Når jeg selv har det dårligt,
finder jeg noget der er godt
at være god imod.
Når gøgene kukker i flæng
hele natten i fuldmånens slør,
så det gør ondt i mine ører,
kan jeg alligevel godt høre nattergalen bagved,
og ved at i morgen
er den alene igen,
når den synger for mig.
Når jeg selv har det dårligt,
ved jeg igen,
at min klogeste ven er min stolthed,
den dybt inde fra mig selv
som jeg aldrig må svigte,
og den eneste ven
der rigtigt holder mig i live.
Den ven der ved så dybt,
at jeg skal svigtes endnu mere,
for at de kan få lov til
at gramse i alt det,
de ikke ved endnu,
at de aldrig mere får.
Og den ven der ved,
at jeg aldrig mere må give op
overfor de individer der vil straffe mig
igen og igen
ved tvang og ondskabens tavshed.
Når jeg har det dårligt,
søger jeg de steder,
hvor jeg kan trække vejret
i mig selv
og tænke mine egne tanker,
og der
hvor jeg kan skubbe
alt det onde væk
med noget bedre.