Da jeg gik i folkeskole blev jeg mobbet.
Det startede vist nok allerede i de små klasser. Jeg gik sammen med en pige, som jeg gik i klasse med. Hun var af figur større end mig, hvilket ingen betydning har for mig. På netop dette tidspunkt kørte der Scooby-Doo på Cartoon Network, og der var to spøgelser i de nyeste afsnit, som blev kaldt tyk og tynd. Så min barndomsveninde og jeg blev altså kaldt tyk og tynd. Det var hende, der blev kaldt tyk og jeg lige omvendt. Jeg blev også kaldt brilleabe, fordi jeg havde fået briller.
Tiden gik indtil jeg skulle begynde i 5. klasse, hvor jeg skiftede skole, men jeg kunne ikke rigtig følge med, så jeg endte tilbage på den gamle skole, hvor alt egentlig gik fint, men jeg var alene. Ingen venner, bare mig. Gik alene i frikvarterne.
Tiden gik yderligere og jeg gik nu i 6. klasse, det hele begyndte igen, men denne gang meget værre. Jeg blev behandlet, som var jeg gifte, som om jeg lugtede! De holdt sig for næsen, og hvis nogen skulle sidde på min stol lugtede de til sædet, som var jeg en stor stinker!
I februar 2007 blev jeg stor fan af Ørkenens Sønner, som er efter min mening giga sjove! Jeg gik på det tidspunkt stadig i 6. klasse, og jeg blev absolut ikke mere populær af den grund. Jeg blev nok nærmere endnu mere upopulær.
Lige pludselig i alles øjne om jeg så var på nettet eller i skolen, så var jeg både klam, ulækker og alt muligt andet grimt.
Da jeg begyndte i 7. klasse, blev min klasse slået sammen med U klassen, og jeg gik selv i V klassen. Vi blev en større klasse, men alle var venner. Jeg havde ingenting, jeg var bare mig.
I undervisningen blev der kastet ting efter mig, ingen ville sidde ved siden af mig. Hvad katten havde jeg gjort? Jeg havde jo netop ingenting gjort, men alligevel havde de set sig onde på mig!
De ville gøre alt for at få mig til at smutte fra klassen og aldrig vende tilbage igen!
Jeg skiftede så skole i 7. klasse, hvor jeg gik til slutningen af 8. klasse, for selv der var folk ikke specielt søde overfor mig. Min 9. klasse på en ny skole var egentlig udmærket, men der var da lidt småting, men der var ingen, der var disideret onde, hvilket er rart.
Men alt den mobning fik mig til at græde, græde og atter græde. Jeg følte mig mindre værd og fik selvmords tanker. Begyndte at cutte i mig selv. Men jeg har aldrig nogensinde ført selvmords tankerne til livs, men jeg havde tit lyst til at skride fra denne verden og aldrig vende tilbage igen.
Det der holdt mig fra det var mine forældre! De elsker mig, og jeg elsker dem. De ville leve i dyb sorg, hvis jeg tog mit eget liv. Jeg udholdt min indre smerte for deres skyld. Men i virkeligheden er det ligeså meget for min egen, for jeg er blevet stærkere og fået meget mere tiltro til mig selv!
Det har taget mig 7 år at komme så langt, som jeg er i dag! Den dag jeg ikke længere satte min fod i en folkeskole, begyndte jeg med små skridt at arbejde mig opad! I dag er 7 år senere, hvor sårene er helet, men arrene stadig er synlige og sommetider brister!