"Er du bange?" spørger jeg, og din mund former et ja, der aldrig passerer dine læber. Jeg klemmer din hånd igen, og du gengælder svagt bevægelsen.
   "Skal jeg bede nogen om at sidde hos dig?" Men du kigger væk, ud af vinduet, lydløs og allerede vandrende. For du har taget dit valg for længe siden, og du er aldrig alene - ensomheden følger dig hengivent.
   Jeg følger dit blik gennem vinduet, der står på klem. Vestenvinden vinker med bladene på piletræet, og er klar til at tage dig med. Løvet er gult og regndråberne glitrer fra det. Men du er mæt af årstiders skiften, og lys der kommer og går. Mørke der omslutter og forstærker skyggerne omkring dig. Endnu, efter alle disse år, som om tiden har forsømt sin pligt.

Din næse er spids og de blide øjne indsunkne. På bøjlen på badeværelset hænger et sæt tøj du ikke selv har valgt. Uret på væggen tikker langsomt ned. Saftevandet på sengebordet står urørt, men nogen har rykket en keramikfigur frem til dig - en lille grå kat. Du er også grå som du ligger der. Og lille nu. Men igennem det hele er du smuk.

Mens dine tanker lister afsted ud i efteråret, lægger du byrderne fra dig. Tiden er ikke den eneste der har forsømt dig, men skønt ansigterne er udviskede, er gamle ord stadig skarpe.
   "Slip mig ikke endnu" klager skyldfølelsen, og du tøver, men rynken mellem brynene taber dybde.
   "Det er okay" forsøger jeg mig, men kommer til kort. "Du kan bare give slip". Og det er ironisk. For du har haft et langt liv og jeg ved du har givet slip på så meget. Jeg ved du har givet slip på livet før, men en uforklarlig del af universet har holdt dig fast her på jorden gennem alt. Som løvtræet udenfor, der overlever den ene vinter efter den anden.
   Men trods alt, har du kun været mild.
   "Det var godt. Så får jeg fred." havde du før sagt da din besøgsven måtte aflyse.
   "Jeg vil ikke være til besvær" og du nænnede ikke at forklare hende sandheden. Hun ville ikke forstå. Derfor går du nu det sidste stykke helt alene.

"Må jeg give dig noget beroligende?" spørger jeg, og ser dit blik blive stift. Du svarer ikke, og din hånd er kølig og slap. Men din mundvig giver efter da jeg giver dig et knus.
   Du er ikke bange for at være bange. Ikke bange for at det gør ondt. Men du er bange for uforudsigeligheden.
   Døden.
   Os.