Jeg ville ønske der var to af mig
For jeg har to af alting
To senge
To hjem
To liv
Men én mig
Med mellemrum og metode
Der aldrig synes andet end at rode
Af mig er der kun én jeg kan være,
ja kun én jeg kan bære
Jeg ville ønske jeg blev hørt
Hvilket mine ønsker aldrig gør
For blandt pakkede pulserende tasker
og brudte lyvende løfter
findes den lille pige
der sad på kantstenen hver onsdag aften
Og aldrig
fik sagt farvel til sin far,
før han gik ud og fandt sig en anden.
En anden datter
med en anden kvinde
hvori han lod sin tid og ansvar
forfalde ja forsvinde
Jeg ville ønske der snart var halvleg
For ingen vinder kampen,
Kampen som en sværdkamp
Uden lyd
Uden håb
Uden retfærdighed
Vinderen hvorved vejen ender
og det uendelige endnu ukendte starter,
er kun den største smertebærer.
Så hvordan skal vi nogensinde,
nogensinde kunne sammenligne
vores smertende pakkede tasker
med nogen der mistede deres lys i livet
til et menneske der pludselig var
så fjernt.
Jeg ville ønske hver dag havde en genstart,
Og hver uge havde endnu en,
uden at den næste var den næste,
og den sidste var den sidste inden den næste,
der igen blot var til for at stjæle tidens tåbelige tanker,
og tage os med i sit uendelige vingefang
af brudte løfter og pakkede tasker,
af kantsten og byrder
og ønsker der igen blev tabt,
tabt,
Tabt til en taber der aldrig vil være andet,
for jeg er kun én
Jeg er kun én
uanset hvor meget andet jeg kunne ønske.
Uanset hvor meget andet der føles rigtigt
Tid og sted,
mor og far,
grin og gråd.
Uanset i hvilken seng jeg ligger,
Uanset under hvilket tag
jeg gemmer mig for stormen
der raser mellem dem, der selvom de er adskilt,
er de eneste der fuldender mig til at være den ene.
Ene mig til to akter
ene mig til to
Jeg fordobler min kærlighed og min lykke
hver gang jeg husker jeg har to.
Hvorfor skulle jeg ikke bare være taknemmelig
For jeg har en ekstra chance
Ja jeg har en ekstra alt
Alt af hvad alting indebærer
Og indelukker bag al det alting
jeg aldrig bliver
Så hvorfor skulle jeg ikke bare være taknemmelig?
Jeg ville ønske der var 48 timer i det døgn,
der dagligt driver mig til vanvid
som den sidste dråbe i glasset,
der fyldes og fyldes til tårerne,
vælter ud
som tusinde usagte ord
og en sagte hvisken fra den lille pige under dynebetrækket
der blot kalder på sin mor
For barnet i mig fortjente ikke at vente alle de år
Jeg ville ønske der var 62 dage på en måned,
så den systematiske opdeling
ville føles som en oftere retfærdig fordeling,
Er jeg endt med at være blot en uge i jeres øjne?
Er jeg endt med blot at være en dag i kalenderen?
Pigebarnet der stadig bor i mig
hver gang ugen rammer onsdag,
og jeg føler jeg mangler et halvt hjerteslag,
er stadig blot et barn
der mangler varmen
fra en omfavnelse.
Jeg ville ønske der var 730 dage på et år,
og 14 dage på en uge,
Jeg ville ønske der var 120 sekunder i minuttet
og at tiden ikke jog os ud i beslutninger
vi ikke kunne tage.
For tiden tager os
og tiden jager os
Og sommetider når tid og sted aldrig føles
som at gå op i en højere enhed
sidder jeg der på kantstenen,
venter længselsfuldt på
mine ønsker bliver hørt,
og mit hjerte rørt
Når døgnet kun varer 24 timer,
og måneden aldrig bliver mere end 31 dage,
ja de få gange
vi snubler over timeglasset
og flertalsbøjningen
og når pigen der sad på kantstenen
og ventede på sin far,
viser sit vemodige ansigt
ville jeg ønske
ville jeg ønske
ville jeg ønske der var to af mig
og vi begge to kunne være lykkelige