Depressionen er som en levende sten
med et hjerte der pumper
og et ansigt der triumferer
med sin magt,
den lurer alt,
hvad jeg gør,
den ved,
hvad jeg tænker og føler.
Den ved også,
at den altid har haft sin bolig
dybt i mit indre,
hvor den engang kom til verden,
og at den nu er ved at blive hersker overalt.
Underlige tid der giver den næring,
underlige tid der får den til at samle skidt
og blive tung som bly,
fordi den spiser angst.
Uhyggelige år med virus alle vegne,
menneskets overforbrug
og klimaændringer og kaos
bliver til sorte engle
der tørner over i mit hoved.
Jeg ville spørge dig,
hvordan jeg kan trylle den til lette fjer,
små fjer der kan drysse ned over jorden
som blomster fra et stort velsignet træ.
Jeg ville spørge dig,
hvordan den kan blive til en lille fugl
der flyver ud og kvidrer
fra sit fangeskab og spreder fred.
Jeg ville spørge dig hvorfor,
verden blev skabt
med smerte.