Solen er gået ned og solen er stået op
en ny dag
sofaen og den slidte plads må du undvige i dag
ikke gemme dig
stå op
blive stående
komme ud -
denne dag har gøremål på menuen
Fortabt i mit eget hul, der efter sigende burde have en bund
Det er som om at bunden er medgørlig,
den giver sig
den er elastisk
Så jeg synker længere ned end hvad jeg troede var muligt
dybere end bunden
jeg træder endda længere ud over kanten, end kantens kant
her burde jeg falde
men der sker ingenting
det hele er slowmotion
jeg er ingenting
tom
ligesom luft
Her er mørkt
sortere end sort
jeg er helt alene
meget bange
ingen ved jeg er her
dette er mit eget helvede
Angsten må jeg stoppe ind under mine nedslidte hudlag
atter må jeg ud og navigerer rundt i verdenen
medens jeg forsøger at undvige dets folk
folkene har gennemborende øjne
min sårbare sjæl blottes og skades af disse blikke
Missionen lyder:
maske på, forsæt bare med at gå, husk hovedet på skrå
- du er ikke som dem, du er af en anden art
lad dig ikke afsløre
Gå, gå, gå..
Fanges dit blik af en andens, har du dit våben: "maske med beskedent smil på"
Gå, gå, gå..
huden min kan krakelere i tid eller utide
den kan briste.. alt det onde, angsten og det mørke giver sig til at komme ud og æde
alt imens alle disse folk blot vil stå og glo på