Lange hvide gange i forfald. Hvert et skridt runger mellem de kolde, kliniske flader. Slidt beton fra gulv til loft, afskallet maling og bulet metal. På den ene side er de tunge jerndøre koboltblå, på den anden side kommunegrå. Rolige farver, blev det kaldt engang. For at forebygge uroen der skulle holdes indespærret her.
   Tågen trænger ind fra de utætte paneler, og et eller andet sted drypper en vandhane taktfast. Jeg har lyst til både at flygte og til at lægge mig ned og smelte sammen med forfaldet. Blive til endnu en misfarvet plamage på gulvet og til at sive ned i de rustne riste i hjørnerne.
   Fra en sprække skærer en bleg lysstråle sig igennem og da jeg går mod den, viser der sig en døråbning. På den anden side er der barnegråd, tusmørke og en skyldig plastikbøjle smidt på gulvtæppet. "Jeg skal aldrig nogensinde være som jer" snøfter barnet, lige dele arrigt og såret.
   Hun stryger en tændstik og betragter den opslugt. Da hun sætter ild til papirkurven, må jeg vende mig bort fra det kraftige lys og røgen, der blander sig med tågen her udenfor.
   Jeg hoster et par gange i mit ærme, og bliver i tvivl om hvilken dør jeg kom fra. Åbner en helt tilfældig og kommer ud til bærbuskene bag sommerhuset og barnefingre i bærsafter. Solen er varm. Der lyder fuglefløjt og græsslåmaskiner - og farmors spinkle sopran inde fra køkkenet. Hindbærene er bløde, og stikkelsbærene klares med lidt sukkerknas. Jeg får lyst til at blive her, men idet jeg læner mig tilbage i liggestolen, falder jeg baglæns ud på den kolde gang igen. Døren klikker i inden jeg får rejst mig. Mine hænder søger et håndtag, men forgæves.

Jeg åbner flere døre. Bag én springer gazeller afsted på savannen, mens det høje græs synger om livets cyklus. Bag en anden er der lejrbål ved vandtårnet, tomme ciderdåser, og en flok unge mennesker, der fejrer premiere, fællesskab og fælles mål. Jeg har sand mellem tæerne og én kigger mig dybt i øjnene og spørger "Skal vi tage til Rom?". Men DSB er forsinkede, så vi griner da vi akkurat når flyet mod det ukendte, den friske luft og tilværelsens ulidelige lethed.

Ude på gangen rammer tyngdekraften mig og de dunkle farver omkring mig bliver klare igen. Jeg sætter mig på gulvet, med ryggen mod muren og opdager at jeg er forpustet og en lille smule svimmel. For enden af gangen, er der et enkelt beskedent tremmevindue, hvorfra der strømmer svagt lys. Som om der står en mur på den anden side, der først skal reflektere lyset tilbage. Intet kommer uhindret herind, og de intense skikkelser får lov at dvæle i en form for ro.

Det brummer fra min lomme da jeg får en sms: "Hvor er du? Jeg bliver sindssyg.."
   Jeg ved på forhånd at den næste dør skjuler et mørke. Jeg bliver kvalm og det er svært at få luft, for jeg forelsker mig i fremmede og jeg forelsker mig i hans jalousi. Det her er rummet, hvor han beder om en chance til, hver eneste nat, hvor han kalder mig en luder og hvor jeg giver ham en lussing. Det er rummet, hvor vi ikke kan følge med og hvor vi ender med sentimentale kærlighedssange og tårer i regnen, hånd i hånd. Her lukker jeg øjnene, da jeg går, for han stirrer på mig og jeg må bukke mig under hans udstrakte arm for at passere.
   Jeg har ingen fornemmelse af hvor længe jeg sidder udenfor denne dør og sanser brudstykker af liv fra de resterende døre. Guitartoner, duften af varm kanel, rampelys, januarmørke, virkelighed og fantasi. Mistede forbindelser, fremtidsdrømme, skabertrang og tryghed.

Jeg vågner ved et sæt i hængekøjen under mirabelletræet. I hverdagens ro og idyl.
   "Hvad har du drømt, skat?" bliver der råbt ovre fra hækken, der nu er halvt klippet færdig. "Ikke rigtigt noget.." svarer jeg, og håber at min stemme ikke afslører løgnen. På en måde har jeg alt, og på en måde har jeg intet. Jeg skammer mig lidt over tanken.

Et sted ude i horisonten skygger skyerne for solen og maler mørke områder i landskabet. En fjord uden strøm er en fjord uden liv. Et menneske uden længsel, er et menneske i stilstand.