Hendes hånd er kold og svedig og grebet er usikkert. Jo hårdere hun holder om det runde fine glas, jo mere føles det som om den vil glide ud af hendes hånd og ned på gulvet, hvor det måske vil splintres i tusinde stykker eller i hvert fald larme. Tænk hvis hun taber glasset og bliver afsløret.

Spændingen gør hende ør og svedig. Hun tager sig til brystet og ånder stødvis. "Hvordan har de det? Behøver de hjælp?" Den unge mandlige butiksmedarbejder tager hende i armen og hun sukker tungt og takker. "Der er ingen alvorlig fare. Det er bare hjertet. Jeg behøver blot 10 minutters hvile og jeg bliver frisk igen. Kommer jeg ud denne vej?"

Ekspedienten hjælper hende ud ad en sidedør, hvor der står en bænk i forårssolen. "Mange tak, det er fint her på bænken, jeg behøver blot at sidde lidt, så klarer jeg mig."

I sin taske har hun en pose. Hun finder glasset med kaviar frem, de røgede ålestykker, blåbærtærten, cremen, læbestiften, strømpebukserne og trusserne. Hun kommer sagerne i posen. Hun begynder at gå hjem. Forårssolen varmer og hun smiler mildt til alle de mennesker hun møder på sin vej.