Inde i skelettet
rammer deres slag,
som et knoglebrud
og brækker et stykke
af mig itu.
Hver evig eneste gang,
gør det så ondt
i helingsprocessen.
Når nogen kommer
for tæt på
og ind bag ved
den hårde skal,
er jeg som en
porcelænsfigur.
Et skrøbeligt menneske
som bare vil elskes,
på den samme måde,
som jeg elsker andre.
Så intenst jeg kan,
at jeg tør,
se mig selv i øjnene
og mærke,
at jeg stadig lever.