Håbløsheden har spindet
sin væv over os
og skødesløsheden er født
som en følge deraf
hvis ikke
vi med en sidste anstrengelse
omfavner håbets spir
og med et sidste angreb
omringer håbets tårn
vil kompasset forvirres
hvilken retning vi end vælger

natten er bælgmørk
for hvem håbet er mistet
for hvem det mindste håb har
er natten soleklart
hvordan kan solen varme
håbløse ansigter
hvordan kan månen skinne
på de håbløse

lad de håbløse
der kommer til os
fyldes med håb
lad håbløsheden visne
i vores øjne
om vi er rige
eller fattige,
er ligegyldigt
bare vi er håbfulde

når vi overmander håbløsheden
og farves i håbets farver
er både rosen og tornen
på vores side

Håbet er det
der fra tomrummet
fører til troen

lad vores smil bære
håbet til morgendagen
selvom vi græder,
lad smilet spredes i tiden

efter mørket
hvor lyset er os usynlig
savner vore tilslørede sorge
en skjult kraft
håbet er gemt
i det hvide skum
der med bølgerne
slår mod kysten
men mist ikke håbet,
for det er en del af os

talløse muligheder
er gemt i umuligheder
i bølgede oceaner
hvor håbet er mistet
i alene nætter
hvor den elskede er borte
i kaos
hvor vi er alene med os selv
hvis vi kan se det
er håbet der, i vore øjne.