Jeg elsker dig
Men ikke så jeg kan sige ordene
"jeg elsker dig"
Det føles for tomt og efterladt
Som en kuffert glemt på perronen
Eller en fugleunge forladt af sin mor
Men jeg ved hun elsker sin unge
Og jeg ved kufferten indeholder elskelige genstande
Men nej,
Jeg elsker dig som lyset når jeg vågner
Lysstriberne maler en silhuet af bløde streger
Der hvisker nogle sagte ord
I vinden bag ruden bag vinduet
Bag mit lille hjem hvor jeg sidder i varmen
Og jeg elsker dig
Som de ydmyge efterårsblade på en snedækket jord
For jeg ved at under de kolde fnug
Der gør ondt at røre ved
Gemmer der sig varmen fra muld
Og det sollys jorden holder fanget
Indtil marts måned vil lade sneen gå
Og jeg igen ser den grønne jord
Der minder mig om
At jeg elsker dig
Som når vandet siger den lyd
Hvor sandet bukker under
Og viser en vej
For det uregerlige og mageløse
Det blå og skummende
En horisont uden ende, og
Jeg elsker dig,
Dit væsen af snirkler og streger
Dit væsen af smukke hvirvler og glimt i øjet
Det væsen der rummer efterårsblade og fugleunger,
Kufferter og en syrlig duft af syrenblomsterne på en juni morgen
Og jeg fejlagtigt siger: Sikke en dejlig duft af lavendel.
Jeg elsker din smukke krop og det aftryk
Du sætter når din smukke hånd støber sig i min
Jeg elsker dig
Men ikke så jeg kan sige ordene
Nej, jeg elsker dig selv når verden gør ondt på dig og på mig.
Når snirklerne er rodede og stregerne er skæve,
Selv hvis fugleungen falder ud af den varme rede
Vil jeg elske dig som tusinde sandkorn elsker kulden fra det isnende vand en dag i juni hvor jeg glemmer min kuffert på perronen.
jeg beundrer dit væsen, jeg elsker dig