Jeg spørger den tågede måne gennem gardinet,
om den varsler,
om den kan
sige noget vigtigt
om kloden i sin stilhed.
Jeg tænker på,
hvor meget vi læner os op af hinanden,
hvor store og skjulte spejlene er,
og hvor svært det er for mange
at få øje på sig selv
i denne verden.
Jeg har aldrig spurgt den før,
mit spørgsmål kan ikke høres
gennem det store tørklæde med blomster,
i vinduet som forsvar
mod mørket udenfor.
At gejle op til krig det er at hetze
bestemte folkeslag,
så tør de unge gå i krig
og føle sig frelste med det dybe had,
regeringerne skabte
for at bane vejen.
Den tågede måne varsler uden ord,
den er sit eget spejl
i alt der spejler os.
De danser,
og de slås
et sted derude
og ind i evigheden.
Månens varslinger er dybe,
langstrakte, varsomme, hvide
og tavse
som sølv over landet.