Intet lys trænger igennem, kun mørke felter fylder. Som sort fløjl, natte blå himmelstrøg, et strejf af gråt grums. Englene kan bo her. Dreje rundt i piruetter, lede efter beslægtede sjæle.

Hendes rastløshed kaster lange skygger. Hun sover kun sjældent. I stedet taler hun med ånder. "Jeg har bygget jer et hus", det nævner hun, hver gang, hun møder dem. De nikker forstående, stryger hendes kind, retter på hendes hår. De er sorte, vennerne i skyggen. Hemmeligt, det ved hun godt, det er. Hun holder det tæt, som en lukket bog, uden nøgler eller indgang.

På dørtrinnet finder hun, en dag, en buket roser og et lille brev. Brevet brænder hun, men roserne får en plads på køkkenbordet.

Svag lyserød velduft. Som sommeren engang. Dengang. Hun tænker ikke videre. Ikke nærmere. Snarere væk, skjult for verden. En huleboer i sin grotte. Der kun går ud på afmålte tidspunkter. Helst om natten.

Stille nætter med bonemaskinen, i klasselokalerne, på 3 sal. Indadvendte skridt der runger i gangene. Marianne er ofte med. Som blide pust på kinden. "Du burde, slet ikke være her, nu, eller der, dengang.

Marianne sidder tit i sofaen: "Din sofa er dejlig blød", siger hun, i svæv over puderne: "Du burde, gå mere ud".

"Hvorfor det? Hvad skulle jeg derude?

"Du burde overveje".

"Hvad? Om, engle kan flyve? Det kan de jo. Se bare dig".

"Mig, hvad mener du?"

"Du burde ikke være her", hun ryster kraftigt på hovedet. Ryster det på plads. Kirkeklokken slår tolv slag. Lyden ruller gennem den tynde rude. Hun lægger øret mod det kølige glas. Da hun ser mod sofaen igen, er Marianne væk: "Jeg ved du er her", siger hun, og tegner små mønstre i karmen. En mindetavle i cirkler og buer.

Øret der lytter, burde have lyttet.
   Det bliver dagen, hvor hun sætter vinduet på klem. For Marianne har forladt hende. Og ensomheden bor i mellemgulvet, som en smertende svulst.

Helt til at forstå er det næppe. Vi fylder livet med mening, for en skønne dag, at rive tæppet væk, kaste håndklædet i ringen. Starte forfra, som i en fødsel med smerter og veer, hvorefter intet bliver som før.

Jeg sprænger vægge og mure indeni. Til atomerne og molekylerne danser tango. I det fjerneste hjørne af min bevidsthed. Banker det på døren, og ringeklokken skingrer gennem lydmuren. Langsomt, trin for trin, går hun ud i entreen.

Sikkerhedskædens gule metal, lægger afstand mellem deres ansigter. Han blev lukket ud af deres fællesskab for 10 år siden. Vreden er ikke aftaget. Han flygtede og skred midt i sorgen. Så, hvad vil han nu?

Måske er roserne fra ham? "Det spørger jeg ikke om", tænker hun. Roserne er smukke, som barnet var, og hun vil hellere have, de er fra en anden.

"Du", siger hun spydigt, spytter det ud, som en besværgelse.

"Ja", han retter sig op og ser ned på hende: "Det er årsdagen, 10 års dagen, i dag."

"Ja", hun betragter et punkt, på væggen, bag ham.

"Jeg har været ude og lægge blomster på graven. Jeg fik lyst til at kigge forbi".

Frost på tungen. Kulde snører hals og svælg sammen. Gråden er på nippet. Så beslutter hun sig, og smækker med døren. Dagen er stadig ny, himmelgrå med vinger på tilbud, og jeg vrider min sjæl, mens jeg leder efter Marianne på bunden. Men hun er bortkommen, forduftet, som det punktum, jeg aldrig ønsker at sætte.

Sorgen min gamle lænkehund, den er der. Stadig.