Næsten hele mit liv har jeg følt, at jeg var født i det forkerte århundrede og det føles stærkere, nu hvor jeg bliver ældre.
Fordi alt er prøvet og alt er opfundet. Intet er originalt. Alt er lånt eller videreudviklet. Provokationstærsklen er galoperet langt ud i horisonten i takt med at samfundets normer og etik er ladt tilbage i stikken.
Der er noget der ikke stemmer.
Hvordan skaber man noget nyt indenfor skrivekunsten? Noget smukt. Noget fænglende. Ikke noget der appelerer til ens trang til at kaste op eller vende vrangen ud på sig selv af forargelse.
Mine følelser er jo ikke unikke. Min skrivestil er ikke speciel. Det er nok den evige kamp mellem at udtrykke sine tanker og samtidig søge at modtage anerkendelse for dem. Men det kan man ikke! Man kan få anerkendelse for sin MÅDE at udtrykke dem på.
Men det er også svært, fordi man vil altid på een eller anden måde kopiere en andens stil og MÅDE.
Og på eet eller andet tidspunkt i sin skriveproces, er det ikke nok at udtrykke sine tanker for sig selv. Så er man trådt over grænsen fra selvterapi til at tænke over det man skriver og hige efter massernes applaus.
De dygtige digtere og forfattere jeg holder af, har alle levet i de 19. og 20. århundreder. De føles "ægte" og "nyskabende" samt provokerende i deres tid. Alligevel holder de vand her i vores samfund. Alligevel kan vores samfund OGSÅ relatere til deres tekster og tanker. Hvorfor mon? Havde de også "lånt" af deres foretrukne forfattere eller skabte de noget nyt?
Var deres "MÅDE" unik i deres tid eller kopieret?
Spørgsmålet er om alt ikke ER prøvet. Føleleserne vil altid være de samme, men MÅDEN at udtrykke dem på er gået i selvsving. Derfor er det svært noglegange at finde på noget originalt uden at kopiere andre. Derfor har jeg ondt af næste generation af digtere og forfattere, fordi hvis vi har det svært i vores tid, hvordan vil de så ikke have det i deres tid.