Langt om længe slap skyerne for alvor en varmende sol fri. En fugl springer ud. Den kommer langt borte fra, helt tilbage fra barndommen. Det er alt det, som er glemt, som kun kan anes. Hold fuglen i live, også når du er vågen.

Som barn var somrene uendelige og jeg forsvandt tit i den uendelige skov bag marken. Ofte gik jeg langs stranden. Kærligheden var altid på vej, for når jeg gik der i det våde sand, samlede jeg sten op, som kom fra andre områder. Sten som var kravlet op ad jorden og skyllet i land eller ført hertil af enorme ismasser.

Jeg husker rustne søm og blodige flænger som græd i en solstråle. Jeg husker punkterede eftermiddagsglas, hvor solen sløres af dug og snavs mellem glassene. Jeg husker tyk cigarrøg i hele stuen. Jeg husker evige jordbærmarker i den næsten uendelige sommerferie. Vækkeuret, der ringede klokken fire om morgenen når de røde og søde bær skulle plukkes.

Jeg husker græsmarkerne med drøvtygget natur. De vraltede af sted som firbenede undere. De skvulpede tungt af produktiv ladhed. Jeg husker masser af halm i store svinestier, hvor en so gik med sine smågrise. Og under frugttræerne gik hønsene og fandt alt muligt godt i jorden.

Jeg husker uendelige timer med fiskestangen langs en sjælden bugtet å, for mange var rettet ud og døde af forurening fra virksomheder og landbrug. Jeg husker flugten og glæden med fiskestangen ved en ensom strand, eller ved søbredden, hvor jeg var langt væk fra alt og alle.

Jeg husker stemmerne, spytklatterne og slagene i den idylliske skolegård, hvor også kærlighedens smukke ulykker for længst var begyndt.

Nu er jeg kommet her til gennem et liv. Langt over halvvejs til graven. Mange år levet, mange drømme drømt. Vanskeligt at skille død fra levende. Sort fra sort og hvidt fra hvidt. Anklagende fortid og forestillingen om liv.