I et kort øjeblik var jeg i tvivl. I tvivl om hvorvidt jeg havde mistet dig. Nu vidste jeg det. Nu vidste jeg, du var væk. Måske for altid.

Vi skulle mødes kl 22 ude foran nummer 108. Men kvart over ti var du stadig ikke kommet. Det var koldt og jeg gad ikke vente længere. Jeg var også i tvivl om du overhovedet ville dukke op. Måske var jeg stadig sur på dig. Jeg kiggede på uret, rynkede brynene sammen. Og så gik jeg.
   Da jeg 30 sekunder senere krydsede Istedgade, hørte jeg lyden af bremsende bildæk. Blod. Cykel. Bremsespor og røg. Stilhed. Og så et skrig. Et kuldeskærende skrig der borede sig igennem den københavnske november kulde.

Jeg frøs. Mere nu end før. Jeg kunne se den lange mørke frakke, indsmurt i blod. Det lignede din. Jeg kunne se cyklen. I hvert fald halvdelen af den. Den anden halvdel var begravet under bilen. Og jeg kunne høre din stemme. Høre din bebrejdende stemme. Fortælle mig, hvordan jeg aldrig gør noget godt nok. Hvordan jeg altid springer over, hvor gærdet er lavest, og aldrig har givet mig selv 100 procent. Til noget. Eller til nogen.

En taxa stoppede lidt længere fremme. To unge kvinder begyndte at græde. Med dårlig smag i munden nærmede jeg mig, de to ting jeg frygtede allermest. Dig og så døden.
   I gennem menneskehavet af kaos kunne jeg se det lange lyse hår. Lige dér. Midt på Istedgade. En lang, spinkel, rødhåret gymnasieelev råbte at han havde ringet efter en ambulance, og en lille tyk pakistansk mand var igang med hjertemassage. Han var lige sprunget ud af taxaen, der nu holdt med katastrofelyset blinkende. Hans hvide taxaskjorte var indsmurt i blod.
   Gerningsbillisten, en kvindelig ca 35 årig kontormus, med leverpostejshår, en kedelig knold og to barnesæder i bilen, sad som forstenet bag rettet. Med blikket stirrende ud i luften, som om hun allerede vidste, at hendes liv også var slut. Uagtsomt manddrab. Højresvingsulykker er så uendeligt meningsløse. Verden er så brutal. Og enddog så forbandet forudsigelig. Vi lever til vi dør. Og det er det eneste vi ved.

Jeg så det igen. Det lange lyse hår. Det kunne umuligt være dig. Umuligt. Jeg sank klumpen i halsen, de hvide prikker for mine øjne forsvandt og mit hjerte begyndte at slå igen. Pakistaneren råbte, på syngende ålborgensisk, at der stadig var puls. Og i netop dét sekund, var det som om at Istedgade kom tilbage til live og begyndte at ligne sig selv.

I et kort øjeblik var jeg i tvivl. I tvivl om hvorvidt jeg havde mistet dig. Nu vidste jeg det. Nu vidste jeg, du var væk. For altid.