Hans øjne var dybt mørkegrønne, hun stirrede ind i dem betaget af glansen. De stod udenfor moderens hus, eller snarere hun stod og glanede, mens han bevægede sig hen mod arbejdsbilen. Hun havde betragtet ham hele dagen, når han adræt som en abe klatrede rundt og lagde tag. Nu så hun ind i de der øjne, og han bemærkede det. Han lænede sig smilende ud:"Hej, du der søde. Vera, er det ikke det, du hedder? Hvis du skal ind mod byen, kan du da køre med!"
"Det vil jeg gerne"' hun nikkede og smilede tilbage.
Hun var tavs, det var han også den første lange tid, indtil han brød isen:"Så dejligt for din mor, at hun har fået mulighed for, at få lagt nyt tag på. Det trænger virkelig".
"Ja"'hun nikkede, magnetiseret lagde hun hovedet på sned.
"Du ser på mig", han LO mens han lod bilen følge trafikken: "Jeg kan mærke det".
"Nå", hun glattede håret, og ansigtet blussede.
"Det gør ikke noget, jeg har også kigget på dig. Jeg går ikke ud fra, nogen af os er optaget. Vi kunne ses i week-enden. Hvad siger du til det?"
"Joh", hun lagde sine hænder på knæene, for at dæmpe den svage sitren.
"Du kan tage et af mine kort, så kan du ringe i aften. Jeg sætter dig af ved Vesterport. Ok? Vi kunne tage på Bakken??"
Han pegede med sin hånd mod forruden. Kortene lå i en stak i en lille beholder. Hun greb ned i den og tog et. Kenny, din mobile tømrer stod der der. Da han parkerede vendte han ansigtet mod hende. Øjnene, øjnene var der igen, nu afsøgte de hende, grønt glimtende:"Så kører bussen ikke længere", sagde ham, og lagde en varm hånd på hendes venstre knæ.
Hun lod den ligge et øjeblik, før hun skubbedé sig fri: "Vi ses, jeg ringer", hun viftede med kortet ind mod ham, inden hun smækkede bildøren.
Han skuffede hende. Han var muligvis en god tømrer, han så godt ud, han fik endda lov at kysse hende forskellige steder, også de mere intime.
Men han fyldte det hele hver en centimeter, hver en tomme, hele rummet. Det gjorde hende vred. I skydeteltet gik det helt galt. Han skød i øst og vest, og uden at ramme noget somhelst. Så tog Vera over. Hendes øjemål fejlede intet, hun ramte alt hvad skyderen pegede på. Skarpt dedikeret og målrettet, stod hun fast forankret i mulden, mens vreden fik afløb. Anden skød hun sig til. Det var den ypperste Premie, og folk rundt om hende hujede og klappede, så det var en fest:"Skyd,skyd, skyd", skreg de.
Og hun skød, den dag skød Vera med skarpt, og ugen efter meldte hun sig ind i den lokale skytteforening.
Da mo'ren efter kort tids sygdom døde, solgte hun huset, og købte en lejlighed i Slagelse, og et skydevåben, på det sorte marked. En af gutterne i foreningen havde forbindelsen:"Det burde være lovligt, for alle at have et våben til selvforsvar", retfærdiggjorde han samtidig med at han skovlede den store fortjeneste til sig selv ind. Hun behøvede ikke være bange for, at han sladrede.
Våbnet tog hun ofte frem og beundrede. Den var lille, smukt velproportioneret, og med den ved hånden, følte hun sig magtfuld og fri. Hun havde syet en lynlås i stofanden, og gemte den i et etui, inde i alt det bløde fyld.
Mit private helle kaldte hun den. Hvis alt andet missede, var der altid muligheden, for at bruge den. Bare i selvforsvar, bare...