Dørene til havet var åbne,
farverne var blå, lysegrå og hvide,
jeg stod foran dem,
og var ikke engang fuld af undren.
Du var lukket til i tanker,
om alt det du aldrig sagde,
sammen med de andre,
hvor vi gik,
på stranden,
og i et hus jeg ikke kendte,
eller også var det mit, engang
jeg ikke husker.
Jeg stod foran rammen der var blå mod havet
i det gule sand.
Nu tænker jeg på,
om jeg skal sige det til dig,
fortælle om din inderste glæde der fik fat i mine drømme,
i en stor bue rundt om min daglige vilje
krøb den ind under mine vinger
og malede livet i de bredeste penselstrøg
i blå og lyse farver dybt i drømmen,
hvor du var lille og tavs,
med angsten dybt forkludret
skubbede du forventningen ud,
hver eneste gang du blev spurgt.
Hvorfor skulle vi gå der så længe
uden et eneste ord ?