Ved midsommer sover jeg aldrig,
lyset bestemmer alt,
den klare nordenhimmel
og et pift af vind når jeg går ud i natten,
hvis jeg tør for ræven.
Men den er næsten tam,
når den står og kigger et par meter væk
og tænker: Jeg kan kende dig igen fra sidste sommer.
Jeg er tom og træt,
og fuld af forventning og angst
for en bog som andre læser.
De fleste skubber de inderste følelser af vejen
og søger andre stier,
gemmer sig blandt andre
og redder sig selv der.
Mens jeg udleverer mit inderste
og er sat for skud hele tiden.
Men jeg har altid skrevet,
det er et liv,
og min drivkraft indefra.
Min misundelse på alle dem
der ikke gør det, i ly af mand eller kone,
familie og ægteskaber og afkom,
er sommetider stor.
For jeg kan ikke selv være sådan.
De ligner bisoner i de kolde vintre
der går i læ af flokken,
står der og sner ind i deres egen pels
og får varmen fra hinanden,
siger en sarkastisk tanke
og slår rod.
Jeg står på bjerget og tuder
som ulven mod månen.
Der, hvor min hund er,
er jeg,
den død den fik,
skal jeg også,
og jeg er ikke bange.
Som den blev ulv i sine drømme,
bliver jeg i mig selv.