I et lille hus et sted i byen, boede der engang en lille sød hund. Denne hund var den mest venlige og positive der fandtes. Var der nogen som kom på besøg, ja, så logrede den med halen. Man kunne med rette kalde den for menneskets bedste ven.

Hver dag ejeren kom hjem og så hunden, ja, så stak han den et ben. Men hunden kiggede bare og logrede videre. Sådan gik tiden ellers for hunden, hver dag var næsten ens. Aldrig havde den tænkt på at bide nogen, altid logrede den bare med halen. Bare tanken om det, følte den var frygtelig.

En dag kom hunden med ud at køre. De stoppede først i en skov, hvor de sammen gik en tur. En pind blev kastet, og hunden løb straks efter den med logrende hale. Nu var det bare sådan, at hunden ikke var så god til bens. Så den kunne ikke længere løbe så hurtig og synet var heller ikke det bedste. Så der gik et stykke tid, inden den fandt pinden. Men da den kom tilbage med pinden, var der ingen at aflevere den til. Hvor mon herren var gået hen, tænkte hunden straks.

Hunden med den logrende hale, begyndte så at snuse efter spor. Den ville forsøge at komme hjem igen. I rask gang begyndte den at gå mod den retning, den mente den måtte være kommet fra. Men den fandt kun sporene efter en bil. Så måtte den jo bare gå hjem, tænkte den. Efter et lille stykke tid var den blevet sulten. Så det var et rent held, at den fandt et sted hvor den kunne spise noget. Men da den begyndte at spise, kom der en mand ud og stak den et ben. Hunden kiggede bare og logrede videre med halen. Den måttet jo nok ikke spise det mad så, det var nok derfor den fik benet, tænkte den.

Så gik den igen fremad, i et stadigt forsøg at komme hjem. Efter et par dage var hunden udmattet, den kunne ikke mere på sine ben. Efter et stykke tid var der en, der fandt den liggende i vej kanten. Personen løftede den op, og tog den med ind i sin bil. Hunden følte en vis glæde over atter at være ude at køre, for det kunne jo være, at den var på vej hjemad. Så den logrede med halen, imens den lå udmattet hen.

Den lå og tænkte på dens herre, der jo nok trods alt elskede den, selv om den følte, at den var blevet efter ladt i skoven. Samtidig tænkte den på alle de ben den havde fået. Den elskede alligevel sin herre betingelsesløst. Det var jo trods alt vigtigt, at se alting i et positivt lys. Nu da den måske var på vej hjemad, kunne det jo være at den ville blive modtaget med glæde. Måske ville alt være fryd og gammen.

Bilen standsede, og hunden blev løftet ind et sted, den slet ikke kendte. Der var der endnu en venlig person, der kiggede på den. Hunden fattede ikke, hvad der blev snakket om, men den logrede med halen af fryd alligevel. Den mærkede næsten ikke det lille stik den fik, for den var alt for træt. Den havde kun lige nok kræfter til, at logre med halen. Den ville så gerne vise hvor positiv og imødekommende den var, over for disse to mennesker.

Men hvor var den dog blevet træt, den kunne nu slet ikke holde øjnene åbne. Og logre kunne den hellere ikke mere, noget den var lidt ked af. For det betød jo, at den ikke kunne vise sin positivitet eller glæde. Men det gjorde hellere ikke noget, den var kommet i gode hænder.