Når min far var fuld,
begyndte vi at låse døren,
så han ikke mere kunne gå ud og vise det,
vores ry som tilflyttere
måtte ikke ødelægges.
Når min far var fuld,
forsvandt min mor og lillesøster
op ovenpå for at spille kort,
jeg skulle lytte til alt,
hvad han fortalte.
Han sagde altid,
at jeg lignede ham, og ville forstå.
Men jeg var knuget og bange indeni,
alligevel voksede der en stolthed i mig.
Jeg var elleve år,
og de var lige flyttet sammen igen,
efter at have været skilt.
Til aftensmaden en dag
fik vores hund et epeleptisk anfald
og lå og bumpede mod gulvet,
jeg løb op på mit værelse og gemte mig
i klædeskabet, mens jeg holdt mig for ørerne.
De troede,
den havde fået et kyllingeben galt i halsen.
Senere døde den i kælderen.
Jeg husker lugten af våd pels
og regn endnu.
Meget i min barndom er som indvendige hvepsestik
der aldrig helt forsvinder,
de stikker endnu engang imellem
og dør aldrig rigtigt.
I det lukkede rum
fik de mig til at skrige lydløst
uden drømme,
uden klarhed,
uden glæde.
I det åbne formerede de sig,
de blev til store sværme
der ville ind i munden
for at kvæle.
Det gjorde mig panisk psykotisk angst
engang for længe siden,
hvor jeg rullede mig selv væk som en bold,
så godt jeg kunne,
uden nogen så det,
låste min dør med ståltråd fra håndtaget ned gennem nøglen
med hovedet dybt ind i væggen,
og håbede på at skridtene holdt op.
I dag er de fleste fløjet deres vej,
de vender aldrig tilbage
til mit jeg.