Når strømmen er gået i stå,
og alt står stille
i en stilstand af låse omkring mig,
når vandet nægter at fortsætte,
og jeg selv hænger langt derude
på en gren, jeg ikke mere kan nå,
så bliver alt forplumret
som i en mergelgrav
omringet af høje træer
der skygger i varmen
sammen med små stillestående
skruer og krusninger i det dybe brune vand.
Det var et hav fuld af livets bølger,
skyerne og vinden i en kærlig gestus
der gav mig puf i den smukkeste retning,
alt i forandring og fast forankret
i mig selv,
havde jeg følelser og ord.
Nu blev alt opfyldt af tomgang,
og et ur der går frem og tilbage
i angst for tiden og afmålt sorg
står jeg tilbage
på den mudrede bred og venter
på at vende tilbage.
Og jeg ved det,
at det vil ske en dag,
at mågen tager mig med,
næste gang den vender inde over marken.
Jeg ved det så sikkert,
at det er tiden der samler mig op
og bærer mig over,
at jeg snart vil se de hvide vinger under himlen,
og lytte til vandet når det skyller ind imod mig,
så går jeg ud igen,
og begynder.