Mørket her i december falder hårdt. Jeg mærker det er gråt og jeg har ingenting at sige derom. Jeg kan mærke regnen, som pisker mod mit ansigt. Jeg kan blæse med stormen, når den kaster mig mod afgrunden. Mørket i december ligger hårdt over mine øjenbryn ellers har jeg intet at sige derom.

Der er et mørke, som hyller mig ind, hvad enten jeg vil det eller ej. Lytter til melankolsk musik, hvis toner jeg kan drikke, som en skumrings-whisky med specifikke nuancer, som er bestemt for mig.

De korte dage knuger mit hjerte, som en sort hånd, der ikke vil give slip. Mørket bider sig fast som en dræberhund i mine vitale organer. Måske reddes jeg ved daggry, hvis solen viser sig og skubber det grå væk. Eller når julelysene symboliserer fred og fordragelig i håbet om et bedre liv og en verden i balance. En balance under afvikling, som hvis den skal reddes, kræver mirakler og en anden livstil på jord. De siger det snart er vinter og der kommer lys og stilhed med sne, snart er det nat igen og snart er det sommer. Og julen kommer igen til næste år - tættere på apokalypsen end i år.