"Latte til Shirley, jeg har en caffe latte til Shirley!"
Starbucks var ellers altid så effektiv, men i dag havde det taget dem hele syv minutter at tilberede hendes kaffe, lang nok tid til at hun havde formået at skrible den anden kvindes navn ned på papir, i sin yndlingskuglepen der kunne viskes pænt ud i tilfælde af fejl, men Michelle stod der bare lige nu i blokbogstaver - som et midlertidig titelblad indtil hun fandt på noget bedre, noget der ikke var taget i forvejen.
På alle måder.
Shiori rejste sig, mens Michelle der sad i en stor lænestol på den anden side af bordet skottede op fra det jazzmagasin hun havde været i gang med at læse. "Nej, de sagde til Shirley," skyndte hun sig at sige på engelsk, som for at oversætte baristaens ord til et mere lettilgængeligt sprog, velvidende at Shiori stadig havde problemer med det franske, også efter tre år i dets dyb.
"Det er mig der er Shirley," svarede Shiori med en halv latter. Vandrede op til udleveringsskranken og hentede sin latte som havde et mislykket træ dryppet ind i skummet. Hvis det havde været på en kaffebar i Tokyo ville de have undskyldt helhjertet, beklaget endda denne meget lille fejl. I Luxembourg City, derimod, løftede baristaen blot et øjenbryn, fordi Shiori givetvis ikke lignede nogen med navnet Shirley.
"Shirley," gentog Michelle spørgende, idet Shiori atter indfandt sig på sin egen plads. Hun lød grangiveligt som vesterlændingen med det mest vestlige navn i verden.
"Ingen kan alligevel stave til Shiori her."
Selv når de japanske baristiaer skrev hendes navn i hiragana, selvom det strengt taget skulle skrives med kanji, blot fordi hiragana var nemmere at læse korrekt op, var der en hjemlighed over skrifttegnene, over kuglepennens linjer og tryk, som mindede hende om Fars aubergineretter på en fredag aften eller Mors dæmpede telefonsamtaler inde fra kontoret, til hver en tid. Shirley var derimod blevet skrevet henover koppens side i blokbogstaver ikke meget kønnere end Shioris egne og mindede hende ikke om andet end det faktum, at hun havde en klodset frihånd.
"Det havde jeg aldrig tænkt på før, jeg må have set dit navn på plakaten for ofte." Michelle vendte tilbage til sit magasin. Kun kortvarigt smilede Shiori til hende, til hendes andetstedsnærværende øjne, før hun stillede sin kaffe fra sig og lænede sig ind over blokken igen. Afstod allerhøfligst fra at kommentere, hvordan Michelle stadigvæk udtalte hendes efternavn med den mest I-agtig lyd man kunne forestille sig, i stedet for E'et det faktisk startede med, efter de utvivlsomt mange gange hun havde set det skrevet, efter al den tid de havde kendt hinanden. Shiori Enomoto, skrev hun, langsomt og omhyggeligt, nedenunder Michelles allerede angivne navn. Som en art påmindelse.
Som en skolepiges kærestesorger i blå blæk.
Det så altså ikke rigtigt ud. Det lød heller ikke som det skulle.
Hun viskede Michelle ud, sad tilbage med sit eget navn ensomt stavet og vendt forkert på en ujævn række af latinske bogstaver. Hun sukkede.
Så måtte hun vel starte forfra, endnu engang.