Den russiske verden er stor,
og læner sig op af mit udkig hver eneste dag,
den fortæller mig alt i dybe poetiske formler
og finder ind til mig selv.
Den finder mig om natten,
når søvnen vikler mig ind i en fredelig cyklus,
den fanger mig i Troika
og holder mig fast
i musikkens smukkeste væsen.
Den fanger mit hjerte i gyldne uendelige tråde
ud i universet og langt
langt ind til floden Volga
og min egen himmel,
den vækker min inderste længsel
som jeg kender
og har kendt hele mit liv
i følelser der aldrig holder op.
En genklang der altid har været klinger
som lyse klokker under himlen,
store vidder,
landet,
horisonten spejler ørne over sletten,
som jeg aldrig får at se.
Det dybeste og ældste uden det konkrete,
det smukkeste i poesiens verden,
det klogeste i musikken
der som den eneste i sandhedens
uforklarlige tegn
kan forklare mig alt.