"NÆSTE" ordene gav næsten ekko i det fyldte apotek,
   "hej" men mere kunne jeg ikke få over mine læber,
   "ja hvad skulle der være" sagde hun helt robotagtigt,
   "jeg, ja ,jo, skulle ha' nogle kondomer,"min stemme lød så tynd som et stykke papir
   hun kikkede på mig med nogle gennemborende øjne, åh nej nu dør jeg, tænkte jeg.
   "Ja hvad slags"
   "hvad slags?" min hjerne føltes som en stor pøl af blæver; jeg må mest alt have lignet en guldfisk, som jeg stod der med åben mund.
   "øh øh det ved jeg ikke, er der mere end en slags?"
   "jaaaaa, de findes i mange størrelser nogen med riller eller nogen med smørelse,"
   "øhhhhhh er der riller?" et billede af nogle dybe plovfuger løb hen over mit indre blik,
   "jeg, jeg skulle ha' en pakke kondomer," var det eneste jeg kunne få over mine læber, mens jeg kikkede rundt som et dådyr, der nervøst spotter efter rovdyr.
   "Ja, det er jeg klar over, men det er ikke nemt, når du ikke ved hvad slags. " De trætte øjne hvilede på mig som om hele verdens skæbne afhængede af mit svar.
   Jeg stod, som om jeg var sømmet til gulvet, jeg havde aller mest lyst til flygte ud af butikken, ud af landet, finde en hule, som jeg kunne gemme mig i, men aller mest havde jeg lyst til at råbe højt
   "JEG SKAL BARE HA' EN PAKKE KONDOMER, HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?"
   Kender I de der gamle tegnefilm, hvor ulven prøver at fange Hjulben men opdager for sent at den løbe ud over klippen.
   Og der stod jeg som ulven, der var løbet ud over kanten, der lige midt i apoteket, men det er så her skæbnen spiller sit spil for bag ved mig lød en blød stemme, en stemme, der lød som om den var sendt fra himmelen.
   "Hun skal bare ha' en helt almindelig pakke," Jeg vendte mig om for at se, hvem der havde været min redningsmand. Et par blå øjne og et smil mødte mig.Det ramte mig som en solskinsstime på en vinterdag. Det eneste jeg kunne få over min læber var: "Tak!" , mere kunne min hjerne ikke overskue; hun smilte bare
   "Det bliver 39 ,95," stemmen fik mig tilbage til virkeligheden på et split sekund, jeg skyndte mig at betale.
   "Vil du ha en pose?". Jeg rystede på hovedet, stak pakken i lommen, klar til flygte ud af butikken med min hætte trukket godt op, men som det så ofte er, så vil verden det anderledes, og jeg var slet ikke forberedt på den skov af smil, jeg mødte. Alle smilte bare, er verden blevet sindssyg? En ældre dame tog endda fat i mig, jeg frøs på stedet, åh nej, nu kommer det.
   "Hør her unge dame, du må se at sparke den unge svend i rumpen, han må mande sig op, det er ikke særligt ridderligt at sende dig ind i løvenshule" hun sende mig smil, jeg smilte tilbage, mens jeg gik ud i solskinnet.