Hvor er det underligt med flirten på afstand,
den skaber luftige broer mellem kløfter
der altid bliver slugt af himlens vinde,
som man aldrig kan gå på,
for den er skabt af vinger og frihed,
drømme og ord der spinder sig rundt
i hemmelige rum og kloge vinkler
som jeg forstår så dybt fra mig selv,
du er bare smukkere
end alt muligt andet.
I dag.
I morgen måske.
Jeg læner mig op af angsten,
som nu,
og maler med glemte farvelader
i pasteller med følelser
på sikker grund,
og som ingen på jorden kan gætte,
måske.
Broen der svæver højt og kun rører jorden i sekundvis,
den er aldrig sikker og stabil
og heller ikke trofast,
for den sværmer i stedet for at lande.
Den bliver aldrig ufarlig at gå på,
hvis jeg kunne nå at komme med.
Men den spinder i min puls
som en pant,
fordi den ved det.