Frosset fast under min evige svaghed
Under fortiden, der valgte at flygte
Under den nutid jeg ikke kan være i
Under en fremtid jeg altid vil frygte
Frosset fast i de ord jeg ikke fik sagt
I en historie, der halter bagud
I den dybe indre, der græder stille
I de korte venskaber og deres brud
Frosset fast, men jeg mærker ikke kulden
Vanen slog teltet op på sjælens bakke
For de mange deprimerende gaver
Ved jeg endnu ikke, hvem jeg skal takke
Frosset fast, og usikkerheden spørger:
"Er du villig til at kæmpe for dig selv"?
Når kulden af solens stråler forsvinder
Mon ikke jeg med viljen kan have held?
Frosset fast, og beslutningen er svær
Hvem er det jeg virkelig vil være?
I en verden, hvor sandheden er sær,
Og de mange løgne er livet værd
Frossetfast
Frosset..
Frost..
F..
.