Andreas mærkede at han begyndte at synke længere ned i mudderpølen. Den glatte og slimede jord dækkede allerede de dyre og nye støvler, og Andreas mærkede fugten og kulden fra mudderet, som allerede nåede hans bukser til midt på låret. Han registrerede den ubehagelige fornemmelse af at hans lår blev indhyllet i fedtet kulde, og det forplantede sig til resten af kroppen. Men Andreas mærkede ingen krybende frygt, han havde aldrig været bange for noget som helst i sit femogtyveårige liv - i hvert fald som han huskede det. I stedet ærgrede han sig over at de dyre og smarte støvler måske blev ødelagt. Købt i Spejdersport på tilbud til 4.000 kr. Det havde drænet budgettet kraftigt, men det var en nødvendig investering. Alt for længe havde han gået rundt i nusset genbrugstøj. Han havde trængt til nyt smart tøj- for at stive sin selvtillid af. Den lange periode uden job havde tæret på hans psykiske ressourcer. Selvfølgelig vidste han godt at nyt tøj ikke alene kunne forvandle hans situation som ledig, men eet sted skulle han jo begynde. F.eks at møde op til jobsamtalen i nyt pænt tøj, det gjorde i hvert fald ikke chancerne mindre for at få et job.
Andreas var nu dækket af mudder til midt på brystet, han var stadig irriteret over at få støvler og bukser ødelagt, men en snigende angst havde nu indhentet ham. Tankerne kredsede om kæresten og hans familie, billeder fra hele livet kørte som en hurtig film i hans bevidsthed, og han mærkede angstens kolde ånde i maven og hjertet. Han kunne nu næsten ikke trække vejret, og der kom ligesom små eksplosioner af smerte i hans bryst. Så forsvandt lyset og alt blev sort for Andreas.
De hurtige billeder fra hans liv var stoppet, men andre billeder dukkede op. Andreas stod ved siden af en smuk hvid kiste, hvor låget var pyntet med røde chrysanthemum. Som ført af en usynlig hånd åbnedes kistens låg. Andreas så ned i kisten og begyndte at græde. Han ville ikke dø, han var jo dårligt kommet i gang med livet.
Billedet af hans egen begravelse forsvandt langsomt, og Andreas kunne nu mærke at han ikke længere sank ned i mudderet, men angsten var der stadig. Den var ikke længere lammende, men havde forvandlet sig til en stadig stigende vrede. Han mærkede kraften i kroppen, kæmpede sig frem med bittesmå skridt mod mudderpølens kant. Ville han nå det? Hvert skridt smertede i kroppen det var som om spidse søm trængte ind overalt. Andreas skreg og blev ved med at skrige.
Andreas trak sig ud af det sidste mudder og faldt tungt ned på det våde græs. Med lukkede øjne prøvede han at få vejrtrækningen under kontrol. Så hørte han stemmer og sang, og kunne mærke at lyset var på vej.