En båd på stranden
mod vuggende bølger,
med længsler i lasten
har tanker der følger.
Veje på havet
den har i sin tanke,
den sejle vil ud
blandt bådene andre.
Men også i tanker
fra livet der summer,
i kølvand fra tidligt
forlis at den rummer.
Tør jeg nu igen
ud på vuggende våge,
betræde et troskab
til havet mig love.
Den bundet af trosser
og liner i spring,
må bliver på stedet
og tør ingen ting.
Før en der med
samme længsler og håb,
læser dens tanker
og kan den forstå.
Så to er de nu
der har havet i tanke,
tidernes minder
de sammen vil sanke
Trosser og liner
blir sprængt uden nåde,
mens tankernes lyster
de bliver kåde.
De finder så sammen
opgiver laster,
hæmninger ud
over rælingen kaster.
Sætter et mål
som smerter vil lindre,
for evig en tid
det skal ingen dem hindre.