der er tåget. jeg ser ud ad vinduet men det er nyttesløst. jeg nærmer mig centrum hvor alt langsomt bliver mere anskueligt. vejret er til kaffe. jeg tænker på at få en kop inden jeg tager hjem. hjem til min familie men i et gæstehus. den uoverskuelige tanke bliver forstørret og jeg lader mig selv indgå i en overspringshandling. mit hovede er tungt som en mønt der falder vægtløst mod bunden. jeg bevæger mig gennem menneskene som enten er på vej hjem fra byen eller på vej på job. jeg slender hen af gaden og tænker på hvor meget en kop kaffe på det rigtige tidspunkt kan løfte mig. i dag er perfekt. jeg sætter mig udenfor i tågen. bukker under for mine lyster og tænder en cigaret selvom jeg er stoppet. det første sug glider ned i lungerne, fylder dem op med lykke og munden med den bedste kombination af dagens første indtagelser. jeg kigger rundt på de morgentrætte ansigter. jeg giver dem et smil med på vejen i håb om at løfte deres morgen og presset på deres skuldre. give dem en følelse af venlighed og åbenhed midt i tågen og weekendens sidste dag. de fleste smiler tilbage. det er rart. anerkendelse fra en fremmed i efterårets kulde er dejligt. dog er det dem som ikke smiler jeg notere. hvad man de tænker på. hvad har taget overskuddet til at smile til en fremmed fra dem. hvem har gjort dem fortræd. det er dem jeg vil tale med, det er dem jeg vil høre på og deres minder jeg vil se. årstidens begyndende skift lurer på dig og skaber fortvivlelse og en følelse af tab. tabet af sensommerens lang aftener og sene minder med venner. intet er dog tabt. men den sene morgen og tidlige aften planter et savn. savnet efter bar hud og sandaler. efterårets fremtræden er uhyggeligt sørgelig. tiden er nu til kaffe og bøger. udskiftet med iste og solcreme. tiden er til at bade i orange blade og se de sidste gyldne med rådne farver inden alt er nøgent men lyst. når efteråret har efterladt skeletter bag sig titter vinteren frem. årstiden der er mørkest og nøgenst. den koldeste og uoverskuelige er på samme tid hvor sneen vil falde fra himlen. sneen som lyser landet under os op. sneen gør vinteren overskuelig med dens kølige dyne på jordens overflade. vinteren er tiden til at skabe varme. det er tiden man bruger indenfor i skjul for kulden. det er vinterens bidende frost som bringer os sammen. for midt i den mørke og dystre tid bliver livet ikke blot lyst op af sneen men julen banker på døren. det er tiden man tager med sine nærmeste ud og køber gaver til dem man elsker. det er tiden man minder sig selv om at elske hinanden og værdsætte hvad man har. kulden udefra bliver angrebet og taber slaget til varmen som bliver født indeni os når venner og familie minder os om hvad det handler om. for det handler ikke længere om de traditionelle traditioner men om hyggen, samværet, kærligheden og omsorgen blandt de mennesker man omgiver sig med hver dag. dem man inddrager, dem man taler med og lytter til. dem man stoler på og elsker.