Der hvor jeg kommer fra er lampen aldrig hvid
Og stearinlyset aldrig slukket
Der hvor jeg kommer fra smelter skvalder og kålen dertil
Sammen med lyden af jazz
Til en emulsion
Der smager af brændte mandler
Og streger på væggen
Der hvor jeg kommer fra lyder der altid et grin i det fjerne
Og slaget fra et barnehjerte
der kun fortjener varmen fra et knus
Der hvor jeg kommer fra slutter sedlen med "kys og kram"
Og dynen vejer kun så meget som den tungeste bamse
Der hvor jeg kommer fra står der gammelt brevpapir på hylderne
som breve med kærlige ord
der aldrig fik sat sit spor
Der hvor jeg kommer fra gnistrer kakkelovnens flammer
i takt med et stille afsnit af folk og fæ
Der hvor jeg kommer fra er puderne bløde
og smagene søde
fuglen i træet kvidrer
som en melodi jeg husker fra min barndom
det lyder nogenlunde af
fred
Men der hvor jeg også bor
gjorde det ondt at falde
Dog først når man rejste sig
Gruset satte sig fast i håndfladerne
der pludselig var fyldt med afmærkninger
fra en ru overflade
hvor lydene afgav et ekko
så uendeligt
som de undskyldninger jeg aldrig modtog
Der hvor jeg bor var farverne sterile
Og lyset altid slukket
Tvetydige holdninger
Og en skarp bemærkning
en skarp smag af bitterhed
foragt
Skarp som en kniv
Der hvor jeg bor samledes mine tanker
i en hvirvelvind
af vigtige vendinger
og vinde der blæser vandet som ved vesterhavet
hvor jeg sluges ned i et hul
og aldrig
kommer
op
Der hvor jeg bor
Der hvor jeg bor trak vi gardinerne for
når solen gik ned
Mit hjerte gjorde ondt,
Gjorde dit?
Hvem ved?