(i 2011 startede hun forfra)

Hun drev som en trækvind igennem hans lejlighed, hans, ikke deres og mere nu end nogensinde - gled fra rum til rum som var hun ikke bundet til nogen af tingene. Ikke til sofaen, hvor de så ofte havde tilbragt aftenerne, han med næsen i en bog og hende med hovedet på hans brystkasse, hvor hun kun knapt kunne skimte ordene nederst på venstre side, læste brudstykker af hans juridiske teorier og ganske søvndyssende lovtekster til den beroligende lyd af hans hjerteslag. Heller ikke til køkkenskabet hvor hun en enkelt gang havde haft held til at gejle ham op før morgenmaden, endda nok til at han havde knaldet hende op imod de knirkende låger, imens alt hans arvede porcelæn klirrede og klinkede inde bagved. Ej heller var hun bundet til opslagstavlen på hans lillebitte kontor som hun ofte havde brugt til at efterlade ham små beskeder, til når han kom hjem fra arbejde, til tider bare enkelte ord, andre gange sætninger, linjer og hun havde betragtet ham fra døråbningen, når han kollapsede i sin kontorstol og kiggede op på sin store samling af gule memoer, hvor iblandt hun havde gemt sig selv i brudstykker og han fandt hende. Han fandt hende altid. Camille fandt hende altid, inde bag rodet og faux-kunstudstillingen af metal-snørkler og glas-spidser.

Marguerite vandrede igennem lejligheden og samlede kun de få ting sammen der havde tilhørt hende siden begyndelsen, kufferten og passet. Og Manon Lescaut, den lille rynkede rosin-bog, for selvom det var en gave fra ham, så syntes hun nu, at hun havde krav på historien. Havde haft krav på historien, siden Manu gav hende lille Beau, efter de havde haft sex første gang. Siden lille Beau var stukket af og hun havde levet videre uden sin kønne hund, velvidende at andre kønne ting nok skulle krydse hendes vej, hvis bare hun fortsatte. Hvis bare hun fortsatte...

Så Marguerite fortsatte, igennem lejligheden og ud. Tog sin kuffert og sit pas med sig, men gemte ellers intet. Glemte alt der blev tilbage.

Den tid var ovre, hun tilhørte ingen nu. Det havde hun skrevet under på.

Min elskede, min Camille,

Selvfølgeligt ved jeg, at chancen for at du vil hade mig til den dag du dør er stor og det ansvar må jeg tage på mig, når jeg intet andet ansvar har kunnet bære, imens vi har tilhørt hinanden. For, ja, jeg har tilhørt dig, helt og fuldt og ægte. Jeg ønskede virkeligt intet andet end at opløfte dig som du altid har løftet mig op, til plateauer og piedestaler langt udenfor min rækkevidde. Min elskede Camille, du må forstå, jeg kan ikke blive hos dig, ikke sådan her, når alt hvad jeg er trækker dig ned i dyndet, hvor du aldrig har hørt til, men hvor vi dog alligevel mødtes engang. Dengang. Jeg er ked af det, men se hvad vi er blevet reduceret til, min kære. Du fortjener bedre og, siden jeg alligevel er så uendeligt egoistisk, som du jo bedst kender mig, så fortjener jeg det også. Bedre.

Lev vel, lov mig det. Så vi stadig har noget, vi kan være fælles om.

Din Marguerite

(i 2006 startede hun hjemmefra)

Hun kunne have tomlet, ja, Marguerite kunne let have sat sig i en eller anden Renault eller Peugeot for at køre gratis, underholde en mand på turen som åh så beredvilligt ville være stoppet for hende og sikkert af ren høflighed ikke have spurgt, hvor gammel hun var, før han kørte hende ad A11 eller A10 eller hvor langt han nu skulle, hvor langt de nu kom, men følelsen af selvstændighed brusede allerede for stærkt i hendes krop, næsten som efterdønningerne af en G-punktsorgasme, til at hun kunne forestille sig at tilsmudse denne næste, denne største etape af sin rejse ved at involvere andre end sin mor og bedst af alt, sin mors kreditkort, i processen. Sidstnævnte kunne hun jo næppe klare sig uden, vidste hun godt, så hun havde stjålet det, men Marguerite var skam den gode datter, idet hun købte en enkeltbillet til Paris, såvel som den taknemmelige datter - for hendes mor skulle nok velvilligt hjælpe hende, det regnede hun bestemt med. En sidste gave, til afsked. Til gengæld for det fulde erstatningskrav på Fleur.

I hendes familie var de vist alle sammen den slags kvinder som det aldrig rigtigt blev for sent for, var de ikke? Maman og Fleur og selvfølgeligt hende selv... De var blot ment til at gå i forskellige retninger, drive fra hinanden som ufæstnede redningsbåde på åbent hav. Det var virkeligt det mest poetiske hun kunne formulere, for det var på høje tid nu. Det havde været på høje tid længe.

I toget købte hun en plade chokolade og en café au lait fra spisevognen, kørte sin mors kort igennem og forestillede sig hendes ansigt, når de lange kontoudtog fulgte den oprindelige besked, sedlen på bordet og Marguerites snørklede håndskrift. Den evige afvejning - som det altid havde været tilfældet med netop hendes ældste datter, var hun det værd eller var hun ikke? Penge vejede tungt, havde altid vejet tungt for en alenemor med to børn, men Fleur vejede tungere endnu og med Marguerite ude af huset, endeligt... Ah, der var håb! Man kunne synes at der burde, i hvert fald. Man kunne synes, at der burde være håb for lille Fleur, med alle hendes storesøsters dårlige indflydelser en god times kørsel og ikke en eneste skænket tanke væk.

Maman,

Du behøver ikke lede efter mig, vi ved begge, at dette er løsningen.

Hvis du lader mig slippe nu, lover jeg aldrig at opsøge Fleur igen og jeg ved, Maman... Jeg ved du stadig har håb for hende. I det mindste. Når vi nu begge to er gået i andre retninger, du og jeg, selvom det vil udspille sig helt forskelligt for os. Det garanterer jeg dig for.

Ja, jeg klarer mig. Jeg ville bede dig om ikke at være bekymret, men jeg ved jo godt, at den tjeneste får jeg gratis, så hvorfor dog spilde mine ord, ikke sandt?

Marguerite