Når drømmen møder virkeligheden
som gnister fra et bål
der springer ud i mørket
lette og fine som stjerner,
eller som regndråber der slår
ned i en spand,
så tunge og enkeltvis
ved jeg,
det er små platforme
i det store kaos.
Som vi var der,
er det stadig du og jeg
som fra et øjeblik
til et andet,
kan vi lyse op endnu
som små orange flammer
og mørkegule rester
af det, der var engang.
Jeg skulle aldrig op på bjerget.
Jeg vidste, hvor du var,
som vi forstod,
at frihedens brede vinger
bar os afsted over grænser
der skyllede bort med regnen,
for der var kun et rum
at være i.
Jeg kunne savne dig så meget.
Jeg kunne savne dig så meget.
Men savnet er som gnister
der aldrig bliver stjerner,
de er bare støv der hvirvler op,
og jeg kunne savne dig
som dråber der altid er sekunder.
Men vi flyver,
vi flyver endnu med store vinger,
som vi flytter grænser
hver sin vej.