Det lister forbi mig igen,
det pusler i mørkets kroge.
Det giver mig angst i store kurve,
som jeg skal bære
blødt i mine arme
hele dagen under lysegrønne parasoller.
Det hvisker uforståelige ord
og banker i mit blod,
det slukker lyset
og blænder mig i mørket.
Det sætter glæden på en stol
om natten,
når jeg aldrig sover,
der sidder hun og våger
og slumrer lidt med mellemrum,
mens hun smiler sagte.
Hun er lyset,
og hun venter,
ligesom jeg ved så klogt,
at hun næsten altid er der.
Det har så travlt,
lige ved mine hænder
kender det os alle tre.
Det ved,
vi bare skal gribe hinanden
en dag,
her og nu,
og lige midt i livet.
Det ved,
ordene vil få mening
til at begynde igen,
det ved,
den lukkede dør vil åbne
op en morgen
ind til nye sluser.