Jeg er følsom og nænsom og som de andre til tider
jeg kan lide grøn fordi farven ligner bladene
og når de blæser mod vest drejer mit hoved altid den forkerte vej
jeg snakker med mig selv
nogle gange fordi jeg føler mig dum
andre gange bliver jeg det
mine hænder ryster når jeg fryser
sjældent om vinteren
altid om sommeren
den fugtige luft og sprængte termostater
måske vi burde begynde at passe på kloden
ville du proppe dit eget barn med dødsmetaller og giftige stoffer
hvad med da jeg var barn?
jeg snakker med mig selv
for jeg er sommetider slet ikke istand til at høre yderverdenen
jeg har min egen inderverden
vi snakker en del herinde
så jeg snakker med mig selv
en dag spurgte hun
hvornår er jeg voksen
var det da jeg lærte at gå
eller først når jeg må?
var det da jeg sagde ingenting til yderverdenen
men skreg et skingert "nej" i mit eget tomme hoved
var det da mine øjne så én
og mit sind så os blive til to
var det da jeg hørte andre tale til sig selv
eller da jeg smagte min første karantel
er det når mine forældre går bort
og jeg lægger mig til rette et sted hvor solen aldrig går ned
jeg har nemlig hørt om de steder
og jeg tror det er fordi tiden går i stå
tiden er ikke til at nå
og den fortsætter om du gør det eller ej
så hvad siger stemmen til dig
når mørket falder på
og du ikke har mere at nå
passede du nok på kloden
og dit selviske lille jeg?
eller sagde du rend mig for altid
og levede kun på halvtid
sagde den godt du aldrig blev voksen
eller takker den blot farvel
og siger
godt du var følsom og nænsom, men aldrig som de andre.