Jeg hænger med to hænder, krampagtigt fast i klippen. Mine ben dingler ud i luften. Har ingen fodfæste, der er langt ned til dalen med de grå og sorte sten.
   Det rindende grønne mørke grumsede vand, glider langs stenene som en slange, der har masser af tid. Den nyder at sno sig sig kælent langs de små sorte sten. Sorte som den. Den hvæser og og ruller med tungen, hvisler ondskabsfuldt. Den kigger op på mig og jeg kan mærke, at den kun venter på en ting.
   Slip dit tag og fald ned til mig, slip nu og jeg skal bide min gift ind i din fod, så tager det ikke så lang tid.

Mine hænder gør ondt, mine fingre ryster og jeg kan mærke en krampe der varsler, nu kommer jeg snart, jeg kan ikke mere. Jeg bliver nødt til at holde fast i klippen ellers ryger jeg ned i dalen den mørke dal.
   Det gør ondt min krop, det gør ondt, og panikken rumler fra maven op i hovedet. Det bruser i mit hoved som en buldrende flod, hvor ingen kajak kan sno sig fri, og komme ud på den rolige sø. Adrenalinen bulder i kroppen, jeg padler kajakken først fra den ene side så fra den anden, rykker min krop rundt så den glider med kajakken, hjernen arbejder på højtryk, for at finde en løsning. Den ene side så den anden side. Kroppen flytter sig og prøver at skabe rytme i kajakken men det er næsten umuligt. Vandet og strømmen hvirvler den rundt og rundt til den tipper på hovedet og jeg flyder med strømmen efter naturens forgodtbefindende. Jeg kan ikke finde flere kræfter, så min krop bliver slået mod de store sten og jeg kæmper for at få vejret, de få sekunder vandet barmhjertigt lader mig få lidt luft, inden jeg bliver kastet og hvirvlet rund i floden igen.

Nu bløder mine fingre og mine hænder. Kræfterne er ved at slippe op og brusen i mit hoved er blevet til et vulkanudbrud af varm lava. Hele min krop brænder. Jeg kan mærke hver en fiber i min krop og den skriger stop, jeg kan ikke mere. Linen der skulle holde mig er knækket, revet over af en skarp og mægtig magtfuld klippekant. Naturen er stærkere en mennesket, den overrumpler os. Hvis jeg slipper får jeg ro, min panik vil stoppe, rumlen og brusen og varmen vil stoppe. Så er jeg ikke mere.

Jeg har investeret i det røde reb det med forstærkning og matchende karabinhager de bedste på markedet, sagde ekspedienten. Jeg var vel forberedt, har trænet hele livet. Styrke og udholdenhed, også når det var op ad bakke. Men gang på gang måtte jeg ligge i min seng og mærke mørket snige sig ind i soveværelset og lukke sig ind i mit sind til smerten blev udholdelig. Som om kroppen er bundet af det røde reb med knuder jeg ikke kan gennemskue.

Hvad er det, der er stærkere end mennesket.