Forleden kom Gøg og Gokke forbi hans værelse. Stillede sig ved sengen. Skiftevis pustede de ham i nakken. Han lå på maven, turde knap trække vejret, angstens sved sprang frem på panden. Så gik de og der skete ikke mere. Han lå stille meget længe for at være sikker på de virkelig var væk.

Det var meget værre da - hånden- kravlede ud fra dynens varme, han havde ikke mærket, at den havde gemt sig der, den krøb op ad hans nervøst vibrende mave, hen over brystet hvor hjertet buldrede løs, op til halsen, hvor den greb fat og klemte til. Han skreg så højt han kunne, uden lyd. Så forsvandt hånden, måske under dynen... panisk ledte han efter den, kastede rundt med pudevår og dyne. Væk var den. Bortgemt sig til en anden gang.

Han lukkede øjenene. Forsøgte at tænke på ingenting og netop derfor kom det. Det kom langvejs fra, ude fra universet, de dødes rige. Det voksede sig større og større til kraniet med de tomme øjenhuller var lige over hans ansigt, stirrede på ham i mørket... melankolsk fortalte det ham i stilhed om det store ingenting.

I lang tid var der stille. I sit indre håbede han, at de havede fundet en anden. De havde vejet ham og fundet ham for let. Begyndte at slappe af ved aftentide, i den gode tro, at kommende nat behøvede ikke, være åbent hus.

Uventet skete det igen. Anderledes entre. Midt i rummet, mørkelagt, begyndte et lille lys, at vokse sig stor. I ro og mag voksede det, ingen hastværk. Han satte sig op i sengen og hans ansigt blev tilsvarende lyst op. Øjene stod på stilke, turde knap blinke. Lyset var nu helt hvidt og det samlede sig i form, en person, der svævede over gulvet. Ansigtet var hvidt, skaldet, skægløst, øjenhulerne var rødlige, ligesom den stramt lukket mund, der var mere læbestift højrød. Næsen var mest af alt kun de to næsebor. Den lange tynde hals, kroppen var indhyllet i den lange hvide kjortel, hænder og fødder var skjulte... han svævede. Lysmanden så i retningen af sengen, Han svævede bare, sagde ingenting, stirrede blot, voldsomt intenst.
   Det var en evighed, at denne nonverbale dialog stod på, men ord betyder ingenting, når der lægges vægt i det usagte.

Langsomt opløste han sig og mørket indfandt sig igen, fyldte rummet. Fra sengen lyder en voldsom vejrtrækning.