Luften var frisk og solen blødte himlen op i lyserøde farver, før den snart ville glide ned bag det store, farverige telt. Helmuth kunne stadig høre musikken derindefra, imens han bevægede sig til sin trailer. Han gik forbi hestestalden, hvor mandskabet allerede hev de trætte kreaturer indenfor og gjorde trugene klar. På vejen forbi fik han med sig den friske stald-lugt og et par tilfældige lykønskinger, som han pænt samlede sammen med et vink tilbage imod dem.

Han raslede rundt i sin inderste lomme, indtil han fandt nøglebundtet. Indenfor tændte han lyset, lukkede døren bag sig og placerede sin store, tomme kuffert og nøglebundt på et lille bord til højre for sig. Under samme bord stillede han sin vasketøjskurv fra sig, som indeholdte brugte rekvisitter. Han sjoskede hen til en skammel, satte sig ned og begyndte at aftage de lange sko. Da hans første fod kom fri fra det stramme gummi - som forbandt skoen med anklerne - gav han slip på et tilbageholdt støn, som champagnebrus fra en prop. Han smed også den lange, polka-prikkede sok og med fingerspidser ømmede foden efter. Først nu huskede han, hvordan sålen havde gnavet i hans hæl. Han masserede den efter i søgen på vabler og fandt kun de gamle fra i går. Efter den anden sko også var aftaget - med samme procedure - tog han dem begge og satte dem hen i deres hjørne, så de stod til højre for en slidt mannequin. På dens tomme hoved. Få skridt til venstre fra dukken, stod hans gamle klædeskab. Han aftog sin glitrende jakke, hvis krave havde hele aftenen gnavet hidsigt i hans røde nakke. I lysets bare skær, så han efter om jakken havde mangler. Efter sin detaljerede undersøgelse, bemærkede han kun den midterste, røde knap manglede. Den store rose han syede ind i går var heldigvis stadig intakt. Både knap, tråd og nål lå ovre i sminkebordets nedre-højre skuffe, så nu skulle han bare huske det til senere. Han satte jakken på sin plads og skiftede opmærksomheden til sele-bukserne. Først fjernede han de små puder af stof han gemte imellem skulder og læder-remme, så de ikke savede sig ind i kødet på ham. Efter det, skubbede han armene forsigtigt ud fra deres tag, hvorefter de store, grønne bukser faldt ned om hans knæ. Efter hver ben var sluppet fri, så han også bukserne igennem, som han havde gjort med jakken. Med et lettet smil, så han ingen mangler denne gang og satte dem på en fri bøjle. Så var det kun knappen han skulle stikke sig selv til blods for.

Nu kun iført lange underbukser og en sort/hvid-stribet trøje, fik han sig over på sin skammel, hvor han drejede rundt og derefter hilste på sig selv i det store spejl, som hang ved sminkebordet. Han fumlede så efter den lille knap under bordpladen og snart lyste spejlet op med små festlige dioder.
Med to fingre fattede han den røde skumbold der klemte sig fast på hans næsetip og fik den fri. På den var der kun det vanlige glimmer-støv, som ikke kunne gøres meget ved så han lagde den på en reserveret plads, som bestod af en ubrugt klud og lå ved bordets fjerneste side. Så hev han i handskernes hvide fingerspidser og efterfølgende lagde dem i en bordets højre skuffe. Han fandt en elastik i samme og greb om sit lange, fedtede hår og satte elastikken fast.
I venstre skuffe fandt han ren klud og i den anden hånd tog en gennemsigt flaske, hvis faste plads var ved spejlets højre hjørne. Her var dens vante selskab en fedtet vaseline-dåse, som skulle bruges til senere. Han hældte flaskens klare væske på kluden og kørte den forsigtigt fra højre munding, langs den røde underlæbe og sluttede ved venstre munding. Så foldede han kluden og med en ren side kørte fra midten af overlæben og forsigtigt udad mod hver munding i en nedadgående retning.
Da det var gjort, smed han den lille klud ned i en skjult spand under bordet. I kludens skuffe, fandt han tre ovale stof-diske. Den ene af disse, bukkede han på midten og rev over i to dele. Efter disse var vædet i væsken fra før, puttede han dem nænsomt under sine øjne med den revne side opad, så de fulgte langs øjets kant og dækkede den blå farve på hans kindben. En ad gangen, tog han nu en ny disk, gjorde den våd og placerede den på sit øje. Stille og skånsomt, puffede han til dem og aftog dem til siden med en finger trykket fast på øjets lukkede låg. Før plejede han at gnide dem rundt og trykke væsentligt hårde. Men han havde hurtigt lært at det kun tværede sminken ind i øjet og gjorde ondt værre.
Efter også at have fjernet de to halve diske, trak han den lille vaseline-dåse til sig. Han skruede låget af og gravede sin finger ned i det, så han fik en stor klump på spidsen. Så gned han klumpen først ind i sin hvide pande og tværede den rundt. Med en rug hånd, fik han pande og høje tindinger smurt ind og fortsatte derefter ned over kinder, hen over læber, ned langs næseryggen og ind i øjenhulerne. Han hadede denne proces, fordi cremen klistrede så ubehageligt. Men han gjorde det altid for en sikkerheds skyld alligevel.
Efter lidt tid, var alle farver blandet sammen: det store, røde smil malet fra mundvige og langs kinder var også væk. Først nu genkendte han sig selv i spejlet, så han for i aften kunne sige godnat til sit alter-ego. Han fandt et rent flannels-håndklæde fra skuffen placeret under den tidligere og begyndte at tørre farven væk i samme strejf og vendinger som han havde brugt med vaselinen. Hans øjne lyste op, da han igen genkendte sin bare hud, som nu åndede frit. Denne proces tog altid lang tid, da det gjaldt om at fjerne al sminken så meget som muligt. Og det hjalp ikke at han allerede hørte de andre - både løve-tæmmeren og nogle af staldfolkene - var ved at samles udenfor i de opsatte havestole omkring grillen. Normalt ville han tage et bad, når han var færdig med sit ansigt. Men hvis valget stod mellem kold vand og kold pilsner, så var der ingen tvivl. Så med begyndende frustration, kæmpede han for at blive færdig.

Efter utålmodige minutter, var langt det meste kommet af, på nær diverse smuds og pletter. Engang havde han benyttet sig af fugtighedscreme som definitiv afslutning, men det mente han var spild af tid nu. Træt rejste han sig igen og fik fødderne skubbet ind i de bløde badesandaler, som stod ved bruseren.
Han gik igen over til skabet og fattede sin egen jakke. Imens han lynede op, så han sig selv efter i sminkebordets spejl. Helmuth så ikke noget betydningsfuldt, udover elastikken der stadig havde fat i hans hår. Således var det hærgrede og smudsige ansigt blottet, med hver rynke tydelig, som sammen vidnede til en lang og broget historie. Han mærkede efter i lommerne og fandt den røde pakke LA og trofaste lighter. Så slukkede han lyset under bordpladen og uden flere skrubler gik hen til sin dør. Med et dovent øje skævede han til den store kuffert, hvis indhold stadig manglede at blive sorteret. Den kolde aftenluft pustede ham i sin bare pande, imens han bag øret fik noteret arbejde til i morgen: kufferten skulle fyldes i korrekt rækkefølge: kaninen skulle foldes tilbage ind i hatten, den store hammer skulle foldes sammen, prutte-pude skulle fyldes med ny luft, balloner skulle tælles efter og så videre. Han måtte heller ikke glemme at sy knappen på plads: tråd og nål skulle fiskes frem og den rigtige knap skulle udvælges. Måske han ville være heldig og finde den gamle knap inde i manegen inden i morgen, men det var dog aldrig sket før.
Der var sikkert tusinder af andre ting, men nu duftede han pølser og brød, så det måtte alt sammen vente til imorgen.