Vil du ik nok gribe mig
Fortidens trængsler torturerer mig
Og takten i min hånd fjerner ik din sanseløse ånd
Lad endelig ikke min stille mund
Standse din uforvarende hånd
Kald mig tys og sæt mig i hjørnet
På en klapstol der klapper sammen
Når nat blir lyst knækker mit stemmebånd og her bliver tyst
Et øjeblik blinker og et lys forude
Regnen på min kind ligner tårer på en rude
Jeg græder en flod
Drukner din fraværende samvittighed
Alt for åbenlyst bag duggede øjne var det i sandhed og skik, mig der led