kunne gøre på anden vis.
Fortsæt skrivningen.

God historie. Din skrivestil er tro mod den - både historien og historien i historien. (Uuuh, inception - a dream within a dream.)
Blot slutningen er lidt svag - hvis der har været så mange mænd i forvejen undrer jeg mig over, at der virkelig ikke er nogen, der har valgt den dør.
Jeg kan godt lide, at Dragehjerte og Ulv har så meget tilfælles. Måske er det dét, der hjælper Ulv til at vælge rigtigt?

Korte rettelser:
"Det var lidt fór spændende for mig,"
Ingen apostrof over for. Hvis du vil lægge vægt på ordet, kan du skrive det i kursiv.
"Hvor længe har du været løbet hjemmefra?"
Slet ”løbet”, eller erstat med ”væk”

"Hvis politiet dukker op her i nat..." Jeg så direkte på ham. "Så MASSAKRERE jeg din mobil og din cykel!
Indvendig døde jeg af grin XD


Overall en god historie. Stærkt sprog, som du bruger godt. En ting, der slog mig, var hele forklaringen på, hvad der var sket. Jeg synes ikke den var nødvendig, og jeg fandt heller ikke slutningen specielt interessant eller overraskende - nærmere unødvendig.
Udover det var det ret godt, selvom det for mit vedkommende på mange måder minder om sci fy mere end fantasy. Derudover var der meget vand i din historie, men ikke noget vand-tema.
Ellers fint.

Hvor er den bare smukt skrevet! Du fanger fuldstændig essensen af det sprog, der skal skrives med her. Jeg var helt tryllebundet, som om historien i sig selv er nøkkens spil. Det eneste konstruktive, jeg kan give, er nogle få steder, hvor et ord gentager sig to sætninger i træk, eller andre steder, hvor det kan strammes op, men det er overhovedet ikke nok til, at jeg vil spilde din tid med at udpege det. Den slags ser du selv, hvis du gennemretter det nok gange.
Helt fantastisk! Jeg elskede det, du har virkelig enormt talent, for genre, ord, sprog og karakterer!
Slutningen var genial.

Smukt skrevet. Du slipper godt fra snørklede sætninger - nogle gange forlader man sig selv ind i bisætninger, der ender med ikke at danne nogen ordentlig helhed, men dit sprog er godt og passer til genren. Også handlingen kan jeg lide, om end den kan være lidt forvirrende til tider. I starten, da du kommer ind på det med konen og sønnen, ville det gøre teksten en del nemmere, hvis du gjorde opmærksomt på emneskiftet, for som det er nu, opdager man det først, når du kalder "den unge mand" for "hans søn".
Ellers godt.

En virkelig fed historie! Jeg elsker, hvordan du har bygget den op med overskrifter, og jeg følte nærmest, at det var et manuskript, jeg sad og læste. Dette gav historien et mere filmisk indblik, og den var virkelig godt beskrevet. Følelsen af junglen var helt virkelig. Der var også meget få slåfejl, og det gør altid læseoplevelsen en del bedre.
Måske dvæler du lidt for længe på forklaringen, da de sejler op af åen. To til tre gange forklarer du nogle steder i junglen, men man behøver egentlig kun et for at få stemningen.

Jeg ville gerne give denne historie en høj karakter, men det kan jeg ikke, simpelthen fordi jeg ikke føler, at den opfylder kriterierne. For mig er dette meget mere science fiction end fantasy. Havde du smidt nogle moralske spørgsmål angående det, de gør, ind, ville det være helt fantastisk sci fy. Derudover kan jeg heller ikke se vand-temaet.
Men det er en virkelig god tekst. :)

SMUKT skrevet! Fantastiske ordspil og leg med sproget. Jeg fik ikke øje på slå- eller stavefejl. Helt igennem godt og gennemtænkt arbejde.
Flot!!!

En del nutid/datid fejl. Dit sprog flyder ikke helt og der er en del slåfejl.
Den kunne nyde godt af at blive delt op i nogle afsnit.
Jeg bryder mig ikke om hvordan hun omtaler sine klassekammerater som nogle mere "tomme" og "kedelige" personer, hvor hun sætter sig selv på en pedestal. Jeg har ikke noget imod selvophøjede karakterer, men det virker bare ikke som om du selv er klar over, at det er det hun er.
Fin historie ellers.

Lidt for hurtig og pludselig slutning. Hovedpersonerne nåde jo slet ikke at gøre noget - deres opbygning var til stor del uden mening.
Derudover var den fed. Sejt at mixe de to genrer :)

Lige nogle ting, før jeg går i gang med egentlig at kommentere på historien:

Selvom hun ikke kunne se den store forskel besluttede Aurora sig for at tie. Slanger, øgler, reptiler, krybdyr, drager - var det ikke hip som hap?
Det var som om Sev havde læst hendes tanker, da han med sammenbidte kæber brummede: "Hvis du mener, at vi alle er øgler, drager, kunne jeg vel sige det samme om mennesker, elvere og dværge. For os ligner i også alle sammen hinanden, og åbn så de forbandede vandbeholdere! Jeg vil vide med sikkerhed, hvorfor de jager os."

Her kunne du have cuttet det første, da det egentlig ikke er nødvendigt. Så længe du gør det tydeligt, at det er det, han siger, hun tænkte på, kan læseren godt selv regne det ud. Eks.

** Det var som om Sev havde læst hendes tanker, da han med sammenbidte kæber brummede: "Hvis du mener, at vi alle er øgler, drager, kunne jeg vel sige det samme om mennesker, elvere og dværge. For os ligner i også alle sammen hinanden, og åbn så de forbandede vandbeholdere! Jeg vil vide med sikkerhed, hvorfor de jager os."**

Med en fornærmet mine ignorerede Aurora hans kommentar om elvere, dværge og hendes egen race.
Bare sig: Med en fornærmet mine ignorerede Aurora hans kommentar.
Vi ved godt, hvad hans kommentar var.

I netop det øjeblik hadede Aurora virkelig Sev, og hendes svar lød som et hyl: "Ja, ja ... Jeg skal nok din hjerteløse reptil!"
Hvis hun lod dem falde en af gangen, ville Sev få overvægt i den ene side, så med sammenbidte tænder løsnede hun en beholder på hver side. Aurora gispede efter vejret, da dunkene ramte jorden, og vandet sprøjtede ud til alle sider. Hver eneste dråbe glitrede i lyset fra de tre sole.

Den del kan jeg rigtig godt lide.

Selvom Sev flyttede sin hale, nåede drageslangens giftige tænder at skrabe over den.
I så fald burde giften ikke kunne nå ind, da Sev har skæl.

Hvorfor havde hun ikke husket at genopfylde sin forbandede vandsæk, før Sev havde fået hende til at smide beholderne?
Dette forstår jeg heller ikke. I en verden så domineret af tørst, bør man altid have det først i tankerne, at når det er muligt at få vand, bør man tage det. Da hun skulle til at smide dunkene ned, og hendes arm var i det køligevand, tænkte jeg, at hun i hvert fald burde have drukket lidt. Jeg sad selv og blev helt tørstig!

"Mon" og "jo" bruger du alt for meget.

Hvorfor bliver han så hurtigt lammet, når det skulle tage ti minutter? Der er nogle plothuller rundt omkring, for eksempel også, at hun kan klare at løbe igennem ørkenen så længe. En lille detalje er også det med solene - rent videnskabeligt giver det ikke så meget mening, og derudover vil man vel ikke have "morgen" når man aldrig har "nat". Det ville være et ukendt begreb.
Derudover - hvorfor har Sev overhovedet brug for hende? Hvad er hendes funktion?
Til sidst, da Sevs bror tager hende tilbage til Sev, burde det da være bedre at tage hende til et sted, hvor hun kunne få vand. Hun burde være halvt død.

Tydeligvis omhandler novellen til stor del Auroras og Sevs forhold, men jeg synes ikke, at dialogerne viser deres forhold ret godt - i hvert fald ikke i starten. Senere bliver det bedre, men i starten bruger du deres dialog til at forklare for meget. De to har tydeligvis været sammen længe, så hun behøver ikke sige ting som "Vi har et job at udføre. Du kan sove, når vi har fået udbetalt jungerne." Det er han jo udmærket klar over. Du kunne bruge en anden måde at sige det på, for eksempel gennem hendes tanker. At hun er irriteret over, at han altid sover, når der er et job at udføre, noget i den stil.
Den første halvdel af novellen fik jeg faktisk det indtryk, at de ikke var specielt tætte på hinanden, men at de blot rejse sammen på denne ene aflevering, og måske nogle få andre. Derfor kunne jeg ikke sympatisere og forstå Auroras sorg over at efterlade ham.
Burde hun ikke også være trænet i at redde vand fra fjenden? Jeg kunne forestille mig, at "vandfragterne" har fået at vide, at hvis de står mellem at miste vandet til sandet eller fjender, skal de vælge sandet. Med den slags hårdt job og liv, hun har, burde hun være mere hårdhændet. Jeg blev sur på hende, da hun ikke slap dunkene hurtigt nok, for at hjælpe Sev med at flyve hurtigere. Endnu mere skuffet blev jeg, da hun ikke selv så, at det var hendes fejl, at han blev bidt.

Nok om det.
Jeg kan godt lide den måde, du fortæller historien på, og da du først kom i gang var dialogerne fine. I starten og til sidst var de noget vage, men ellers helt fint. Nogle plothuller rundt omkring, som jeg personligt altid finder ekstremt irriterende, men jeg sad og var interesseret i historien, og hvordan den skulle ende. Valget af dragernes karakter var fedt at se - jeg synes ikke, at man ser dem i en sådan social sammenhæng i de fleste fantasy historier.
Godt stykke arbejde :)

Hyggelig historie. Jeg elsker, hvor modig du er. Medias rés plejer at føre til en nærmest hæsblæsende historie, men denne tekst er jo ovenud som en stille å en sen sommeraften. Det er der overhovedet ikke noget galt i - jeg kan lide det. Efter alle de fantasy noveller, der forsøger at stille et spændende plot op, kan jeg godt lide din forsimplede stil. Der er ikke nogen spændingskurve, jeg sad ikke og ventede på plot twists, men jeg synes, at den var spændende. Måske for mange anekdoter, hvor Cava fortæller direkte om inka kulturen, men det lader jeg gå forbi. Den var god. Ærligt talt kan jeg ikke rigtig sætte fingeren på, hvad det er ved den, der fascinerer mig, men måske dens minimalisme.
Tak for godt læsestof :)

Historien virkede ikke særligt sammenhængende. Du springer meget fra emne til emne. Hvis det var mere flydende ville man få lov at komme ind i universet. I stadet har vi BAM BAM BAM! der var et kejserrige, der var et bjerg, der var nogen i vesten, og der var nogle drager, og der er en dreng. Det kunne sagtens strammes op og gøres mere præcist og appetitligt.
Dit sprog fanger mig ikke, og det gør dialogen heller ikke, hvilket er synd, da en stor del af historien er dialog. Jeg føler især, at dialogen ikke rigtig fører nogen vejne, at det bare er klistret på som fyld.

Når du skriver "det store rige" tror jeg det ville passe bedre at sige "riget i midten", da det var sådan, kineserne refererede til deres eget land.

Der er nogle ting, som ikke helt hænger sammen. Jeg får indtryk af, at det er alment kendt, at dragers død får floder til at flyde over. Børnene spørger åbenbart også ofte til det.
Hvorfor bliver Xian så mobbet, fordi han er fascineret af dem? Bør de andre børn ikke være lige så fascinerede af dragerne?
Det virker sjovt, at Puff hele tiden springer mellem sine to forme. For mig at se er der ikke rigtig nogen grund til, at han overhovedet skifter til menneskeskikkelse, når han alligevel er drage to sekunder efter. Jeg føler, der bør være en plotmæssig bremse for, hvordan og hvornår, dragerne kan forvandle sig. Eller en bedre grund til at være menneske.

Idéen med at kombinere fantasy genren med de gamle, kinesiske sagn er ret sej, og jeg kan godt lide den måde, du bruger vandet på.

Hmm, den er fed. Godt bygget op, med de to sidekørende historier. Dog skal du passe på med brug af ()
Du kunne i stedet bruge linjeskift og skrive tingene i afsnit for sig. Det forvirrer især, fordi du også bruger dem til at indikere indsatte sætninger, som her:

Så svømmede hun ind imod den nærmeste strandbred. Landskabet havde ændret sig; (ikke at hun bekymrede sig om dette)det var nærmest, som var det rådnet op.

I stedet kunne du gøre det sådan her:

Så svømmede hun ind imod den nærmeste strandbred. Landskabet havde ændret sig - ikke at hun bekymrede sig om dette - det var nærmest, som var det rådnet op.

Dit sprog er efter min mening ikke helt flydende, og det har ikke noget at gøre med de gentagelser, der virker intentionelle. Det er mere som om dit sprog mangler en iver. Eller rettere: hele teksten mangler en iver. Jeg har det som om det lige hurtigt blev skrevet, og det er ærgeligt, for jeg kan ret godt lide idéen og den måde, den er udført på.
Det er noget forvirrende der til sidst. Du prøver at gøre hendes følelser alt, alt for tydelige, og det værste er, at det ikke lykkes. Det bliver lidt kludret.

Snart ville hun være alene igen. Hun ville få sin hævn, endelig. På en måde var hun glad for at de gamle troldmænd for længst havde stillet træskoene. Det ville nu alligevel have været synd for dem; altså at lade dem opleve en verden uden det som de havde troet altid ville være der. Men hun havde fået ret.

Du kunne evt. have ladet hendes følelser være implicit, men når du vil lade det være tydeligt, kunne du have gjort noget som følgende:

Snart ville hun være alene igen. Hun ville få sin hævn, endelig. På en måde var hun glad for, at de gamle troldmænd for længst havde stillet træskoene. Det ville alligevel have været synd for dem - altså at lade dem opleve en verden uden det, som de havde troet altid ville være der.
Men i det mindste havde hun fået ret.

Jeg er godt klar over, at det er små rettelser, men det er hvad jeg kan gøre, uden at ændre sætningstrukturer osv.

Overordnet en fed idé, som sagt, men et råd er at sætte sig og tænke lidt over opsætning, ikke bare så det virker fedt, men også så det slesker lidt for øjet :)

En interessant idé, og jeg kan godt lide, hvordan magien er bygget op med vogterne osv. Måske lige lovlig cliché, det med at der er en morale, de skal kæmpe for. "Åh nej, vi må ikke misbruge vores evner". Eventuelt kunne de jo bare have brugt evnerne til at få folk til at forstå, hvad der foregik, og hvad de gjorde galt, og så senere blive korrupte, når det mislykkedes. Jeg kan nemlig godt forstå deres frustration.
Det gik måske lige lovlig hurtigt, men alt i alt er det fint.

Den var virkelig fed. Dit sprog er godt og flydende, nogle enkelte steder kniber det med flowet, og jeg må lige læse det igen, men dér tror jeg blot, at nogle kommaer ville hjælpe godt til. Øv dig i dem.
Meget enkel og flot beskrevet historie.

Kravene er i hvert fald opfyldt, men det er ærgeligt, at det er første del (ikke-fantasy-delen) som er den bedst skrevne. Hele beskrivelsen af hendes sygdom er ret trist men godt skrevet. Lidt hastigt, må jeg indrømme, så måske du skulle prøve at tage din tid om det. Man kan mærke, at du længes efter at skrive det sidste, fordi det pludselig går meget hurtigere. Hvis du finder dig selv i den situation, bør du lige læne dig tilbage fra tastaturet og spørge dig selv, om du skynder dig, og hvis du ser, at du skynder dig for meget, så skriv dog den del, du helst vil, først, og starten bagefter. Ingen siger, man behøver at skrive kronologisk, bare det sættes sammen rigtigt.

En del taste, stave og kommafejl rundt omkring. Du har formodentlig følt tidspresset som enhver anden herinde og ikke gået så meget op i den del - af samme grund tror jeg du skyndte dig meget med hele overgangen.

Jeg studser - altid! ikke kun ved dig - over "vi er skabt for hinanden" delen. Den er brugt så mange gange og jeg synes bare ikke, det er en undskyldning for at to personer kan være sammen. Men okay så, jeg kan lade den flyde (ehehe~) men jeg synes samtidig, at hendes følelser omkring det at skulle forlade det liv, hun altid har levet, virkede meget useriøse. Umodent.
Hun bliver ligefrem degraderet til en simpel teenage-tøs med "sit livs store forelskelse", som hun vil ofre alt for - og sådan tror jeg ikke, at en person som lige har været ved at dø, vil reagere. Jeg tror helt ærligt, at med al den tænketid, man har, får man et helt andet livssyn og man lærer at se tingene i et andet perspektiv. Alligevel formår du pludselig at forvandle hende, som om intet af hendes sygdom nogensinde var sket.
Der er nogle hints i historien om, at du selv er lidt opmærksom på dette, som for eksempel at hun kun er sikker på, at hun kan blive lykkelig, i et øjeblik, hvilket kan hinte mod, at hun ikke ender med at blive det. Dog synes jeg overordnet, at du mister fokus, og jeg tror, at din mening er at vise, at kærligheden sejrer over alt - eller noget i den stil.

En god idé, men den kunne være udført bedre. Forglem dog ikke, at der ikke er noget galt med dit sprog, så det er blot at gennemtænke historien endnu en gang, før du skriver den ;)

Haha, dejlig historie. Sha'naya er en vittig og brav tøs, og de to mænd er heller ikke at glemme. Karaktererne og handlingen er, efter min meningen, meget nær "helt i top". Karakterernes spil med hinanden er finurligt skrevet, godt sprog og fin sammensætning af det hele overordnet. Der skete selvfølgelig ikke det helt store gennem historien, men hvem siger også, at der skal det? Vi så færgemandens datter vise, at verden ikke er helt, som man forventer, og at der er andet i verden end styrke, titel og fin uddannelse ;-)

Du har en del problemer med nutids-R'er, så få kigget på dem, da de sænker historien en del. Fejl rundt omkring, som gennemlæsninger kunne have reddet, men udover det grammatiske og stavemæssige ser jeg ingen problemer med sproget. Det virker en smule banalt, men det får på en måde historien til at have en god eftersmag/virkning.

Du får i hvert fald et sted over middel af mig :)