Det var sne vinter
trappen var kold at sidde på
lige flyttet ud på gården med et tomrum
og min store hund,
frosten bed i natten.
Musen over sneens små og store driver,
for den var det kolde bjerge
den skulle over
for at komme ind i tykningen.
Gårdspladsen var ensom under stjernerne
der blinkede over mit hoved,
hundens lysegrå åndedrag ved min side,
på vagt,
altid på vagt i sin godhed,
der var så stille,
og der var aldrig nogen hjemme.
Ordene forsvandt,
og tankerne opstod med lange mellemrum
dybt inde fra,
i poesiens evige mystik,
de gav mig rum
og uforklarlige drømme
i at skrive,
til at skrive.
I forventning om at male toner
i varmen
sammen med musikken,
i skæret fra det levende lys,
kærligheden til stilheden
og den tyste hvide sne,
når hunden sov,
og jeg fandt mig selv
i en stemning
der altid gav meget mere,
end den tog.