Hov, sidder du der? Undskyld, jeg er lidt forvirret, jeg var vist døset lidt hen.

Har du siddet her længe?

Jeg drømte. Jeg var på en kridhvid strand med det fineste sand, bløde bølger som skyllede ind og solen som glimtede i vandet. Jeg var barn, havde kun lige lært at gå og jeg gik med mine forældre i hånden. Det var morgen, solen var netop stået op over klitterne og det hvide sand føltes lidt koldt under mine små bare fødder. Mine forældre var så unge. Alt var trygt og ubekymret. På et tidspunkt ændrede drømmen sig. Nu var det Carsten og jeg, der gik der med vores lille søn imellem os, han har vel også kun været lidt over et år. Solen stod højt på himlen og vinden var lun. Jeg var så stolt over den lille gut og fyldt med kærlighed til både ham og Carsten - det var lykke i den reneste form. Pludselig var det aften, solen stod stor og orange over havet. Jeg gik med Carsten i hånden, foran os gik vores søn og hans kæreste med deres barn, vores første barnebarn, i hånden og ude i det fjerne så jeg to skikkelser i silhuet gå sammen. Da vågnede jeg og fik øje på dig.

Du har sikkert set at mine drenge og svigerdøtre sidder lige derovre. De ser så alvorlige ud, selvom de prøver at holde humøret højt for min skyld. Jeg kan slet ikke beskrive den kærlighed jeg har til drengene og deres familier, de er mit livsværk. Mit og Carstens.

Sig mig, var du ikke også ved mig, da jeg fødte vores ældste søn? Dengang var du jo kun på besøg.

Jeg har nu aldrig været bange for at dø. Mest har jeg været bekymret for, at mine kære dør før mig. Det har siddet i mig som en sort kaktuskugle af angst. Som barn var jeg bange for, at mine forældre skulle dø. Som voksen var jeg bange for, at drengene eller Carsten skulle dø. Jeg var selvfølgelig også bange for at dø fra børnene. At efterlade dem uden en mors kærlighed og vejledning. Men vi ved jo, at det en dag skal ske. Vi kan bare håbe på, at vi er nogenlunde friske til det sidste, at det bliver fredeligt og uden smerter.

Det er, som var det i går, at jeg sad ved min fars side og sagde farvel til ham. Han var ikke klar til at kommer herfra. Drengene var små og han ville så gerne se dem vokse op, men hans krop var slidt og kunne ikke mere. Igennem hele mit liv har min far, bevidst og ubevidst, vist mig vej og lært mig om livet. Da han tog sine sidste åndedræt og modvilligt slap livet, lærte han mig også om døden. I den sorg som fulgte, blev min logik voldsomt udfordret og det var først da at jeg rigtig forstod, at jeg i virkeligheden intet forstod. For hvordan kan et liv være slut, bare fordi hjertemusklen ikke længere slår? Er vi ikke mere end hud, knogler, nerver og muskler? Hvad blev der af min far, hans tanker, bevidsthed og kærlighed? Var det hele bare kemiske signaler imellem hjerneceller? Jeg forstår det stadig ikke.

Bliver man nogensinde klar, eller vil man altid have lidt mere tid? Da du besøgte mig sidst, var jeg da klar? Jeg var i hvert fald ikke så bange, som jeg troede jeg ville være. Det er jeg heller ikke nu. Men nu er tiden jo også en anden. Jeg er gammel, ældre end man kan forvente og Carsten er ikke hos mig mere. Det er ved at være tid for mig nu, ikke? Jeg er klar. Tror jeg.