Du så skyggen i mit øje,
du så den ene tåre på min kind
blive kold som sneen
og fryse mit ansigt til is.
Du vidste,
mine tanker kun var sorte,
men du gav dem farver
i viden,
langsomt.
lidt efter lidt
vandt de indpas
i årene der fulgte.
Du tændte et håb,
jeg ikke vidste var gemt,
og kaldte på længsler som jeg ikke kendte,
varmen,
overalt som solen
stjal de sidste rester
og brændte dem til aske.
Duskene fra det store fyrtræ fejer
i sneen over taget,
kulden ryster isen af sig i nordøst,
det er koldt i mit køkken.
Jeg fik fat der,
hvor det begyndte,
og jeg forstår hvorfor,
det skal op i lyset
med mig selv
og vende.
Jeg elsker poesien
og musikken,
men skyggen overlever alt,
den slynger stadig
sine tanker ud
også til dig som ikke mere ved,
jeg lever.