Jeg kendte engang en pige
De fleste negligerede hendes eksistens
Selvom alle godt vidste hun var der
Hun mødte nemlig altid ind som den første
For hun var altid forberedt
Forberedt på nedgørende kommentarer
Om hvordan hendes udadreagerende adfærd
Altså påvirkede andre hende selv
Hun skulle "tage og kigge sig omkring"
Hvor var det dog let for alle andre,
At håne og nedgøre hendes reaktion
På ting der skadede hendes syn på menneskeheden
I stedet for blot at skænke hende
En stillestående tanke
For hvad, der havde ledt til disse udbrud
Jeg kendte engang en pige
Hun var den slags
Alle havde i deres perifere syn
Det var hende du altid så ud af øjenkrogen
Sidde bagerst i klassen og skure ondt på de selvfede
På dem med lidt for dyrt tøj
Og en anelse for meget gelé i håret
På dem, der absolut ville køres i skole
Og de drenge der smed deres skodder i det udtørrede græs
På dem der brokkede sig over det skiftende vejr
Men alligevel overforbrugte deres penge på tøj, der i intet univers passede til graderne
Ude foran deres dør
Jeg kendte engang en pige
Hun kunne tale vejrets sprog
Og på mange måder ved jeg,
At hun besad en smule af begge verdener
Hun prøvede så ofte at forstå vores handlinger
Men hun havde også godt indset at ord uden handling
Er det vi mennesker er bedst til
Hun gav os så mange chancer
Men alligevel forargede vi os over
Hendes reaktion
Når vi igen løj
Om hvad vi ville gøre for at hjælpe hende
Det var som et skuespil fyldt med akter
Ingen af os kunne finde rundt i længere
Fyldt med improviserede linjer,
Men pigen jeg kendte
Havde det bedst, hvis vi fulgte manuskriptet
Så ingen kom til skade
Jeg kendte engang en pige, hun hed Klima
Hun boede der hvor græsset voksede højt
Og når jeg så hende
Sad hun altid på knæ
Og talte blidt hvert et strå
For hun lod aldrig nogen føler sig overset
Hun boede der hvor fuglene kvidrede smukke melodier i takt med blæsten fra vesten
Hvor mit hår blev blæst til knuder
Jeg aldrig kunne få op
Så jeg sad foran mit spejl
og kæmpede mod det
hun havde gjort mod mig
Men ude i havets høje bølger
Og skovens manglende træer
Blandt de dyr jeg aldrig kunne fortælle mine børn om
Ja, helt derude i sandet der blæste ind i mine blinde
nøgne
øjne
Sad klima og hulkede
Hendes hulken blev til oversvømmelser
Og igen fandt vi en grundt til at hade hende
Som var vi ikke selv problemet
Se engang hvad vi har gjort mod hende
Mod hende der aldrig gjorde os fortræd
Mod hende der aldrig gjorde andet end forsøge at redde os
Og rette op på vores utilgivelige
Useriøse
Ukærlige
Dårskaber
Jeg kender en pige, der hedder Klima
Hendes hjerte blev knust for mange år siden
Og et sted i de knuste skår
Skærer vi os alle en smule
En smule blod drypper ned i en fællesgrav
Vi alle graver
Vi lægger os til rette på den bløde, blødende jord
Jeg ligger og kigger op på Klima
Hun kigger ned på mig
En enkelt tårer fælder hun
Inderst inde ved jeg godt det aldrig var hvad hun ønskede, der skulle ske
Inderst inde kendte jeg en pige
Og lad os håbe hendes navn aldrig forglemmes
For vi kender hende allesammen
Vi kender allesammen vores kære Klima